KIRSEBÆRHAVEN - Nørrebro Teater...

Luksusfælden klapper i Tjekhovs KIRSEBÆRHAVEN på Nørrebro Teater, hvor ødselheden udstilles og latteren ruller, med et stjernecast på alle roller. 

Foto: Büro Jantzen

Pengene sidder løst på Madame Ranévskaja og hendes familie, der er vant til at leve det søde liv. Men nu klapper luksusfælden. Familieejendommen med den smukke kirsebærhave er nemlig belånt til op over skorstenen og skal sælges. Løsningen kunne være at udstykke hele molevitten til sommerhusgrunde mens tid er. Men i stedet for at handle og gøre noget, drukner familien deres bekymringer i rigelige mængder af champagne, affærer og tidsfordriv, mens de klamrer sig til minderne om verden af i går.

Da Tjekhov skrev KIRSEBÆRHAVEN, skrev han den som en kommedie, en farce og en satire. Så da Konstantin Stanislavskij iscenesatte forestillingen som tragedie i et naturalistisk univers, var Tjekhov langt fra tilfreds. Jeg er sikker på, han ville have elsket Nørrebro Teaters version af KIRSEBÆRHAVEN i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse, hvor historien om menneskets patetiske overforbrug og ødselhed bliver pakket ind i både humor og satire. Karaktererne fornægter forandringerne og forsøger at drive problemerne væk med fester og champagne. Røhn Juul har begået en sikker og modig iscenesættelse, der er næsten blottet for den naturalisme Tjekhovs stykker så ofte udsættes for, men i stedet pumpet op på symbolisme og satire. Sven Dahlberg har begået både scenografi og kostumer under devisen ’Less is more’, hvor scenerummet står helt bart. Der er kig til snorretræk, den rå beton og lamperne. Det eneste der bryder det tomme scenerum, er et smukt parketgulv. Resten er røget i svinget. Fantasien kommer på arbejde og det er godt tænkt.

KIRSEBÆRHAVEN er en ensembleforestilling og er i denne version besat af et absolut stjernecast på samtlige roller. Christiane Gjellerup Koch er Madame Ranévskaja, der higer så meget efter kærlighedens varme, at hun igen og igen lader sig bedrage. Det ene øjeblik begræder hun sin ulykke og spørger fortvivlet hvad hun mon skal gøre, for at skifte på et splitsekund og med et ’sådan er jeg bare’ feste videre og glemme den ulykke hun er ved at drukne i. Det er smukt spillet, hvor tragedien konstant lurer under det lystige og veldrejede ydre. Ole Lemmeke er hendes bror Gájev, der hænger ubehjælpeligt fast i fortiden og aristokratiets lænker. Lemmekes Gájev er en livsnyder, der pludrer sig gennem tilværelsen og først forstår situationens alvor, når det er alt for sent. 

Mikael Birkkjær er naboen Pistjik i evig pengenød og fuld af hestekræfter, og han ender da også med at slå kloen i guvernanten Charlotta, der på herligt tysk tryller sig igennem alle verdens genvordigheder. Tina Gylling Mortensen er vidunderlig vittig som troldkvinden der kender alt i verden til menneskehedens fejl og svigt. Sarah Boberg er underkuet og vred på hele verden som Várja, Ranévskajas plejedatter der lider af ulykkelig kærlighed og uforløste drømme. Hun bejler til Henrik Lykkegaards initiativrige købmand Lopákhin, der er den der har de fleste muligheder for evig lykke, men ikke kan se skoven for bare træer, og kærligheden for bare penge. 

Foto: Büro Jantzen

Josephine Park er Ranévskajas stærke og vedholdende datter, der må lide den stakkels skæbne, at kæmpe forgæves for sin mors opmærksomhed og kærlighed samtidig med, at hun tiltrækkes af den evige student Trafímov i skikkelse af Asbjørn Krogh Nissen. Han med det lange skæg, de buskede øjenbryn der vækker minder om en Rasputin, der forsøger at få aristokratiet til at forstå, at han ikke har brug for jordisk gods og penge og hun med vilje, men også sårbarhed i blikket. 

Marie Tourell Søderberg er den lille, kærlighedshungrende tjenestepige, der bejles til af kontoristen Jepikhádov, men falder for den unge lakaj Jásja, der vist ikke vil andet end at drikke champagne og drømme sig tilbage til Paris. Youssef Wayne Hvidtfeldt er dejligt underspillet komisk som lakajen Jásja, med en kilometer lange ben i de grå og stramme bukser og udlængsel i blikket. Jacob Weble er det stik modsatte som den stakkels bogholder Jepikhádov, der må lære tålmodighedens dyd at kende. I strikket vest, små briller og med støvler der knirker, er han billedet på manden med enorm viden, der på ingen måde formår at formulere sig, så andre kan holde ud at være sammen med ham. Han falder over sine egne ben i sin egen selvhævdelse og det er forrygende godt spillet. Og så er der Michelle Bjørn Andersen som den gamle hustjener Firs, der trisser rundt med sin herres jakke i armene og gør alt for at holde sammen på stumperne, til der ikke er mere at lave for. Det er hjerteskærende, rørende og afsindigt morsomt. 

Tjkehov er sjovt at spille, men kan ofte blive kedeligt at se på. Men ikke med KIRSEBÆRHAVEN hvor man hurtigt overgiver sig og lader latteren rulle, kun for at erfare til slut, at vi alle bare er mennesker.  Det eneste der er tilbage, er friheden; og hvad fanden skal vi bruge den til?

KIRSEBÆRHAVEN spiller på Nørrebro Teater frem til d. 4. april 2020 og varer ca. 2t. 20. min inkl. pause.

TEKST: Anton Tjekhov INSTRUKTION & BEARBEJDELSE: Madeleine Røn Juul OVERSÆTTELSE: Thor Lange SCENOGRAFI &KOSTUMER: Sven Dahlberg KOREOGRAF: Esa Alanne LYDDESIGN: Morten Oxholm LYSDESIGN: Henrik Kegnæs Spangsbo & Sven Dahlberg MEDVIRKENDE: Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Ole Lemmeke, Mikael Birkkjær, Sarah Boberg, Henrik Lykkegaard, Asbjørn Krogh Nissen, Tina Gylling Mortensen, Jacob Weble, Marie Tourell Søderberg, Youssef Wayne Hvidtfeldt & Michelle Bjørn Andersen