DEN EVIGE ILD - Bellevue Teatret...

Bellevue Teatret har, med musicaltrioen Aagaard, Svanekier og Høg, kastet sig over Ken Folletts mastodontiske ’Den Evige Ild’, der er tredje del i trilogien, der starter med ’Jordens Søjler’ der blev spillet på Østre Gasværk i 2016. Det er der kommet en visuelt flot, men desværre alt for lang og unuanceret forestilling ud af. 

Foto: Robin Skjoldborg

I ’Den Evige Ild’ er vi en tur tilbage i 1500’tallets England, hvor en storpolitisk magtkamp udspiller sig mellem landets protestanter og katolikker anført af de to dronninger Elisabeth d. I og Mary Stuart. Den unge protestant Ned Willard er forelsket i den katolske Margery der, på sine forældres bud, gifter sig med Jarlen Bart Shiring. Ned rejser fra hjembyen Kingsbridge til London og senere Frankrig hvor han er spion for dronningen Elisabeth d. 1. Samtidig lægger Mary Stuart planer om at returnere til de britiske øer, for at overtage sin retmæssige plads som dronning af Skotland. Og i Frankrig konspirerer katolikkerne mod protestanterne med Kardinal de Guise i spidsen. Det fører til den berygtede Bartholomæusnat, hvor katolikkerne slagter over 5000 protestanter. Ned flygter med sin kone Sylvie tilbage til England. Her venter nye udfordringer, for Mary Stuart er stukket af fra sin husarrest for at bede Elisabeth om hjælp til at genvinde sin trone. Situationen spidser til og Ned må afgøre med sig selv, hvor hans grænse for idealisme går. 

Det er et kæmpe værk på godt 1000 sider af Ken Follett, Lasse Aagaard, Thomas Høeg og Sune Svanekier har dramatiseret, ligesom de gjorde med ’Jordens Søjler’ på Østre Gasværk i 2016. ’Den Evige Ild’ er en kæmpe historie med masser af intriger, konspirationer og fakta der skal fortælles, bindes knuder på og løses igen. Det er der kommet en visuelt virkelig imponerende flot forestilling ud af. Men dramatiseringen kan desværre ikke følge med. Der er fyldt for megen patos på og det hele bliver desværre både forstillet og forspillet, når hver hovedkarakter skal synge om de oplevelser og følelser de har haft, efter hvert møde eller hver konflikt. Desværre er musikken forproduceret og flere steder alt for svulstig. Det matcher ikke det lille ensemble, der løber ind og ud af scenen i et utal af roller, så man må blive helt forpustet og nogle gange undre sig over hvem der nu er hvem. Det er som om, at den tunge patos letter en smule i anden akt, hvor musikken bliver mere akustisk og underspillet og der ikke skal fortælles flere historier, men bindes knuder på de mange fortællinger der allerede er i spil. Men det ændrer ikke ved, at forestilling bliver alt, alt for lang. I omegnen af tre timer, med en første akt der varer lige lidt over halvandet. Det hele bunder i alt for lange og mange sange og replikker uden vigtighed for hverken personer eller handling. En skarp dramaturg havde virkelig været på sin plads her. 

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at instruktør Mads M. Nielsen har gjort sit absolut bedste med materialet. Han har instrueret hver karakter i bund og givet alle på scenen en historie og en handling at give sig til. 

Der er heller ikke en finger at sætte på de medvirkende. De får virkelig det bedste ud af det materiale, de har fået stillet til rådighed. Christian Collenburg er rigtig fin i rollen som vores helt Ned Willard, der må kæmpe med sine egne idealer. Hans sangstemme er rigtig fin, dog en smule presset i det høje register. Men det er hans tilstedeværelse der brænder virkelig igennem. Han spiller med naturlighed og overskud. Silke Biranell er fin og nuanceret som Neds store kærlighed Margery. Og så synger hun endnu bedre end hun har gjort før. At Xenia Lach-Nielsen synger som en drøm er ikke en overraskelse. Hun brager virkelig sangmæssigt igennem som dronning Elisabeth d. I og samtidig formår hun at få det bedste ud af det noget unuancerede oplæg til karakteren. Camille-Cathrine Rommedahl er naturlig og velsyngende som den protestantiske Sylvie, Ned gifter sig med. Og Kasper Dalsgaard er tilpas tvetydig som skurken Pierre Aumande, der er endt i hænderne på Kardinal de Guise, fuldstændig fortræffeligt portrætteret af Søren Bech-Madsen der, med sin dybe bas, formår at forme en rigtig skurk af Kardinalen. 

Men aftenens virkelige hovedperson må være Benjamin La Cours virkelig smukke og virkningsfulde scenografi og Astrid Lynge Ottosen og Karin Ørums fantasifulde kostumer. Og alligevel er al den visuelle overflødighed måske med til at hælde på svulstigheden, som den følelse man får i kroppen, når man har spist lidt for meget flødeskumskage.

Jeg håber for både teatret, de medvirkende og ikke mindst publikums skyld, at der findes tid til at stramme op og skære i materialet, selvom forestillingen har haft premiere.

’Den Evige Ild’ spiller på Bellevue Teatret frem til d. 31. marts 2019 og varer ca. 3t. inkl. pause.

ROMANFORLÆG: Ken Follett INSTRUKTION: Mads M. Nielsen DRAMATISERING & MUSIK: Lasse Aagaard DRAMATISERING & TEKST: Thomas Høg & Sunes Svanekier MUSIKALSK ARRANGEMENT: Niels Bye Nielsen SCENOGRAFI: Benjamin La Cour KOSTUMEDESIGN: Astrid Lynge Ottosen & Karin Ørum LYSDESIGN: Mikael Sylvest LYDDESIGN: Mands Skjøtt Stagis MEDVIRKENDE: Silke Biranell, Xenia Lach-Nielsen, Pernille Petersson, Monica Isa Andersen, Marie Mondrup, Camille-Cathrine Rommedahl, Christian Collenburg, Karsten Jansfort, Anders Gjesing, Kasper Dalsgaard, Søren Bech, Daniel Hansen, Olof Ander (musik), Ditte Fromseler (musik) & Dan Selchau (musik)