LOOK BACK IN ANGER er et realistisk ’køkkenbordsdrama’ skrevet af John Osborne i 1956. Forestillingen skildrer livet og den ægteskabelig kamp for den intelligent og uddannede, men samtidig vrede unge mand af arbejderklasseoprindelse, Jimmy Porter, og hans hustru fra den øverste middelklasse, Alison. Det er en fortælling om kærlighed på tværs af klasseskel og følelsen af at være fanget i sit værste mareridt uden muligheden for at komme ud og stikke af. Med LOOK BACK IN ANGER var Osborne en af foregangsmændene for den realistiske teaterform, der på engelsk blev døbt ’kitchen sink realism’. Det er ondt på linje med Strindberg, men der er noget helt andet på spil. Et England i fremgang med den unge generation der forsøger at se fremad, men føler sig fanget i fortiden og den ældre generation, der føler sig kørt over af udviklingen og ønsker, at alt var som i gamle dage.
Foto: Begitte Panduro Andersen |
Det er et fænomenalt cast, That Theatre Company har fået samlet til LOOK BACK IN ANGER. Alle på nær Ian Burns er danske, men uddannet i England eller USA. Søren Højen, der er uddannet både hos Stella Adler i New York og på Skuespillerskolen ved Odense Teater, er fænomenal som den vrede unge mand Jimmy Porter. Underklassedrengen der har formået at få sig en universitetsuddannelse, men samtidig er groet fast i sit giftige ægteskab. Han ser tilbage, for der er, i hans øjne, ikke noget at se frem i mod. Han spyr sin vrede galde ud over dem han elsker allermest, men langsomt får vi i glimt også lov til at se den lille, ulykkelige dreng, der har set alt for meget, for tidligt. Alex Jespersen er hans hustru, der lader ham kue hende, indtil den dag hun endelig får nok. Hun leverer et skræmmende godt portræt af middelklassekvinden der har giftet sig ’under stand’ og nu kun hænger i med kanten af neglene. Der er altid noget på spil i hendes portræt, selv når hun står og stryger skjorter. En tanke eller en følelse, vi kan ane hele vejen igennem. Da hendes verden til slut krakelerer, sad jeg med en knude i maven og tårer i øjnene. Det er et bragende gennembrud for den kun 22 årige Alex Jerspersen og jeg glæder mig til at se meget mere til hende. Peter Vinding er sød og jovial som Waliseren Cliff, Jimmys bedste ven, der nærmest kun er til for at agere buffer for de to kæmpende ægtefæller, indtil den dag han også har fået nok. Helle Kristiansen er både sødmefuld, sexet og giftig som Alisons veninde, skuespillerinden Helen. Ian Burns, der er en af grundlæggerne af That Theatre Company er god i en lille og desværre ikke særlig nuanceret rolle som Alisons far, den gamle oberst der drømmer sig tilbage til det England der var engang.
Foto: Begitte Panduro Andersen |
That Theatre Company har hentet den engelske instruktør Helen Parry til Danmark for at instruere forestillingen. Og hun har gjort et glimrende stykke arbejde. Hun har valgt at iscenesætte forestillingen præcis i den tid den er skrevet, uden at trække store fede streger til det England vi ser i dag. Men alligevel ligger Brexit hele tiden under overfladen og lurer i den socialrealistiske fortælling fra underklassens England i 1960’errne
.
Forestillingen er en smule søgende og vag i starten og første akt går til tider en smule i tomgang og bliver i sin helhed for lang. Men det vejes fint op i 2. akt, hvor der er mere tempo på fortællingen. Der er noget dejligt intimt over at se denne socialrealistiske forestilling i Krudttøndens lille teatersal, hvor man til tider, når dramaet rigtig folder sig ud, nærmest føler, at man deler dagligstue med forestillingens karakterer. En absolut seværdig forestilling.
LOOK BACK IN ANGER spiller på Krudttønden til og med d. 23. november 2019 og varer 2t. 15min. inkl. pause. Vær opmærksom på, at forestillingen spilles på engelsk.
TEKST: John Osborne INSTRUKTØR: Helen Parry KOSTUMER: Hanna Mørup LYSDESIGN: Julian Simpson LYDDESIGN: Mark Jones KULISSER: The TTC Team MEDVIRKENDE: Søren Højen, Alex Jespersen, Helle Kristiansen, Peter Vinding og Ian Burns
Kommentarer
Send en kommentar