’Jeg er ikke født af dit ribben, du er født af min kusse’ brøler kvinden til manden og inviterer os en tur med ned i Kussesumpen. I sumpen hvor der tales om drømme, forhåbninger, lakridspiber i fissen og en tur med pizzabuddet på køkkenbordet, i mens vi ser tilbage på alt det vi drømte om engang. KUSSESUMPEN er en genkendelig fortælling, specielt hvis man er en hvid, middelklasses kvinde i 30’erne.
 |
Foto: Camilla Winther
|
I KUSSESUMPEN 2 møder vi tre kvinder i starten af 30’erne. Tre kvinder hvis liv er filtret sammen, på trods, eller måske netop på grund af deres forskelligheder. Der er hende den pedantiske med lys lejlighed på Østerbro med sildebensparket, mågestel (med guldkant) og Marie Kondo i ascendanten (Jacobe Orry). Hende der drømmer om at udgive en generationsroman, der vil vælte alle omkuld, men i stedet må nøjes med et job i kommunikation og en luset toværelses (Kimmie Liv Sennova). Og så er der hende den lesbiske, der ikke kan tale om andet, end hvor forelsket hun er og hvor meget god sex hun får (Vanessa M. Petterson).
Jeg så ikke KUSSESUMPEN 1, da den spillede på Teatret ved Sorte Hest i 2017. Men 2’eren står ganske fint alene. KUSSESUMPEN 2 hverken rystede min verden eller provokerede mig. Til gengæld følte jeg mig set. Det samme gjorde en masse andre kvinder i salen kunne jeg fornemme og høre under forestillingen. Og det er en kvalitet, man ikke skal tage let på. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at synes, at det hele til tider bliver lige banalt nok. Undervejs i forestillingen smider de tre tøjet og laver forskellige tableauer helt nøgne, kun iført et stort klodset mikrofonbælte. Det bliver lige skørt og langt nok. Men det er alligevel skønt at grine igennem, mens kroppen og sindet bliver sat fri af de tre.
De tre kvinder er på scenen er både velspillende og charmerende. Og teksterne af Jacobe Orry og Karen Dich er både genkendelige, sjove og til tider ligefrem rørende. Kostumerne af Ellen Ahnfelt-Rønne er mandhaftige og ikke alle lige klædelige. Men de er alligevel med til at sætte kvinden fri, med kameltå i buksen og det hele. Eva Lendorphs scenografi er enkel og virkningsfuld. En kube med sølvlameller på en lille drejescene. Mod slutningen præsenteres også en kæmpe musling med tre perler i, en for hver kvinde. En stor, sjov rekvisit, der desværre ikke bliver brugt nok.
Skuespiller Morten Burian har iscenesat og har måske været med til at gøre, at forestillingens tekster ikke bliver alt for indforstået for dem af publikum der må eje et y-kromosom.
 |
Foto: Camilla Winther
|
Alt i alt er KUSSESUMPEN genkendelig for mange og en mulighed for at lære nyt for andre. En fornøjelig forestilling, der nok skal trække publikum i disse sære tider. Og så lige en lille fodnote til det at se teater på Aveny T i Corona-tider. Jeg ville ønske, at teatret gentænkte deres kø til baren og ind- og udlukning fra salen. Vi stod og gik tit meget tæt. Se til nogle af de andre teatre og se om de ikke har nogle løsninger, der er mere afstandsvenlige.
KUSSESUMPEN 2 spiller på Aveny T til d. 29. november og varer 90min. uden pause.
TEKST: Jacobe Orry & Karen Dich ISCENESÆTTELSE: Morten Burian SCENOGRAFI: Eva Lendorph KOSTUMEDESIGN: Ellen Ahnfelt-Rønne LYS- & VIDEODESIGN: Malthe Hauge KOMPONIST & LYDDESIGN: Ida Skjerk & Sofie Voight Simonsen KOREOGRAFI: Ponija Dumo MEDVIRKENDE: Kimmie Liv Sennova, Vanessa M. Petterson & Jacobe Orry
Kommentarer
Send en kommentar