ALLE GODE TING - Nørrebro Teater...

På Nørrebro Teater spiller Frank Thiel den hjertevarme monolog ALLE GODE TING, der på humoristisk vis fortæller om psykisk sygdom og selvmord. En rørende forestilling, der tager publikum i hånden ind i et univers, hvor der er masser af plads på listen over alle de bedste ting i verden. 

Foto: Büro Jantzen

Kung Fu-is, at forelske sig, hængekøjer, lugten af gamle bøger, fuglesang, mig! Sådan lyder nogle af tingene på den liste, en ung dreng begynder at lave til sin mor. Listen over alle gode ting. Han efterlader sedlen på hendes hovedpude, efter hun endnu en gang har været indlagt med depression. Som voksen fortæller han os, hvordan listen har fået sit eget omfattende liv. ALLE GODE TING er en kommedie om noget så umorsomt som depression og selvmord.

Da Corona ramte Danmark og sendte os alle sammen hjem i karantæne, skyndte jeg mig at pakke mine ting og tage hjem til mine forældre i Jylland. For tanken om at skulle sidde helt alene i min lille etværelses lejlighed på Frederiksberg, skræmte mig fra vid og sans. For så skulle jeg jo være helt alene med mig selv på ubestemt tid. Og mens jeg sad der i Jylland, begyndte jeg på en liste over ting man kan lave, når man ikke må gøre alt det man plejer. Listen var tænkt som et sjovt gimmick, jeg lagde ud på Facebook med et link til en god film, streamet teaterstykke eller andet, der kunne give mine venner noget andet at tænkte på og få tiden til at gå. Men langsomt voksede listen og blev en ting jeg nød at lave også bare til mig selv. 

Jeg startede på arbejde igen og lagde listen væk og er hverken blevet bedre til at stå på hovedet eller tale tysk. Men i dag har jeg fundet den frem igen...

Med komedien ALLE GODE TING åbner Nørrebro Teater for deres sæson 20/21, midt i en tid, hvor verden er vendt på hovedet og intet er helt som det plejer. Og på teatret forstår de at give os en tryg oplevelse, trods pandemi og stigende smittetal. Vi hentes i foyeren i små grupper og føres af bagveje rundt på teatret og ind på scenen. Brandtæppet er nede og publikumstribunerne er stillet op i en omkring en hvid firkant af vinyl på gulvet. Skuespilleren Frank Thiel går rundt og tager imod os og giver os en opgave til forestillingen. Hvis nummeret på den seddel han giver os bliver sagt, skal vi sige det medfølgende ord eller sætning.

Frank Thiel står helt alene på scenen som drengen, der beslutter at forsøge at gøre Mor glad igen med en liste over alle gode ting i verden. Eller helt alene er han faktisk ikke, for undervejs i forestillingen inddrager han publikum i forskellige funktioner og roller omkring drengen, mens vi følger ham ind i voksenlivet. 

Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg normalt ikke er særlig vild med publikumsinddragende forestillinger, hvor tilfældige tilskuere trækkes op på scenen og skal ’være med’. Det bliver tit ganske akavet og tåkrummende at være vidne til. Men i Frank Thiels trygge hænder, opstår der faktisk noget der minder om små magiske øjeblikke, når vi tilskuere sammen med ham laver listen. Thiel er en alsidig skuespiller, der her viser en exceptionel evne til at gøre en hel sal fuldstændig tryg i hans nærvær. Han kan om nogen se så rar ud, at følelserne i fortællingen ender med at slå ekstra hårdt, når vores latter afløses af en tåre i øjenkrogen. 

Foto: Büro Jantzen

ALLE GODE TING er skrevet af den engelske dramatiker Duncan Macmillan, der selv kalder forestillingen ’Det mest ikke-cool teaterstykke, du nogensinde får at se'. I samarbejdet med komikeren Johnny Donahoe fik monologen den form den har i dag. De to lavede et stort researcharbejde og trak samtidig på egne erfaringer og oplevelser med emnet. Mads Andersen har begået den danske oversættelse, der fanger ånden i budskabet, men samtidig formår at ’fordanske’ teksten, så den passer perfekt til et dansk publikum. Når drengen bliver sendt til skolepsykolog, er det hos læreren Kirsten Jakobsen fra 4b. Og når mor spiller klaver og synger, er det Sanne Salomonsens kæmpehit ’Det ikke det du siger’, der brøler ud af højtalerne. 

Skuespiller Tom Jensen har iscenesat og i samarbejde med Frank Thiel skabt en forestilling, der burde være pensum for os alle sammen. 

Jeg tror vi alle sammen på et tidspunkt i vores liv har eller vil få depression eller selvmord tæt ind på livet. Det er et vilkår der er svært at forlige sig med. Samtidig er vi alt for dårlige til at tale sammen om psykisk sygdom og selvmord. Men med ALLE GODE TING får vi en hjælpende hånd til at komme igennem og forstå. Og budskabet klingede klart den lørdag eftermiddag jeg så forestillingen. Du er ikke alene. Du er ikke underlig. Du kommer igennem det. Du må bare ikke give op. 

Tak til Nørrebro Teater for modet til at sætte en så hjertevarm forestilling med så alvorligt et emne på repertoiret. Og tak til Frank Thiel for at tage os alle sammen sikkert i hånden og give os en oplevelse ud over det sædvanlige. For trods det tunge emne, så kan man ikke undgå at gå glad og opløftet fra teatret, efter mødet med ALLE GODE TING. 

Er du i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70201201 alle årets dage fra 11 – 05. Du er anonym og må gerne ringe flere gange. 

ALLE GODE TING, der præsenteres i samarbejde med Odense Teater, spiller på Nørrebro Teater frem til d. 24. oktober 2020 og varer 75min. uden pause.

MANUSKRIPT: Duncan Macmillan OVERSÆTTELSE: Mads Andersen INSTRUKTION: Tom Jensen LYDDESIGN & KOMPONIST: Daniel Fogh LYSDESIGN: Henrik Kegnæs Spangsbo MEDVIRKENDE: Frank Thiel

Kommentarer