ART - That Theatre Company...

Hvad ville du gøre, hvis din bedste ven en dag besluttede sig for at gøre noget fuldstændig idiotisk? På krudttønden på Østerbro spiller det That Theatre Company den sorte kommedie ’Art’ af franske Yasmin Reza. Historien om de tre gamle venner Serge, Marc og Yvan på den dag Serge har brugt 100.000€ på et hvidt maleri, med nuancer af hvide streger på. Marc, der er temperamentsfuld og kolerisk, forstår ikke Serges disponering og kalder i kampens hede maleriet for noget prætentiøst lort. Det starter en lavine af diskussioner vennerne imellem.

Foto: Alex Jespersen
Ian Burns har iscenesat de tre skuespillere sikkert og morsomt i en minimalistisk scenografi, så det er samtalerne og komikken der er i fokus. Alle tre spiller de på det reneste og fineste engelsk, med hver deres dialekt, der rammer deres karakterer perfekt ind. 
Rasmus Emil Mortensen rammer den temperamentsfulde Marc lige på kornet. Som en kæmpe, vred hanelefant i en porcelænsbutik maser han godt og grundigt rundt i de to andres følelser. Benjamin Stender er dejlig selvhøjtidelig som den patentlige hudlæge Serge, der, iført hvide stofhandsker, stolt bærer sit hvide maleri frem. Og midt mellem de to står Peter Vinding som den stakkels tøffelhelt Yvan der i sit desperate forsøg på at gøre alle glade, selv ender med at blive kanøflet. Han er ikke lige så veluddannet som sine venner og er endt i et job hvor han sælger papirvarer for sin kommende hustrus onkel, mens hans liv langsomt kollapser, fordi hans forlovede har overtaget hele hans liv og planlægningen af deres bryllup. Alt sammen fordi han simpelthen ikke ejer evnen til at sige fra. De rammer alle tre deres karakterer rigtig fint ind, men det er specielt diskussionsscenerne mellem Marc og Serge med Yvan i midten, der rigtig får grinene til at rulle.  

På overfladen ligner ’Art’ måske nok en diskussion om kunst, men i virkelighed er det historien om, hvor mange sandheder et menneske kan tåle. Hvornår skal man fortælle sin bedste ven, at man synes hans prioriteringer er en værre omgang lort? Skal man nogensinde det? Eller skal man gå mere stille med dørene? Begge tilgange bliver afprøvet i ’Art’, og begge uden held. Og i hænderne på That Theatre Company bliver det faktisk ganske morsomt. 

Der er måske enkelte steder, hvor spillet kammer over og det pludselig virker som komedie kun for grinets skyld, hvor alvoren bliver glemt i gimmicks og fjollede grimasser. Men overordnet set er ’Art’ en rigtig vellykket og velspillet kommedie om venskaber og vigtigheden i at forsøge at holde dem ved lige, inden de falder fra hinanden.

’Art’ er produceret af That Theatre Company og spiller på Krudttønden frem til d. 23. marts 2019 og varer ca. 85min. uden pause. NB. Forestillingen spilles på engelsk.

TEKST: Yasmin Reza OVERSÆTTELSE: Christopher Hampton INSTRUKTØR: Ian Burns LYDDESIGN: Søren B. Petersen LYSDESIGN: Mathias Langholm Lundgren SCENOGRAFI: TTC Team MEDVIRKENDE: Peter Vinding, Benjamin Stender og Rasmus Emil Mortensen

Kommentarer

Send en kommentar