’Dig og mig ved daggry’ er en brutal og smuk teaterforestilling, dramatiseret over Glen Ringtved og Sanne Munk Jensen ungdomsroman af samme navn, om Aalborgs Romeo og Julie. Louise og Liam begår selvmord ved at springe ud fra Limfjordsbroen, lænket til hinanden med håndjern. Deres død er slutningen på en fatal fortælling om ungdom som falder.
 |
| Foto: Louise Dybbro |
Vi kender den alle, historien om Romeo og Julie, der forelsker sig så voldsomt og dybt i hinanden, at intet i verden kan skille dem ad, selv ikke al verdens ondskab, så de vælger at gå i døden sammen. I ’Dig og mig ved daggry’ møder vi Louise og Liam i det øjeblik, de har valgt at springe ud fra Limfjordsbroen en tidlig morgen, lige da solen står op. Og i nedslag ser vi nu, hvordan de kom dertil, hvor døden virkede som sidste udvej. Samtidig følger vi også Liam og Louises forældre og venner, mens de forsøger at finde sig til rette i verden uden de to. Den generte Louise fra den lidt kedelige forstad Hasseris møder Liam til en fest og forelsker sig så dybt og inderligt i ham, at hun slet ikke kan leve uden ham. Liam kommer dog hurtigt ud, hvor han ikke kan bunde med salg af stoffer for byens rockerleder Johannes. Og fordi de ikke synes at kunne leve uden hinanden, kommer han til at trække Louise med i sit uundgåelige fald.
Forestillingens fem skuespillere klæder hinanden og giver historien liv, selv når de springer mellem karakterer og situationer. Petrine Agger er dybt rørende som den skrøbelige og psykisk ustabile mor, hvilket gør hendes rolleskift til rockerlederen Johannes ekstra skarpe. Jacque Lauritsen er velcastet som både Louises og Liams far. To karakterer han skifter glidende imellem og spiller med så meget nerve, at vi ikke kan undgå at få medlidenhed med både knudemanden Gorm og Liams noget mere Laissez-faire tænkende, irske far Ian. Lærke Schjærff Engelbrecht er fin som både Louises gymnasieveninde Cille, der hjælper Far Gorm i hans jagt på svar og som Liams lidt fjollede bedsteven Jeppe. Og i centrum står Jela Natius Abildgaard og Alexander Clement som Louise og Liam. I Clements portræt af Liam, forstår man klart hvorfor Louise falder fuldstændig for ham. Hans Liam har charme og varme, men også en vildskab og utilregnelighed, der får det til at gibbe i os. Og hendes Louise kravler ind under huden på os, så vi også må forelske os og tabe modet og livsgnisten med hende. Det er voldsomt velspillet og fuld af nuancer.
Grebet med at lade slutningen starte fortællingen er super godt tænkt. Det betyder, at vi ikke skal sidde og bide negle over hvordan det hele mon ender, men i stedet kan koncentrere os om hvorfor. ’Dig og mig ved daggry’ er en tragedie, men med det tvist, at den ikke entydigt ender dårligt. Louise bliver efter sin død fanget i en limbo i sit ønske om at hjælpe dem hun har efterladt. Og til slut ser hun, at hun ikke har mere at gøre og at livet går videre. Hvor universel forestillingens Romeo og Julie-tema end er, blev jeg meget berørt og fanget ind i den skræmmende fortælling og hvordan livet kan gå så galt, at alt håb synes ude.
Jeg så ’Dig og mig ved daggry’ på Teater Grob under CPH-Stage 2018. Forestillingen er produceret af Teater Nordkraft og kan ses netop der fra d. 5. – 21. september 2018 og varer ca. 2t.30min. inkl. pause.
DRAMATISERING OG ISCENESÆTTELSE: Minna Johannesson SCENOGRAF: Claus Helbo MEDVIRKENDE: Jela Natius Abildgaard, Alexander Clement, Lærke Schjærff Engelbrecht, Petrine Agger og Jacque Lauritsen
Kommentarer
Send en kommentar