ERHARD MOD MONOPOLET - Mungo Park...

Der er noget ganske morsomt i at sidde bænket i en teatersal midt i Høje Gladsaxe, midt mellem Erhard Jacobsens kongerige og DR’s gamle højborg i Gyngemosen. Lige midt i skyttegraven mellem ’de røde lejesvende’ hos DR og de ’Aktive lyttere og seere’ med den koleriske Erhard i spidsen. Mungo Park har, med Peter Langdal i instruktørstolen, historien om Erhard Jacobsen og hans kamp mod DR er deres ’røde lejesvende’ på plakaten.

Foto: Bjarke MacCarthy
’Erhard Mod Monopolet’ fortæller i historiske nedslag om Erhards vej fra fattig dreng i Vestjylland til ligusterfascist, bykonge og partistifter. Men det er også historien om Erhard (Henrik Prip) på den ene side og DRs B&U-afdeling med Mogens Vemmer (Anders Budde Christensen) i spidsen på den anden. De to mødes i en debat med DR (Malin Rømer Brolin-Tanni), som ordstyrer.

Lasse Bo Handberg har skrevet en kærlig og morsom tekst om originalen Erhard Jacobsen. For det var han, en original. Men det er samtidig også historien om et menneske med drømme og ambitioner, der griber chancen for magt, da hans evner som forgangsmand, ja nærmest folkeforfører viser sig. I lynende tempo kommer vi igennem hele Erhards, men også DRs historie og forestillingen får nærmest udtryk af moderne revy med Erhard og Vemmer som omdrejningspunkt. 

Henrik Prip spiller den ambitiøse, men også kværulantiske Erhard med respekt og varme, mens den store, viltre paryk bruser ham om hovedet og vi griner genkendende når han spidst udbryder: ’Det har jeg aldrig sagt’. Anders Budde Christensen er en ungdommelig og smilende Mogens Vemmer, der helst undgår pædagogiske brandtaler og som må stå så frygteligt meget igennem i sit møde med Radiorådet med Erhard i spidsen. Og bag de to løber Malin Rømer Brolin-Tanni og Jonas Munck Hansen med stort overskud rundt og udfylder alle rollerne bag de to herrer. Alt fra Cirkeline, Erhards kone Kate, Poul Schlütter, Otto Leisner og den berømmede ’På med pilen’-Palle.

Peter Langdal har iscenesat. Hans legesyge og lynende hurtige tempo skinner igennem og sammen med Karin Betzs fantasifulde og farvestrålende scenografi og kostumer, bliver ’Erhard mod monopolet’ en morsom og tankevækkende gåtur ned af ’memory lane’. Andet akt taber desværre pusten, men formår alligevel at samle det hele til en rigtig fin slutning hvor Vemmer og Jacobsen forenes i en fælles forundring over hvor det hele er endt. Nu skal DR spare 20%, lægge licensen over skatten og fyre over 200 medarbejdere. Så måske har Erhard og hans ’Aktive lyttere og seere’ sejret sig selv ihjel her 20 år efter TV2 brød DR’s monopol, nu med Dansk Folkeparti i spidsen. Og på den måde bliver ’Erhard Mod Monopolet’ et tiltrængt indspark i debatten om kulturpolitik og armslængdeprincippet. 

’Erhard Mod Monopolet’ spiller på Mungo Parks egnsteaterscene i Gladsaxe til d. 15. april og på Aveny-T på Frederiksberg fra d. 26. april til d. 9. maj 2019. Forestillingen varer ca. 2timer inkl. pause. 

’DRAMATIKER: Lasse Bo Handberg ISCENESÆTTELSE: Peter Langdal BEARBEJDELSE: Peter Langdal og holdet SCENOGRAF OG KOSTUMEDESIGNER: Karin Betz LYDDESIGN: Emil Bøll LYSDESIGN: Mikkel Givskov VIDEODESIGN: Emil Bøll og Jon Kort MEDVIRKENDE: Henrik Prip, Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen og Jonas Munck Hansen 

Kommentarer