Teater Grob har ny, absurd komik på plakaten med EFTER TIDEN, skrevet og iscenesat af Kirstine K. Høgsbro. En underfundig lille perle om livet og verden, når det hele smuldrer.
Foto: Emilia Therese |
Der er historien om it-programmøren, der ender med at donere sin ene nyre, venstre underarm, begge ben og højre øje for firmaet. For alle skal jo byde ind, alle skal jo ofre sig. Programmørens kæreste går sygemeldt hjemme, fordi hun har slået rengøringsdamen ned, da kaffemaskinen ikke virkede. Hun smuldrer, sproget smuldrer og hendes liv smuldrer. Det eneste der vil hjælpe, vil være at få en menneskehund. Det er hun sikker på. Og så er der Egon ’The Dancer’, der elsker at feste. Det siger han i hvert fald. Selv da han opdager, at han er den eneste til festen.
Paw Henriksen er afdæmpet morsom som manden der, bogstavelig talt, ofrer sig selv for et projekt på arbejdet. Jo mere amputeret han bliver, jo mere stiger hans entusiasme. Josephine Park er hans kæreste hvis verden smuldrer, samtidig med hendes sprog og hendes tale ender i det rene volapyk. Hun er er virkelig morsom og formår at spille det absurde så rent, at det hele alligevel ender med at give mening. Ole Boisen gør en rigtig fin karakter ud af den ellers svageste figur, Egon der, efter konen er skredet, lever omgivet af dukkerne Ulla, Luder-Lis og Alko-Poul i en fantasiverden, han ikke lige sådan kan slippe ud af igen. Og så er der hende, det hele drejer omkring, Dorte Madsen i skikkelse af Tina Gylling Mortensen. Superegoisten uden empati og følelser der, for at redde sig selv og omverdenen, bare gerne vil isolationsfængsles. Hun gør figuren ustyrlig morsomt på en vidunderlig underspillet måde. Og når hun begynder at demonstrere mod sig selv, stikker det helt af.
Kirstine K. Høgsbro har både skrevet og instrueret og har formået at få noget utrolig genkendeligt ud af de absurde situationer og hverdagsfortællinger. Maja Ravn har skabt en enkelt scenografi med drejelige hvide vægge og mandshøje dukker der bliver slæbt rundt af tre statister, klædt ud som dukkerne. Det er virkningsfuld og fuldstædig lige så absurd som de mange ord, der flyver gennem luften. Det hele er morsomt og genkendeligt, men taber desværre også lidt af sin magi enkelte steder og bliver en smule langt, men på intet tidspunkt tabt. Det er i høj grad de fire medvirkendes fortjeneste, for de mestrer alle fire den absurde spillestil til perfektion, så vi på rækkerne må overgive os.
EFTER TIDEN spiller på Teater Grob frem til d. 25. maj 2019 og varer 1t.20min uden pause.
MANUSKRIPT OG INSTRUKTION: Kirstine K. Høgsbro SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN: Maja Ravn LYSDESIGN: Sonja Lea LYDDESIGN: Weronika Andersen MEDVIRKENDE: Tina Gylling Mortensen, Josephine Park, Paw Henriksen, Ole Boisen, Carl Asmussen (statist), Siw Ulrikke Maibom (statist), Josefine Skjold Münster-Swendsen (statist), Sabrina Ferguen (statist) og Karoline Christensen (statist)
Kommentarer
Send en kommentar