HITLER ON THE ROOF - Teatret ved Sorte Hest


'Hitler on the Roof' er bidende aktuel satire med en skræmmende god Ina-Miriam Rosenbaum I spidsen som den plagede propagandaminister Goebbels.
Året er 2018. Goebbels sidder i sin sønderbombede førerbunker og sender propaganda ud til hele verden via sit radioprogram ’Kunst, Kultur og Kommunikation.’ Ind træder Tysklands mest anerkendte filminstruktør i 1930’erne, Leni Riefenstahl, og de to kaster sig ud i et dramatisk opgør om ansvar og selvcensur. Forestillingen kredser om de centrale spørgsmål: ’Hvordan kunne det ske?’ og ’Kan det ske igen?’

Foto: Thomas Petri

Fortæller man en stor løgn igen og igen og igen, så ender den efterhånden med at blive sandhed. Og hvad er så løgn og hvad er sandhed? Rhea Lemans forestilling ’Hitler on the Roof’, der havde premiere i 2011, har nu haft repremiere på Teatret ved Sorte Hest og Ina-Miriam Rosenbaum får mulighed for at genbesøge sin Reumert vindende præstation som Joseph Goebbels, nazist og kultur- og propagandaminister under Hitler. Hele 1. akt er hun alene på scenen som den kulslåede nazist, der i 83 år har levet i skjul i førerbunkeren under Berlin og kun kan kommunikere med omverdenen via sit radioprogram ’Down Town Berlin’, som i Doooown Tooooown. Og hun er fuldstændig fænomenalt fantastisk som den klumpfodede stakkel, som lider i ensomheden, der under jorden og bare, helt grundlæggende, savner sine børn og livet som det var før det 3. riges fald. Hun er frygtindgydende og alligevel stakkels som propagandaministeren med det røde armbind, skråremmen og de høje ridestøvler. Hvert eneste blik og hver eneste bevægelse er helt kontrolleret og alligevel skifter hun legende let mellem entertaineren Goebbels, der bryder ud i fuld ’When you’re smiling’ med stok og benspjæt og staklen plaget af ensomhed og katastrofetanker. 
I 2. akt får Goebbels besøg af skuespillerinden og filminstruktøren Leni Riefenstahl, i skikkelse af Søren Bang Jensen, der kommer til at agere dødsengel for den forpinte Goebbels. 2. akt er på ingen måde lige så velkomponeret som 1. akt og heller ikke lige så stærkt, men er stadig aktuel og enormt tankevækkende. For det der skulle have være Riefenstahls forsøg på at hjælpe Goebbels ud af ensomheden, ender med at blive en diskussion på liv eller død mellem den overbeviste og nægteren. For hvem af dem ejer sandheden? Goebbels der var så ideologisk overbevist, at han endte med at slå sine seks børn ihjel inden han begik selvmord da han kunne se, at det 3. rige ikke længere stod, eller Riefenstahl, der brugte efterkrigsårene på at benægte, at hun på nogen måde vidste hvad der foregik?
Det er et interessant og stærkt træk at lade lille bitte, jødiske Rosenbaum spille Goebbels og høje, brede Søren Bang Jensen spille den sexede og manipolerende Riefenstahl. Højdeforskellen i deres spil og måden kønnene bliver udvisket klæder forestillingens absurditet. Desværre bliver kampen mellem de to lige vel lovlig lang i spyttet, og forestillingen mister den intensitet, som 1. akt har bygget op.
Instruktør og dramatiker Rhea Leman har med ’Hitler on the Roof’ formået at skabe en bidende satirisk forestilling, der, med afsæt i den overbeviste nazist, drager så mange skræmmende paralleller til nutidens problematikker, at man må blive helt bange. Når Goebbels bogstaveligt skærer armslængdeprincippet over og taler om kunstnerens rolle i statens politik. Eller når han, uden at blinke, overbeviser os om, at ’(…)Propaganda kun virker, hvis masserne er klar til at lytte’. Og én ting hænger tungt over vores hoveder når vi forlader teatret. Dr. Goebbels gør sig ikke i happy endings…
’Hitler on the Roof’ spiller på Teatret ved Sorte Hest frem til d. 2. juni 2018, er en del af teaterfestivallen CPHStage 2018 og varer ca. 1t. 45min. inkl. pause.
IDÉ, MANUSKRIPT OG INSTRUKTION: Rhea Leman SCENOGRAF: Lone Ernst LYSDESIGN: Michael Breiner LYDDESIGN: Baldur Kampmann KOSTUMEDESIGN: Hanne Mørup MEDVIRKENDE: Ina-Miriam Rosenbaum og Søren Bang Jensen

Kommentarer