SÅ LÆNGE MIT HJERTE SLÅR - Folketeatret...

Folketeatret har Heinrick Christensens reumertnominerede musical SÅ LÆNGE MIT HJERTE SLÅR på programmet. Forestillingen er, efter en landsdækkende turné, landet på den store scene i Nørregade og inviterer ind til en underlig bastard af en hyldest til Giro 413. 

Foto: Thomas Petri

SÅ LÆNGE MIT HJERTE SLÅR er historien om den ikke helt unge sygeplejerske Anne, der lider så kraftigt af en moderbinding, at hun aldrig helt har lært at stå på egne ben. ’Find en Gustav Winckler-type’ sagde hendes mor altid, når de sad og lyttede til Giro 413. Nu er moren død på et hospice og Anne skal finde sig selv. I jagten på sig selv, finder hun også sin egen Gustav Winckler, den gifte overlæge Henrik, der lover hende guld og grønne skove, men måske ikke helt kan leve op til alle sine løfter. Og undervejs må Anne så lære at sige fra og stå fast, alt imens patienter stryger ind og ud af stuerne på det hospital hvor hun er ansat. 

SÅ LÆNGE MIT HJERTE SLÅR er, ifølge programmet, en hyldest til Giro 413. Men for mig blev forestillingen i lige så høj grad en ironisk kommentar og en, til tider desværre mislykket, satire af en generation og et samfund der søndag efter søndag har slugt Jodle Birges ’Rigtige Venner’ med rigelig kaffe og blødt brød. SÅ LÆNGE MIT HJERTE SLÅR er en underlig bastard af rørende øjeblikke, stor humor og så pinlige optrin, at mine tæer flere gange var krummet helt op i mine fodsåler. Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har siddet som publikum til en forestilling, hvor jeg det ene øjeblik krummer mig, for det næste øjeblik at overgive mig og lade tårerne flyde. 

Sonja Oppenhagen er dominerende, men ensidig som Annes mor, men rørende og fin som den demente Hedvig der konstant farer vild, mens hun forsøger at finde sin for længst afdøde mand Carl. Men han er der, Carl, i skikkelse af Troels II Munk. Og når de danser ’Den Allersidste Dans’ omslynget af al himlens guldlametta, må vi knibe en lille tåre. Rasmus Fruergaard er soldaten der er kommet hjem fra krigen med kun et ben og nogle gevaldige ar på sjælen. Hans ’Er du dus med himlens fugle’, siddende i en kørestol med benstumpen strittende frem, ramte lige i solar pleksus. 

Morten Christensen og Marie Nørgaard er bl.a. parret der er kørt fast i en trommerum til Volmer Sørensens ’Pensionistvisen’. Han er brændt ud, men i virkelighede ikke tro mod sin seksualitet. Han finder kærligheden på hospitalsstuen i medpatienten Mads til en tangoversion af ’Rigtig Venner’. Konen får sit hjerte knust og vælger at donere det væk, mens hun stadig er i live, hvilket resulterer i en af forestillingens smukkeste scener.

Tom Jensen er charmerende som overlægen Henrik, der knalder vores heltinde Anne til ’Se Venedig og dø’, mens han lover hende guld og grønne skove. Vi forstår hvorfor Anne falder for ham. Og vi forstår også hvorfor han falder for Anne. Marie Mondrup er hele forestillingens Epicenter. Hun formår, som ingen anden, at være skrøbelig, bomstærk, rørende og hylende morsom. Hun giver karakteren Anne så meget liv, at vi ikke kan andet end at føle dybt med hende, hele forestillingen igennem. 

Foto: Thomas Petri

Jeg har læst en del kritik af forestillingen, der går på, at de medvirkende ikke alle er lige gode sangere. Det rørte mig egentlig ikke. Jeg synes faktisk det er de lidt skæve, men levende fortolkninger, der giver forestillingen mest liv. Der er desværre ikke et live orkester med på forestillingen og den båndede musik tager meget af impulsiviteten ud af sangene og giver ikke skuespillerne meget frirum i deres fortolkninger, hvilket gør fortællingen unødigt tung flere steder. 

Heinrick Christensen har stået for både manuskript og instruktion, præcis som da forestillingen spillede med et andet cast på Odense Teater i sæsonen 16/17. Det er tydeligt at se hans intention med forestillingen, men desværre lever manuskriptet ikke op til intentionerne. Replikkerne er flere steder overfladiske og klichéfulde og ligger underligt i munden på spillerne. Det er de rørende skuespillerpræstationer og fine fortolkninger der formår at hive forestillingen halvt i land. 

Jeg så SÅ LÆNGE MIT HJERTE SLÅR til Københavnerpremieren. Forestillingen spiller i på Folketeatret i Nørregade til d. 23. februar 2020 og varer ca. 2t. 30min. inkl. pause. 

DRAMATIKER & INSTRUKTION: Heinrick Christensen SCENOGRAFI & KOSTUMER: Helle Damgård DYREMASKER: Karin Ørum KOREOGRAFI: Peter Friis og Rebekka Lund MUSIK ARRANGERET OG PRODUCERET AF: Adi Zukanovic SANGCOACH: Anna Mose DRAMATURG: Ninette Mulvad LYSDESIGN: Lars Schou LYDDESIGN: Jakob Ramskov-Pørtner MEDVIRKENDE: Marie Mondrup, Tom Jensen, Sonja Oppenhagen, Troels II Munk, Jesper Riefensthal, Marie Nørgaard, Morten Christensen, Rasmus Fruergaard, Søren Birch Plum og Martha Gottlob Stein