UDVANDRERNE - danskdansk...

Mennesket har til alle tider flyttet sig. Flyttet sig af nød, for nye muligheder eller for kærlighed; lært nye sprog og nye skikke. ’Udvandrerne’ er en forestilling om de mennesker. Mennesker af kød og blod, der på et tidspunkt i deres liv har vurderet det nødvendigt at forlade deres hjem, deres land og deres skikke til trods for hjemve og savn. 

Foto: Per Morten Abrahamsen

I ord, billeder, bevægelser og sange fortæller de to skuespillere Josephine Raahauge og Wahid Sui Mahmoud og musiker Marie Louise von Bülow alle disse menneskers historie. Det er historien om gæstearbejderen, der forlader kone og børn for mulighederne i Danmark, parret der, bogstavelig talt, støder ind i hinanden i lufthavnen og ofrer det kendte for kærligheden og hende der bare gerne vil tro og mene hvad hun vil. De har alle tre et tæt og velfungerende sammenspil, der er en fryd at se på og det er dejligt, at der både er plads til humor, alvor og tårer i forestillingen. 

Marie Louise von Bülows musik favner alle verdenshjørner og er virkningsfuld, både med og uden sang. Mona Møller Schmidt har skabt en flot scenografi, der er evig foranderlig samtidig med, at den er minimalistisk. Julie Petrine Glargaards tekst er smuk og slagkraftig og Sandra Yi Sencindivers iscenesættelse giver teksten en smuk ramme. 

Der er enkelte steder, hvor fortællingen går lidt i stå. ’Udvandrerne’ er ikke den perfekte forestilling. Men det er en vigtig forestilling, med en stor pointe på hjerte. For rundt omkring er der nogle mennesker, der bliver bange når udvandrernes fodtrin får deres verden til at ryste. Jeg håber for alle de bange, at de vil komme til at se ’Udvandrerne’ og forstå, at verden må bevæge sig, for ikke at gå i stå. 

'Udvandrerne' er produceret af Teater danskdansk og spiller på turné rundt i landet. Forestillingen varer 65min. uden pause. 

INSTRUKTØR: Sandra Yi Sencindiver DRAMATIKER: Julie Petrine Glargaard KOMPONIST: Marie Louise von Bülow SCENOGRAFI: Mona Møller Schmidt LYSDESIGN: Martin Danielsen LYDKONSULENT: Emil Sebastian Bøll MEDVIRKENDE: Josephine Raahauge, Wahid Sui Mahmoud og Marie Louise von Bülow (Musik)

Kommentarer