’The Art of Falling’ er en komi-tragedie og et morsomt og rørende portræt af mor og datter, Edith Bouvier Beale, bygget på kult dokumentaren ’Gray Gardens’. Det er en absurd, smuk, morsom og til tider nærmest overspillet forestilling.
I en voldsomt forfalden rigmandsvilla i det mondæne East Hampton nord for New York bor Store – og Lille Edith Bouvier Beale – to kvinder, der engang tilhørte den privilegerede amerikansk overklasse – som fattige kirkerotter i en slags folie à deux. Omgivet af katte, vaskebjørne, tomme konservesdåser og stadigt voksende bunker af skrald lever de to som Beckett’ske vagabonder – med livsløgnen om deres egne musikalske begavelser som vigtigste selvopholdelsesdrift.
 |
| Foto: Rickard S. Söderström |
’The Art of Falling’ er en fascinerende historie om mor og datter, store og lille Edith Bouvier Beale, der bor i et saneringsværdigt strandvilla i det ellers så mondæne East Hampton i staten New York. I et voksende bjerg af skrald har de forskanset sig i moderes soveværelse, mens husets 27 øvrige rum bebos af vildkatte og vaskebjørne. De er Jackie Kennedys tante og kusine og var engang en del af den privilegerede amerikanske overklasse. Men noget gik galt og nu sidder de to kvinder alene tilbage i det store hus og insisterer hårdnakket på at være præcis som de er, mens verden udenfor presser sig på. Forestillingen er inspireret af kult dokumentarfilmen ’Grey Gardens’ fra 1975 der følger de to kvinder gennem et par måneder.
Lad mig starte med en kritik af noget, jeg kun kan klandre mig selv for. Jeg havde desværre ikke sat mig nok ind i historien bag om forestillingen til at føle, at jeg var helt med i fortællingen om de to kvinders særprægede historie. På den måde følte jeg mig en smule hægtet af, men kunne samtidig ikke lade være med, at drage paralleller til Eva Mulvads dokumentar ’Det gode liv’ om en mor og datter der lever dybt forgældet i Portugal på minderne om hvad de var engang. ’The Art of Falling’ er nærmest Beckets’ i sin opbygning, hvor de to kvinder lader livet passere, mens de nærmest lever i en græsk tragedie, med deres minder om fortiden.
Sue Hansen-Styles er fantastisk i sit portræt af store Edith. Den gamle kvinde med en fortid som sanger, der bruger tiden på, helt hen slugt at se på gamle familiebilleder. Hun er dejligt underspillet og intens at følge. Sira Stampe er sjov og rørende som den excentriske og dramatiske lille Edith, der hænger fast i fortiden som model og drømmen om at blive danser. Og Kevin Kiernan-Molloy er morsom i flere små roller. Specielt som præsten der kommer til middag på store Ediths fødselsdag, er komisk i sin underspillede forknythed over hele situationen. Det eneste tidspunkt jeg ikke synes det fungerer, er når han besøger de to som Jackie Kennedy. Her bliver det helt bizart.
Spillestilen i ’The Art of Falling’ tenderer til tider karikatur og bliver en smule for overspillet til min smag. Og det skal fremhæves, at det er en rigtig god idé at have sat sig ind i historien om de to excentriske kvinder og måske endda have set dokumentaren ’Gray Gardens’ inden man går ind og ser forestillingen. Men har man det, er jeg sikker på, at man vil blive rigtig godt underholdt.
’The Art of Falling’ er produceret af Why Not Theatre Company og spiller på Teatret ved Sorte Hest til d. 12. maj 2018 og varer 1t.25min. uden pause. OBS. Forestillingen spilles på engelsk.
TEKST: Sara Stridsberg INSTRUKTØR OG SCENOGRAF: Rhea Leman LYSDESIGN: Katja Andreassen OVERSÆTTER Ann Henning MEDVIRKENDE Sue Hansen-Styles, Sira Stampe og Kevin Kiernan-Molloy
Kommentarer
Send en kommentar