I TIVOLI spoler de tiden tilbage og lader den hedengangne Tivoli Variete genopstå i forestillingen DIVAER I GLAS. Et overflødighedshorn af palietter, glimmer, store kjoler, lækker musik og dans. Men der mangler kant og mening med galskaben.
 |
| Foto: Rumle Skafte |
Er et minde noget man har, eller noget man har mistet? Kan man spole tiden tilbage og forsøge at gribe et øjeblik og skabe noget der engang var? I Glassalen gør de forsøget med varieteen DIVAER I GLAS. For 60 år siden stod den ene store stjerne efter den anden på Glassalens scene og skinnede om kap med alle de tusindevis af lys i haven lige udenfor. Sarah Vaughan, Josephine Baker, Marlene Dietrich og Ella Fitzgerald var bare nogle af de få stjerner, der i Tivoli Varieteen kastede deres stjernestøv over København i 1960’erne med den legendariske konferencier Preben Uglebjerg i front. Caroline Henderson har taget initiativ til at lade de gamle varieteer genopstå og har ladet historierne og anekdoterne være grundstenen for at lade de store divaer genopstå i Glassalen i 2019 under titlen DIVAER I GLAS.
Forestillingen starter, uret tikker, tiden går baglæns og der står Sarah Vaughan, i skikkelse af Caroline Henderson, og giver os en indfølt version af ”What the world need now”. Og så går det ellers over stok og sten med både Ella Fitzgerald, Monica Zetterlund og Marlene Dietrich, i en smuk, men måske en anelse for bidsk fortolkning af Birgitte Hjort Sørensen. Det er rent guf for øjne og ører, men det bliver også hurtigt lidt fladt, hvor de indlagte små anekdoter om de store divaer ikke altid finder fodfæste i resten af forestillingens tempo og udtryk. Først op mod pausen kommer der lidt kant på det hele i en nærmest dæmonisk version af Preben Uglebjergs store hit ”Gyngerne og karrusellen” fremragende ramt af Carsten Svendsen. Efter pausen får forestillingen lidt mere substans, både i anekdoter og fortolkninger, hvor specielt Hendersons Josephine Baker kravler ind under huden med en rørende og rammende version af ”Four Women”. Her kommer der noget på spil, racediskriminationen spøger og jeg havde gåsehud over hele kroppen.
 |
| Foto: Rumle Skafte |
De tre kvinder på scenen er modne, lækre og træfsikre i deres udtryk og de er en ren fornøjelse at se og høre på, nærmest lige meget hvilken stjerne de portrætterer. Sangmæssigt står Caroline Henderson klart stærkest, men hun formår samtidig at være ganske morsom og skarp i portrættet af både Ella Fitzgerald og Monika Zetterlund og den noget ældre og reflekterede Josephine Baker. Kaya Brüel er velsyngende, velspillende og allerbedst i et portræt af sin egen mormor Birgit Brüel i en smuk version af Poul Henningsens version af ”For din skyld”. Birgitte Hjort Sørensen er måske ikke en lige så stærk en sanger som de to andre damer, men hun formår at komme langt ud over scenekanten. Specielt i sin dovne og alligevel helt sylespidse Marlene Dietrich i anden del, hvor den tætsiddende glimmerkjole er skiftet ud med en amerikansk officersuniform. Her virker anekdoterne, for den dystre historie om hendes opgør med sit fædreland Tyskland rører og rykker. Carsten Svendsen er det perfekte valg til at agerer konferencieren Preben Uglebjerg. Svendsen har en næsten irriterende evne til at få alt hvad han laver på scenen til at se legende let ud. Og bedst er han, når han lader karakteren Uglebjerg skeje ud og kradse lidt i lakken, som han gør i ”Gyngerne og karussellen” eller den fine og mindre kendte ”Rejsen” af Bent Fabricius Bjerre.
Orkestret, under ledelse af Nikolaj Hess swinger og er, sammen med de fire fænomenale dansere Maria Malmstrøm, Tobias Yves Sciøtt Deedaran, Luc Boris André Kouadio og Suad Demirovic, med til at give forestillingen liv, tempo og vitalitet. Toniah Pedersen har skabt en nærmest akrobatisk koreografi, der bliver ved med at overraske. Rolf Heim har iscenesat med stil og overskud og sammen med Lasse Spangenbergs smukke kjoler og Jonas Bøghs levende og lækre lysdesign, bliver forestillingen et rent visuelt overflødighedshorn. Heim har dog ikke formået at komme nok i dybden med materialet og dramaturgien kommer til at stikke i alle retninger.
Idéen om at lade DIVAER I GLAS bygge op omkring historierne og anekdoterne om de store divaer er oplagt. Men netop afsættet i anekdoterne bliver på mange måder forestillingens svaghed. For det er næsten umuligt, at det bliver andet end nostalgi for nostalgiens skyld. Et ønske om at huske, mindes og glædes. For hvad sker der, når borte kommer og tager os, som Uglebjerg så fint udtrykker det hen mod forestillingens slutning? Minderne lever i Glassalen og det er fejende flot, om end fyldt med lidt for mange tomme kalorier. Men forestillingen er bestemt et besøg værd. Så find dit dyre outfit frem, puds lakskoene, pop champagnen og lad dig forføre af divaerne.
DIVAER I GLAS spiller i Glassalen i TIVOLI til d. 12. september 2019 og varer 2t. inkl. pause.
IDÉ OG REDAKTØR: Caroline Henderson MANUSKRIPT: Flemming Klem INSTRUKTØR: Rolf Heim KOREOGRAF: Toniah Pedersen KAPELMESTER: Nikolaj Hess LYSDESIGN: Jonas Bøgh LYDDESIGN: Malte Oscar KOSTUMEDESIGN: Lasse Spangenberg MEDVIRKENDE: Caroline Henderson, Birgitte Hjort Sørensen, Kaya Brüel og Carsten Svendsen DANSERE: Maria Malmstrøm, Tobias Yves Sciøtt Deedaran, Luc Boris André Kouadio og Suad Demirovic ORKESTER: Nikolaj Hess, Daniel Franck, Jakob Høyer, Peter Fuglsang, Lars Vissing og Jakob Munck
Kommentarer
Send en kommentar