THE VISIT - That Theatre Company...

I sommeren 1857 besøgte H.C. Andersen den berømte engelske forfatter Charles Dickens i dennes hjem i Kent. De havde mødt hinanden tidligere og opbygget et venskab gennem brevveksling. Men hvad der skulle have været en lille kort besøg, kom til at strække sig over 5 uger. Og da Andersen endelig rejste hjem igen, var venskabet ødelagt for altid. 

Foto: Begitte Panduro Andersen

Barry McKenna og Peter Holst-Beck mødte hinanden som skuespillere på Hamlet Live på Kronborg. De klikkede og begyndte at udvikle ideen til en forestilling om dengang Danmark og Englands største forfattere mødte hinanden og det hele gik så grueligt galt. Det blev til manuskriptet THE VISIT. Det har det engelske teaterkompagni That Theare Company nu på plakaten. I rollen som H.C. Andersen ses Peter Holst-Beck og som Charles Dickens ses Ian Burns. Rundt om de to boltrer Andrew Jeffers sig i et utal af roller. Resultatet er blevet en morsom og komisk gennemgang af Andersens besøg i det engelske i 10 kapitler. 

Instruktør Barry McKenna formår i sin iscenesættelse med små midler at flytte de to herrer rundt fra Dickens landsted, til en togkupé og det trafikerede London. Barry McKenna er en glimrende instruktør og den engelske panto-tradition han er rundet af, fornægter sig da heller ikke i forestillingen. Men heldigvis kommer det ikke til at tage overhånd og fjerne fokus fra det væsentlige i forestillingen, nemlig den ulidelige Andersens besøg. Vi griner og krummer tæer af eventyrforfatteren, der synes at mangle enhver situationsfornemmelse, for så pludseligt høre de to herrer tale tæt og fortroligt sammen om deres meget forskellige syn på mennesket og verden, der også viser sig i deres forfatterskaber.

De tre spillere rammer hinandens spil rigtig fint ind. Burns gør en jovial figur af Dickens. Man føler hans irritation og forundring over mennesket Andersen helt op på bageste række. Og Holst-Beck er en forrygende Andersen, der kæmper med det engelske sprog og livet generelt. Den stakkels eventyrdigter der ikke ejer et gran selvindsigt og situationsfornemmelse. Og så er der Andrew Jeffers, der i programmet står krediteret som forestillingens kamæleon. Sandt er det, for han farer ind og ud af scenen i alverdens små roller som alt fra stationsforstander, politimand, chauffør og ikke mindst Dickens lidet yndige kone. Her er han så sjov, at vi får lyst til at udbryde et ’Hooray’, som når han entrerer scenen i dametøj i den årlige Crazy Christmas Cabaret fra London Toast Theatre. Men han får heldigvis også lov til at bevise, at han kan så meget andet, end ’bare’ at være den sjove mand i dametøj. 

Det er en god opsætning i enkle rammer, der lader mødet mellem de to forfattere være i centrum. Når Andersen endelig rejser, får vi næsten lyst til at ånde lettede op og råbe hurra med familien Dickens. Men hvor slemt kan det besøg have været, tænker du? Slemt! Prøv at google det. Eller bedre, tag på Krudttønden og lad dig underholde af THE VISIT. 

THE VISIT spiller på Krudttønden på Østerbro frem til d. 21. marts 2020 og varer ca. 1t. 20min. uden pause. NB. Forestillingen spilles på engelsk.

TEKST: Barry McKenna & Peter Holst-Beck INSTRUKTION: Berry McKenna KOSTUMER: Hanna Mørup LYSDESIGN: Marcus Philippe Gustafsson LYDDESIGN: Søren B. Pedersen MEDVIRKENDE: Peter Holst-Beck, Ian Burs & Andrew Jeffers. 

Kommentarer