TERKEL - THE MOTHERFÅRKING MUSICAL - Langkjær Entertainment...

Alle børn af 80’erne og 90’erne kender Anders Matthesens historie om Terkel, der går i 6.a på Kastanjevangen Skole, er bedste venner med Jason og bliver mobbet af Sten og Saki. Både fra radioføljetonen i Børneradio på P3 fra 2001 og animationsfilmen ’Terkel i Knibe’, der kom i 2004. Nu er den blevet en musical lagt i hænderne på Langkjær Entertainment, Live Nation og Clement, med Nikolaj Cederholm i instruktørstolen. Det lyder som noget nær en umulig opgave, men langt hen ad vejen lykkes iscenesættelsen med bravur, fordi den tager det gale og urkomiske materiale ganske alvorligt.

Foto: Miklos Szabo
Komikeren Ruben Søltoft er et fund til rollen som Terkel, hverken mere eller mindre. Han er sød, kejtet, velspillende og ikke mindst velsyngende. Hvem skulle have vidst det? Clemens, der også har skrevet manus, flere af forestillingens musiknumre og været med til at producere forestillingen, gestalter rollen som Terkels bedste ven, Jason med jernrøret virkelig godt og får nuancer med i karakteren, der ellers på overfladen sagtens kan virke en smule ensidet. Lea Thiim Harder er rørende sød som Fede Dorit, der bliver mobbet så meget, at hendes eneste ven er hendes sukkertrang. Hun leverer aftenens musikalske højdepunkt i slutningen af 1. akt med sangen ’Sidste Skridt’; inden hun hopper ud ad vinduet og splatter ud på asfalten i skolegården. Komikerduoen Adam og Noah er sjove som rødderne Sten og Saki. Deres figurer passer godt ind i forestillingens fragmenterede univers, men jeg kunne godt have ønsket mig, at de var spillet endnu mere ondskabsfulde. De bliver næsten for søde. Jakob Randrup er hamrende sjov som Rudolf Steiner-vikaren Gunnar og det samme er Henrik Launbjerg som Terkels far/rektor og Fie Alberte Damgaard-Lauritsen som Terkels mor og Johanna. Og så er der Martin Brygmann som musiklæreren Arne Nougatgren. Han formår at komme helt tæt på Anders Matthesen originaloplæg til rollen, uden at det bliver en kopi og han er sjov, som kun Brygmann kan være det, når han ruller sig ud. Anderledes står det desværre til med Thomas Bo Larsen som Terkels alkoholiserede og aldeles politisk ukorrekte onkel, Stewart Stardust. Rollen kommer aldrig rigtig til at fungere i Bo Larsens hænder, hverken i scenen hvor Terkels forældre bliver gift og Stewart går amok, eller i den efterfølgende scene hvor han banker Sten og Saki. Han formår ikke, som de andre, at fange kropsligheden og replikbehandlingen og lige her savnede jeg virkelig Matthesen selv og hans uforlignelige portræt af Stewart. 

Det er også her, midt i første akt, at forestillingen kommer til at virke lang og til tider ligegyldig. Brylluppet og den efterfølgende slåskamp kommer desværre aldrig rigtig til at fungere, men virker i stedet lang og kluntet i den ellers stramme og velkoreograferede forestilling. At ’TERKEL- The motherfårking Musical’ faktisk lykkes er ikke mindst på grund af Nikolaj Cederholms sikre iscenesættelse. Han har skabt en forestilling der glider nemt afsted til trods for sin fragmenterede opbygning. Og sammen med Kim Witzels flotte og enkle scenografi og Line Bechs farvestrålende kostumedesign har han skabt en forestilling, der langt hen ad vejen skaber en fest og er med til at genoplive børnegyseren om Terkel i Knibe. Alt sammen fordi den tager materialet alvorligt og er tro mod hele ideen. 

Så hvis du kan forlige dig med ideen om Terkel uden Anders Matthesen, så se ’TERKEL – The motherfårking Musical’. Og som de synger til slut: ’Det var da godt, der ik’ var nogen, der følte sig krænket over noget’…

’TERKEL – The motherfårking Musical’ spiller i Tivolis Koncertsal frem til d. 31. marts 2019 og tager derefter på Danmarksturné fra d. 11. april til d. 12. maj 2019. Forestillingen varer ca. 2t. 15min. med pause.

MANUSKRIPT OG MUSIK: Clemens INSTRUKTØR: Nikolaj Cederholm MUSIK: Bossy Bo, Thomas Volmer, Anders Matthesen og Clemens KOREOGRAF: Anja Gaardbo SCENOGRAF: Kim Witzel KOSTUMEDESIGN: Line Bech KREATIV EXECUSIVE PRODUCENT: Thomas Langkjær PRODUCENTER: Live Nation, Langkjær Entertainment og Clemens MEDVIRKENDE: Ruben Søltoft, Martin Brygmann, Clemens, Thomas Bo Larsen, Lea Thiim Harder, Adam & Noah, Jakob Randrup, Henrik Launbjerg, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Simon Nøiers, Jens Hellemann (Kapelmester) m.fl. 

Kommentarer