’The Woman in Black’ er en vaskeægte spøgelseshistorie, baseret på en roman af Susan Hill og dramatiseret at Stephen Malatratt om Arthur Kipps, en ung advokat, der bliver sendt til en lille by, for at deltage i begravelsen af en klient, Alice Drablow. Ved begravelsen ser han en ung kvinde med et helt hvidt og indsunket ansigt, klædt i sort og stående på kirkegården. Ganske hurtigt opdager Kipps landsbyboernes modvilje mod at tale om kvinden i sort og tager alene ud til Alice Drablows bolig, et gammelt hus midt i marsklandet, der afskæres fra fastlandet ved højvande, for at sortere hendes papirer. Her finder han bl.a. en boks med breve; men han finder også kvinden i sorts frygtelige hemmelighed.
 |
| Foto: Pressefoto |
Indrømmet med det samme, jeg er ikke særligt godt til spøgelseshistorier og gyserfilm. Jeg er den letteste i hele verden at skræmme, men det er sjældent, at jeg er gået skræmt ud af teatret. Det ændrede sig så med That Theatre Companys genopsætning af ’The Woman in Black’. Og hvilken frydefuldt følelse man egentlig har i kroppen, efter sådan en gang gys og gru.
Historien om den ældre Arthur Kipps, der kontakter en ung skuespiller, for at få dennes hjælp til at fortælle sin historie om dengang han så kvinden i sort i masklandet og hans liv ændrede sig for evigt, er uhyggelig og tæt fortalt, så de små hår i nakken må rejse sig. Og så er der spøgelset, kvinden i sort. Selvom vi ved hun er der og nærmest præcist kan regne ud hvornår hun dukker op, er det stadig mere end uhyggeligt. Så uhyggeligt, at publikum flere gange skreg højt, for så at le nervøst bagefter.
Forestillingen bevæger sig i første akt ganske langsomt og bruger tid på at bygge stemninger op og fortælle historien, for så i andet akt at bruge al den opbyggede energi til at sætte gang i gyset. Og det virker, om end der er enkelte steder i første akt, hvor det er som om fortællingen taber kadencen og bliver lige lovlig lang i spyttet, men ikke så det forstyrrer forestillingen som helhed. Det er måske endda med til at forstørre gyset, når først det kommer.
Den lille, intime scene på Krudttønden på Østerbro, passer helt perfekt til den simple, men virkningsfulde scenografi, der lader historien stå i centrum og det intime publikumsrum, hvor vi både sidder tæt på hinanden og gyset på scenen. Flere gange bevæger skuespillerne sig rund blandt publikum og trækker os dermed ind i fortællingen. På scenen er ikke meget andet end et par stole, nogle gamle påklædte giner og en kiste på hjul, der gennem forestilling kommer til at agere alt fra cykel til hestevogn og kiste. Og så er der alle de små tekniske hemmeligheder, der er med til at skræmme livet af publikum. Det er raffineret løst.
Når den ældre Arthur Kipps, i skikkelse af Ian Burns udbryder: ’I am not an actor’, står det i stor ironisk kontrast til virkeligheden, hvor Burns let og ubesværet skifter mellem de mange karakterer rundt om den unge Kipps. Han skift fra den stive og hæmmede Kipps, der ikke kan sige en replik eller spille, til at ende med at blive karaktererne er fornemt spillet. Også Benjamin Stender er imponerende god som den unge skuespiller der sætter sig for at fortælle den ældre Kipps historie, men ender med at blive vikle ind i en historie, der skræmmer mere, end hvad godt er. Han starter som en arrogant, ung skuespiller med den helt rigtige aristokratiske accent og næsen i sky og ender som en skræmt dreng; Imponerende.
’The Woman in Black’ er produceret af That Theatre Company, spiller i Krudttønden på Østerbro til d. 24 november 2018 og varer ca. 2t. inkl. pause. NB. Forestillingen spilles på engelsk
BASERET PÅ EN ROMAN AF: Susan Hill DRAMATISERET AF: Stephen Malatratt INSTRUKTØR: Barry McKenna SCENOGRAFI: TTC Team LYDDESIGN: Mark Jones LYSDESIGN: Katja Andreassen MEDVIRKENDE: Ian Burns, Benjamin Stender og Christina Hildebrandt
Kommentarer
Send en kommentar