Fix & Foxy og Eventministeriet har med ’Landet uden drømme’ skabt en forestilling, der får os til at se ind i fremtiden og vide, at vi ikke skal være bange. Anderledes og fuldstændig fortryllende.
På scenen står en kvinde. Hun siger, at hun kommer fra fremtiden. Hun siger, at hun er kommet for at redde os fra os selv. At vi er holdt op med at drømme. At vi ser fremtiden som et dystopisk mareridt af naturkatastrofer, geopolitiske nedsmeltninger og robotter der overtager vores følelser og sociale relationer. Hun siger at hvis ikke vi begynder at drømme, så forsvinder den fremtid hun kommer fra. Hun begynder at fortælle historien om fremtiden, som vi ville ønske den blev.
Foto: Søren Meisner |
Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en af dem, der ikke ser alt for positivt på fremtiden, en rigtig fremtidspessimist. Jeg ser ikke nyheder i tv, for det gør mig trist til mode, jeg åbner ikke artikler med breaking news i rubrikken og er ret sikker på, at magtliderlige mænd, vil få verdensordenen til at kollapse sammen med økosystemerne og isen på polerne.
Så hvad ville jeg gøre, hvis der en dag stod en kvinde foran mig, kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ’Jeg kommer fra fremtiden. Du skal ikke være bange.’? Fix & Foxy og Eventministeriet står bag forestillingen ’Landet uden drømme’ med skuespiller Lise Lauenblad alene på scenen som kvinden fra fremtiden, der er kommet for at forsikre os om, at vi ikke skal være bange, for alt bliver godt. I et helt hvidt rum med sort gulv, uden sætstykker, bagtæppe eller rekvisitter står hun midt på scenen i en rød kjole, sorte strømper og med det lange blonde hår slået ud. Hun begynder at pege folk ud i salen, fortælle hvad de føler og tænker, taler om hele situationen i 3. person. Og så forlader hun rummet ganske kort for at komme ind igen og fortsætte med at tale. Det gentager sig flere gange og hver gang har vi en fornemmelse af, at hver gang hun kommer tilbage, har der været et spring i tinden. Hun får os til at grine og gyse, mens hun forsøger at overbevise os om, at hun virkelig er fra fremtiden. Og pludselig begynder hun at transformere sig. En nøgen figur i marmor, et insekt, et scifi-uhyre med et udtryksløst ansigt, hvor mundens sorte hul er det eneste der bryder. Pludselig er hun helt tilbage til amøbestadiet, hvor cellerne venter på at dele sig og evolutionen går i gang. Og hele tiden med budskabet: alt bliver godt i fremtiden.
’Landet uden drømme’ er en udfordrende forestilling, for forestillingsevnen og tålmodigheden. Det er ikke forestillingen for dig, der bare helst vil synke ned i sædet i mørket på publikumsrækkerne og lade dig underholde. Der er grundlys på publikum og scenen det meste af forestillingen og der er nærmest ingen scenografi og rekvisitter. Det kræver overskud og ro i øverste etage, hvis tankerne ikke engang i mellem skal ende med at stikke af. Og jeg må indrømme, at jeg enkelte steder tog mig i at zoome ud og slippe koncentrationen lidt. Men så kom slutningen og væltede mig omkuld, så jeg fik kæmpe tårer i øjnene og et enkelt hulk undslap min sammensnørede hals.
Tue Biering har skabt en intens og stram forestilling og Lise Laueblad brillerer som kvinden fra fremtiden, der er kommet for at berolige os. Hun tager publikum i hånden og præsenterer den komplekse tanke bag forestillingen med ro, nerve og masser af humor. Bravo. Jeg vil ikke skrive mere, i frygt for at komme til at overforklare eller spoile noget. Men efter ’Landet uden drømme’ har fremtidspessimisten i mig fået trangere kår. For jeg har set ind i fremtiden og alt bliver godt!
’Landet uden drømme’ er et samarbejde mellem Fix & Foxy og Eventministeriet/Det Kongelige Teater, spiller på Skuespilhuset frem til d. 2. maj 2018 og varer 1t.30min. uden pause.
INSTRUKTION OG KONCEPT: Tue Biering/Fix & Foxy DRAMATURG: Tanja Diers SCENOGRAF: Edward Lloyd Pierce LYSDESIGN: Edward Lloyd Pierce LYDDESIGN: Janus Jensen MEDVIRKENDE: Lise Lauenblad
Kommentarer
Send en kommentar