Folketeatret hylder mødregruppen i forestillingen ’Mødre’. Et comedyshow i babyformat for mødre i alle aldre.
Mødre er et comedyshow i babyformat. Det er en historie om fire kvinder, der mødes i en mødregruppe i deres livs første arrangerede venskab. Om hvad det vil sige at mødes på tværs af forskelligheder i en ny fase af livet.
Foto: Gudmund Thai |
Det er egentlig en underlig størrelse, sådan en mødregruppe. En flok kvinder der bliver sat sammen i en gruppe, hvor det eneste de reelt set har til fælles er, at de lige er blevet mødre. Og der kan de så sidde med hver deres tilgang til hvordan man så er en god mor, dele erfaringer, sorger og glæder.
I ’Mødre’ møder vi de fire kvinder Fie (Lykke Sand), My (Julie R. Ølgaard), Andrea (Szhirley) og Sommer (Mathilde Norholt). Hver især meget forskellige i deres tilgang til det at være nybagt mor. Der er de bekymrede, der har googlet alt, hende der har valgt at få et barn alene og hende der kalder sit barn Urkraften, har født næsten smertefrit i et kar i stuen og generelt synes det hele går som en drøm. Alle fire meget forskellige kvinder, med meget forskellige tilgange til morderskabet.
’Mødre’ er en forestilling for mødre. Og dem var der mange af da jeg så forestillingen. Specielt rigtig mange mødregrupper, der grinede højt og genkendte hinanden og sig selv i karaktererne og situationerne på scenen. Forestillingen er ikke en lineær historiefortælling, men nærmere en kabaret af tekster om det at være mor. Rammehistorien er de fire kvinder i mødregruppen, og så er der derimellem tekster om alt hvad moderskabet indbefatter. Og der bliver ikke talt ned til nogen, men derimod gået til fordommene og alle ammestue-myterne. Og stillet spørgsmål om alt fra tryghedstæpper, lotusfødsler, om spædbørn må græde og om det ikke er super klamt at æde moderkagen når man har født. Alt gjort med et glimt i øjet. Og det er sjovt, ingen tvivl om det.
Jeg synes dog at forestillingen med sine 90 min. bliver lige til den lange side. Specielt fordi at alvoren først for alvor rammer efter 1 time, hvor Lykke Sand har en smuk og meget rørende scene som den ensomme og depressive mor, der ikke føler hun magter moderskabet eller sig selv. Her bliver der for alvor åbnet op for alt det vi normalt ikke taler om. Det er tydeligt at mærke, at der har været fire, i øvrigt rigtig kompetente og velskrivende, forfattere inde over forestillingen. Og det klæder kabaret-stilen. Jeg synes dog at nogle af teksterne bliver en anelse for ensidige i deres forsøg på at fange latteren. Der er lidt langt i mellem alvoren og de mere eftertænksomme scener.
At være nybagt mor, kan for mange nybagte mødre føre til en følelse af stilstand og vakuum, mens verden drøner forbi uden for barselsland. Og noget af det vigtigste ’Mødre’ hjælper med at belyse er, at det kun er en fase. Det varer ikke for evigt og livet slutter ikke med de to streger på graviditetstesten. Alt skal nok gå, du skal nok få lov til at sove igen og dit liv er ikke gået helt i stå.
'Mødre' spiller indtil videre til d. 18. maj 2018 på Snoreloftet på Folketeatret og varer ca. 1t. 30min uden pause.
'Mødre' spiller indtil videre til d. 18. maj 2018 på Snoreloftet på Folketeatret og varer ca. 1t. 30min uden pause.
IDÉ OG KONCEPT: Lykke Sand FORFATTERE: Christina Sederqvist, Julia Lahme, Anna Bro og Mette Marie Lei Lange INSTRUKTION: Christine Exner LYSDESIGN: Lars Schou LYDDESIGN: Steen Larsen MEDVIRKENDE: Lykke Sand, Julie R. Ølgaard, Szhirley og Mathilde Norholt
Kommentarer
Send en kommentar