Den fandenivoldske Annie har det svært med regler, kasser og etiketter. Hun vil sætte sin hat, som hun vil og møde verden med godt humør. For hvis man aldrig prøver noget, så sker der ingenting. Men sådan er samfundet ikke indrettet! Faktisk gør det alt for at få Annie til at passe ind, makke ret og slå sig ned. Her er endnu en fortælling om den trekantede klods, samfundet partout vil have til at passe ned i en firkantet form. Nørrebro Teater tager med Klaus Rifbjergs folkekommedie ’Jeg er sgu min egen’ fat på et oprør med forventningen om, at vi alle skal lykkes 100%, være retlinede, gøre som der forventes og lidt til.
![]() |
Foto: Büro Jantzen |
’Duerne flyver af og
til op,
ingen ved rigtig hvorfor.
Duerne flyver af og til bort,
ingen ved rigtig hvorhen.’
Der er kun én Anni Jensen og hun er helt sin egen. Hun
bliver gestaltet på fornemste vis af Mathilde Passer. For nok er ’Jeg er sgu
min egen’ en ensembleforestilling, men uden Anni ville der ikke være en
historie at fortælle. Passer, der i sommers sprang ud fra Skuespillerskolen i
Aarhus, får sig noget af en debut med rollen som den selvstændige og nysgerrige
Anni. Hun er stort set på scenen hele forestillingen og spiller figuren helt
rent og med en boblende naivitet og energi, der suger os publikum til sig. Og
så har hun en sangstemme der flere steder minder om Daimis (der gestaltede
rollen i filmen fra 1967) men samtidig er helt sin egen. En smule skæv og nogle
gange skrøbelig, men samtidig fuld af power og energi. Specielt nummeret ’Ligeglad’
ramte en nerve, så jeg måtte holde vejret og bare nyde. På premiereaftenen hvor
jeg så forestillingen, var der måske enkelte små steder, hvor nervøsiteten fik
overtaget på hendes stemme, men det gjorde det bestemt ikke mindre intenst at
lytte til. Bag Passer ser vi et lille, men træfsikkert ensemble. Ind og ud
farer de i Torden og Lynilds fantasifulde og farvestrålende scenografi og
kostumer i et imponerende tempo og med et dejligt overskud. Marie Askehave er
den eneste der, sammen med Passer, har samme rolle
forestillingen igennem som Annis strenge, men alligevel hjertevarme
opsynsværge. Anne Sofie Espersen, Tom Jensen, Morten Hemmingsen og Nicolai
Jandorf springer elegant fra rolle til rolle, så man næsten må miste pusten. Den
smukke og virkningsfulde scenografi bliver brugt rigtig fin, ved at udnytte de
forskellige niveauforskelle og lade musikere og skuespillere poppe op på skift
i de forskellige huller, hulninger og fremspring. Og så er der også tidspunkter,
hvor tempoet bliver kørt helt ned og forestillingen finder en fin ro, som
f.eks. når Nicolai Jandorf, som sangeren Anders, Annis kæreste, synger ’Duerne
Flyver’ så vores nakkehår må rejse sig.
Jeanette Munzert har lavet en dramatisering, der har taget
nogle friheder i forhold til originalen, hvilket kun er et plus for
iscenesættelsen. Hun har, sammen med iscenesætter Niclas Bendixen, fanget
satiren i Rifbjergs pen. Det er der kommet en sjov, syret og satirisk
forestilling ud af. Enkelte gange kammer det hele over og bliver måske en
anelse for fjollet, men det er småting og på ingen måde noget der forstyrrer
det store billede.
Kapelmester Søren Graversen har opdateret Bent
Fabricius-Bjerres kendte musik, så lyden er blevet mere nutidig og ’moderne’,
men stadig med respekt for originalmaterialet. Det er der kommet nogle
arrangementer ud af, hvor det er svært ikke at sidde og rocke med. Og hele det
lille orkester griber til ustandseligt til forskellige instrumenter, trommer på
væggene, trækker et klaver ud af væggen og kaster sig ud i løjerne på scenen
med skuespillerne; lækkert!
’Jeg er sgu min egen’ bliver i denne tempofyldte og flotte
opdatering en hyldest til Rifbjerg, til mennesket, til virkelysten og livsdueligheden
og en kærlig reminder om, at ingen andre skal bestemme hvordan vores hat skal
sidde.
’Så mærker du hjertet,
der osse vil lette,
og drejer dig, stirrer mod tårnet og solen,
og se, ud af skiven den glimtrende blinde
er to hvide duer på vej.’
’Jeg er sgu min egen’ spiller på Nørrebro Teater til d. 13.
april 2019 og varer ca. 2t. inkl. pause.
Baseret på ’JEG ER SGU MIN EGEN’ af: KLAUS RIFBJERG
Manuskript: JEANNETTE MUNZERT Instruktion: NICLAS BENDIXEN Scenografi og
kostumer: TORDEN & LYNILD Musik: BENT FABRICIUS-BJERRE Kapelmester og
musikalsk arrangør: SØREN GRAVERSEN Koreografi: PETER FRIIS Lysdesign: HENRIK
KEGNÆS SPANGSBO Lyddesign: MORTEN HORN OXHOLM/BALDUR KAMPMANN Medvirkende:
MATHILDE PASSER, MARIE ASKEHAVE, ANNE SOFIE ESPERSEN, TOM JENSEN, MORTEN
HEMMINGSEN, NICOLAI JANDORF, SØREN GRAVERSEN (Kapelmester/keys) ANDERS BIRK
(Guitar) STEPHAN GRABOWSKI (Trommer) RENE DAMSBAK (Trompet)
Kommentarer
Send en kommentar