De to søskende Ado og Kerfuffle fortæller, i en intens og fabulerende tankestrøm, om deres opvækst i et samfund, hvor en spritny og højst effektiv form for munter totalitarisme er under fremkomst. Det er en verden med hylende morsomme massedeportationer og sjove udslettelser. Hvor den mest kulørte fascisme råder, hvor folk nyder livet og hvor dresscoden er leopardmønstret.
 |
| Foto: Emilia Therese |
Dramatikeren Christian Ceresoli debuterede med et brag i 2012 med monologen ’La Merda’ (’LORT’), der på dansk spillede for fulde huse på Husets Teater i 2015. Nu er Ceresoli tilbage med forestillingen ’Happy Hour’ om de to søskende Ado og Kerfuffle, der vokser op i et skindemokrati med fascistoide tendenser. Forestillingen starter som en dialogisk fortælling mellem de to søskende, der bidende morsomt fortæller om en hverdag med mor, far og morfar i en lille toværelses lejlighed i en forstad til Milano. De fortæller om den ældgamle udlejer, der ved en hver given lejlighed punkterer deres bold og skælder ud over den manglende husleje. Om far med det pæne hår og den ’nye’-brugte sølvfarvede bil, der elsker sine unger, men gerne stikker en flad, når han synes de fortjener det. Om mor med de høje hæle, om fodbold og dans og om hvor stor en diller skal være. Alt sammen med en charmerende frækhed.
Men langsomt ændrer historien karakter og latteren forstummer samtidig med, at absurditeten stiger. Pludselig er byen invaderet af sexede soldater i kropsnære uniformer, der fører byens ældre bort, mens familien pludselig flytter fra den lille, slidte toværelses lejlighed og uden videre forklaring overtager en herskabslejlighed i centrum af byen der både har en neonlys, en hvid lædersofa og en blå kat. Og på fortovscafeen ved kirken, sidder statsministeren og Gud og drikker Aperol.
Forestillingen er fuldstændig forrygende iscenesat af Simon Boberg, der også har oversat. En stram og sikker iscenesættelse, der spiller fantastisk sammen med Edward Lloyd Pierces både enkle, smukke og skræmmende scenografi, af lange, tynde jernekæder der omringer scenen og virkningsfulde lysdesign.
Og så er der Özlem Saglanmak og Asbjørn Krogh Nissen som Ado og Kerfuffle. Han lang og ranglet og hun lille og sitrende frisk. De spiller søskendedynamikken med kærlighed, overskud og et imponerende tempo, så man ikke et øjeblik mister interessen for deres historie. De bliver de to børn, så det er en fryd at være vidne til.
Historien i ’Happy Hour’ starter som en konkret, humoristisk fortælling og ender i et absurd, skræmmende univers, hvor Gud manifesterer sig nøgen og med en kæmpe pik, mor køber sig til ny frisk hud og flere og hvidere tænder og børnene ender i en udryddelseslejr, hvor de går catwalk for øjnene af en ærkeengel med orange øjne. Det er en skarp kritik af og en kraftig advarsel mod de fascistoide tendenser i ikke kun Italien, men i hele den vestlige verden Ceresoli her kommer med. Og den er enormt underholdende og velskrevet. Men det handler bestemt også om, som publikum, at holde tungen lige i munden, specielt hen mod slutningen af forestillingen, hvor den konkrete og lineære historiefortælling droppes for det absurde gys. Men forestillingen formår alligevel at holde sig lige på kanten af både underholdning og gys uden at falde i hverken kedelige, løftede pegefingre eller decideret overspil.
’Happy Hour’ er en co-produktion mellem Frida Kahlo Productions, Richard Jordan Productions, Teater Metastasio og Teater Grob i samarbejde med Jersey Arts Centre. Forestillingen spiller på Teater Grob til d. 14. februar 2019 og varer ca. 1t. 20min. uden pause.
MANUSKRIPT: Christian Ceresoli OVERSÆTTELSE: Anne Marie Daugaard Boberg og Simon K. Boberg ISCENESÆTTELSE: Simon K. Boberg SCENOGRAFI OG LYSDESIGN: Edward Lloyd Pierce LYDDESIGN: Weronika Andersen KOMPONIST: DJ Blue Cat MEDVIRKENDE: Özlem Saglanmak og Asbjørn Krogh Nissen
Kommentarer
Send en kommentar