DRØMME OM NOGET ANDET - Teater Hund & Co...

Danmark er et drømmeland. Vi har alt, men hvad så? Hvad gør vi, når vi burde være lykkelige, men vi i stedet stadig længes og drømmer om noget helt andet? Har vi modet til at springe ud i noget nyt, eller læner vi os fortvivlede tilbage og venter på, at der dukker noget bedre op?

Foto: Natascha Rydvald

DRØMME OM NOGET ANDET af Teater Hund & Co. er en forunderlig, smuk og vidunderlig collageforestilling. 20 billeder på hverdagens længsel; i venteværelset hos psykologen, på gaden, i soveværelset, i supermarkedet og på det offentlige toilet møder forskellige karakterer hinanden. Et virvar af historier opstår, som så langsomt bindes sammen på forunderlig vis. Og indimellem bryder karaktererne ud i sang, der fortæller os om det, der forgår i deres indre, mens verden suser forbi. Og de synger alt fra Medina til Shu-bi-dua og Kim Larsen i nogle smukke og velsungne arrangementer af Niels Søren Hansen. 

Petrea Søe har, i samarbejde med Julie Maj Jakobsen, både skrevet et velfungerende manus og begået en elegant iscenesættelse, der aldrig taber pusten, selv om det til tider går lidt langsomt, og ikke alle historierne er lige interessante. Men fordi scenerne er så korte, taber vi på tilskuerrækkerne aldrig interessen. Flere gange overraskes vi endda af den måde karakterernes liv flettes ind i hinanden på. 

Alle tre medvirkende springer elegant mellem figurerne i de 20 hverdagsbillederne. Og ingen af dem har nogensinde spillet bedre. Mette K. Madsen er på én gang bragende morsom, velsyngende og rørende. Morten Brovn kan noget med få sine karakterer til at skabe identifikation og sympati, nærmest ligegyldigt hvor usympatiske de så end er. Hans lokalpolitiker med bakterieforskrækkelse og OCD er både morsom og grådfremkaldende. Hans samspil Karin Bang Heinemeiers hudsultne narkoman er noget af det mest rørende, jeg har set på en scene i år. Og Karin Bang Heinemeier, hun flår i mine hjertestrenge som både den kvindelige præst, hvis liv er gået i stå. ”Jeg virker ikke mere” siger hun; samt som narkomanen, der higer efter menneskelig kontakt og berøring.  Hun er skrøbelig og samtidig stærk som en spændt wire, der står og dirrer i en form for overspændthed. 

DRØMME OM NOGET ANDET spiller på Teater FÅR302s lille intime scene i Toldbodgade, en gammel 2-værelses lejlighed, der er bygget om til en teatersal med plads til 48 publikummer, hvor det ikke kan undgås, at forestillingen kommer meget tæt på. Vi sidder helt tæt, skulder ved skulder og ser på de her karakterer, der føler sig så ensomme, at det næsten gør ondt. Der gik ikke mange minutter af forestillingen før jeg lo, krummede tæer eller græd med karaktererne og samtidig ønskede, at fortællingen aldrig ville få en ende. 

At se DRØMME OM NOGET ANDET er lidt som at få en splint i fingeren og et langt, varmt kram på samme tid. De små fortællinger binder sig sammen på den mest elegante vis og aldrig bliver det uinteressant. Det er forstyrrende, rørende og lige præcis sådan teater skal være. Og jeg kan ikke opfordre dig nok, kære læser, til hurtigst muligt at købe billetter til forestillingen, hvis der overhovedet er nogen tilbage.

DRØMME OM NOGET ANDET spiller på Teater FÅR302 til d. 21. december 2019 og varer 1t.30min. uden pause.

IDÉ & ISCENESÆTTELSE: Petrea Søe MANUSKRIPT: Julie Maj Jakobsen & Petrea Søe – i samarbejde med holdet SCENOGRAFI & KOSTUMER: Lisbeth Burian PIANIST & MUSIKALSK ARRANGØR: Niels Søren Hansen LYDDESIGN: Emil Assing Høyer LYSDESIGN: Raphael Solholm MEDVIRKENDE: Mette K. Madsen, Karin Bang Heinemeier & Morten Brovn

Kommentarer