’Dæmoner’ er en moderne klassiker. Et stykke der taler til vores nutid fra en anden tid, og lader os se os selv i afstandens ubærligt skarpe lys. Lars Noréns stykke rummer en samfundskritisk vinkel på parforholdets krise, som er dybt aktuel. Måske er det virkelig sådan, at det klassiske parforhold har svære betingelser, fordi det simpelthen ikke er attraktivt for markedet. I et markedsstyret samfund er der ikke plads til parforholdets immaterielle dæmoner – der er kun plads til det enkelte individ og så bliver vi selv til dæmoner. For os selv og for hinanden.
 |
| Foto: Palle Peter Skov |
Tilværelsen er rædselsfuld i Lars Noréns universer. En eviglang vandring i livets skyggedal. Således også i ’Dæmoner’, hvor hadet mellem kønnene stiger til Strindbergske dimensioner. Forestillingen tager sit afsæt den aften hvor ægteparret Katarina og Frank, der lever i en evig krig i deres forkrympede ægteskab, inviterer underboerne, det tilsyneladende velfungerende par, Thomas og Jenna på besøg, for at bruge dem i deres endelige opgør med hinanden.
I en tour de force af psykisk og fysisk tiltrækning, frastødelse og vold, ender de fire i en magtkamp, hvor intet er helligt. Symbolikken i at Frank bogstavelig talt sætter sin mor i mellem sig selv og sin hustru med moderens urne, de skal bisætte dagen efter, er til at tage at føle på. Helt galt går det for ham, da han ender med at hælde asken i hovedet på Katarina. Samtidig sidder vi hele tiden med en tanke om, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi. Som Frank siger til Katarina i et af deres mange opgør: ’Hvis du fandtes i virkeligheden, ville jeg slå dig ihjel’. Det er i det hele taget en virkelig skarp iscenesættelse Simon Boberg har begået, hvor ikke en replik er overflødig og der hele tiden er noget at iagttage og opdage i det interne spil, de fire medvirkende imellem.
Frank Thiel og Maja Juhlin er begge skræmmende dæmoniske i deres portræt af Frank og Katarina, det barnløse ægtepar i krise. Han med en uforudsigelighed i sit spil og i sit blik, der kryber helt ind under huden på os tilskuere og hun med en indebrændthed og sarkasme, der rammer ekstra hårdt. Magnus Christensen og Anna Stokholm er fine som de unge par, der intetanende træder direkte ind i løvens hule. Hun som en drivvåd, svendende ammemaskine, med heftige rende under øjnene og han som den tilsyneladende sympatiske, lettere naive og bløde mand, der først mister besindelsen det øjeblik Frank udfordrer ham på hans seksualitet og maskulinitet.
Edward Lloyd Pierce har begået en smuk og virkningsfuld scenografi, der skinner os i øjnene med al sin hvidhed mens store italienske arier og Bach sonater strømmer ud af højtalerne og ondskaben vokser.
Og ondskaben kender virkelig ingen grænser i ’Dæmoner’. Og det ender her med at blive forestillingens akilleshæl. Man går ikke opløftet fra teatret efter mødes med Noréns dæmoner. En træthed og tristhed sneg sig ind over mig, så cykelturen hjem fra teatret, pludselig føltes ekstra lang, som forestillingen desværre også blev det. Hvor velspillet og veliscenesat den end er, tabte jeg pusten lige før pausen og kunne faktisk ikke rumme alt det onde. Det er sjovt, det er rørende og alt, alt for ondt. Men er man til Lars Noréns evige vandringer i sjælens skygge, er ’Dæmoner’ forestillingen man skal se.
Jeg har set ’Dæmoner’ som en del af Teaterfestivalen CPH-Stage2018. Forestillingen er produceret af Mungo Park Kolding og kan ses der igen fra d. 26 – 28 februar 2019 og efterfølgende på turné. Forestillingen varer ca. 2t. 20min inkl. Pause.
MANUSKRIPT: Lars Norén INSTRUKTØR: Simon K. Boberg SCENOGRAFI OG LYSDESIGN: Edward Lloyd Pierce LYDDESIGN: Jes Theede MEDVIRKENDE: Frank Thiel, Maja Juhlin, Magnus Christensen og Anna Stokholm
Kommentarer
Send en kommentar