SAMMENSVÆRGELSE - Teater Grob...

Forskeren Alex har mistet sin søn, og da intet i hendes liv har forberedt hende på at kunne håndtere den situation, bliver hun i savnet og jagten på ham sendt på rundtur langt ind i konspirationsteoriernes gråzoneforklaringer.

Foto: Montgomery Foto
Der er ting vi ved, vi ved. Der er ting vi ved, vi ikke ved. Og så er der ting vi ikke ved, vi ikke ved. Alex er anerkendt lektor i psykologi og forsker i konspirationsteorier og ophævelsen af den kritiske sans. For hende er fakta ikke til fri fortolkning, lige indtil den dag hendes søn Carl Emil cykler til fodbold med Noa og Storm, men aldrig når frem. For pludselig ramler hendes verden og hun forsøger at skabe en mening i kaos. Hun hallucinerer og bliver indlagt på en afdeling, der til forveksling ligner hendes eget køkken, men hvor patienten Alf bor i køleskabet og personalet ligner hendes mand Kim på en prik. Alle de fælder hun forlæste om, falder hun i med begge ben. For hvad er egentlig sandt og hvad er manipuleret fakta?

Patricia Schumann er glimrende som forskeren Alex. Hun giver en rigtig fin persontegning, man både tror på og kan holde med og hun formår at spille karakteren med en fin sårbarhed og galskab. Anders Brink Madsen er Alf, en konspirationsteoretiker med vrangforestillinger, der har svært ved at styre sit temperament og sine vilde forestillinger. Han formår at give Patricia Schumanns Alex det modspil hun har brug for. Også Frederik Meldal gør fin figur som Alex mand Kim, hvis verden også ramler, da Carl Emil dør; eller gør den? Johanne Eggert og Allan Frausing har skabt en flot og velfungerende scenografi, et samtalekøkken, med skjulte overraskelser, der er med til at skrue op for gysene. 

’Sammensværgelse’ er en thriller der, langt hen ad vejen lykkes, men som desværre aldrig bliver rigtig uhyggelig. Forestillingen forsøger at belyse hvad der sker, når vi begynder at tvivle og tolke på fakta og forsøger at se systermer, hvor der ikke er nogen. Og dramatiker Henrik Vestergaard har da også konstrueret en spændende historie. Men iscenesættelsen taber momentum, bliver lang og føles ikke altid helt ægte og plottet fokuserer for meget på Alexs smadrede psyke og ikke nok på de elementer, der faktisk kunne gøre ’Sammensværgelse’ til en rigtig uhyggelig historie om drengen, der aldrig nåede frem til fodbold.

’Sammensværgelse’ er produceret af den århusianske teatergruppe Von Baden og spiller på Teater Grob til d. 7. november 2018 og på Svalegangen i Aarhus fra d. 4. – 15. december 2018. Forestillingen varer ca. 1t. 10min. uden pause.

MANUSKRIPT: Henrik Vestergaard ISCENESÆTTELSE: Von Baden SCENOGRAFI: Johanne Eggert og Allan Frausing LYSDESIGN: Mads Lindegaard LYDDESIGN: Emil Assing Høyer VIDEODESIGN: Søren Diness Vestergaard / Unsaid Film MEDVIRKENDE: Patricia Schumann, Anders Brink Madsen, Frederik Meldal Nørgaard

Kommentarer