Hvis du vil være lykkelig, må du forsøge at leve mindst mulig ulykkeligt, altså tåleligt – hverken mere eller mindre. I hvert fald hvis man skal tro den tyske filosof og evige pessimist Arthur Schopenhauer. Forvirret? Betty Nansen Teatret har ’Kunsten at være lykkelig – 50 gode råd til en tålelig tilværelse’ på plakaten i Rune David Grues dramatisering og iscenesættelse, frit efter Schopenhauer. Og ganske pudsigt rammer forestillingen lige på kornet hos det lykkeligste folk, i det lykkeligste land i verden. For hvad vil det egentlig sige at være et lykkeligt menneske? Er det at leve stille og undgå bekymringer ved at stoppe med at drømme om det, der alligevel ikke kan lade sig gøre?
 |
| Foto: Catrine Zorn |
I et skævt univers af stablede FDB-møbler og stueplanter af alverdens slags tager de tre beige-klædte medvirkende os igennem 50 leveregler for en mere tålelig tilværelse. Ikke lykkelig, tålelig! Og det er der kommet en morsom og meget tankevækkende, tragikomisk forestilling ud af. Komedien og tragedien mødes og fletter fingre i ’Kunsten at være lykkelig’. For gennem latteren ser vi os selv. Stop med at drømme om det umulige, for det kunne ikke være anderledes. Sådan var det og sådan blev det siger du højt til dig selv; og skærer blommen af din højre pegefinger og knalder hovedet op i den åbne skabslåge. For husk leveregel nr. 2: ’Lidelsen er det eneste virkelige’.
De er et pudsigt og alligevel perfekt match, de tre på scenen. Alle klædt i beige og dueblå, meget lidt velsiddende kostumer og med de sorteste rande under øjnene, guider de os gennem bekymringer, misundelse og knuste drømme, mens de langsomt lader sig klæde af, nærmest til skindet. Anders Mossling, Nicolai Dahl Hamilton og Ena Spottag, hver for sig sublime og sammen endnu bedre. Når Nicolai Dahl Hamilton tager på den perfekte ferie med sin perfekte familie og burde være tilfreds i højeste potens, men i stedet må konstatere, at han keder sig gudsjammerligt. Eller når Mossling lærer os værdien i ikke at søge lykken i nydelser, for man bliver ikke lykkelig af kage. Eller når Spottag tager os med på en tur gennem sit Instagram feed, mens hun forsøger at efterleve leveregel nr. 25: ’Undgå misundelse’. Det er morsomt og så evigt genkendeligt. For vi ved, at summen af bekymringer altid vil være konstant, lige som vandstanden i en brønd, så hvorfor forsøge at slippe for dem?
’Kunsten at være lykkelig’ varer lige omkring 90 minutter uden pause, hvilket ikke er langt, men mod slutningen bliver forestillingen alligevel lige lang nok. For dog kun at ende i et billede og et glimt af at være til stede lige nu og lige her. Du er her, lige nu. Mærk følelsen, for husk leveregel nr. 50: ’Pausen fra vore lidelser vil dog ikke vare mere end et øjeblik’. Men hvilken fornøjelig pause – Bravo!
’Kunsten at være lykkelig’ spiller på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison frem til d. 16. marts 2019 og varer 1t.30min. uden pause.
INSTRUKTION: Rune David Grue SCENOGRAFI OG KOSTUMER: Marie Rosendahl Chemnitz MANUSKRIPT: Rune David Grue frit efter Arthur Schopenhauer OVERSÆTTELSE: Hans Christian Fink LYSDESIGN: Christian Alkjær TONEMESTER: Troels Møller MEDVIRKENDE: Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling
Kommentarer
Send en kommentar