Folketeatret i Nørregade skulle i januar have haft premiere på ORDET af Kaj Munk. Men pandemi og nedlukning ville det anderledes. Nu har de så optaget forestillingen fra scenen og streamet den en enkelt dag. Og hvem har ikke brug for et lille påskemirakel hjemme i stuen, mens vi venter på genåbning?
 |
| Foto: Gudmund Thai |
Gamle Mikkel Borgen har hele sit liv kæmpet for at udbrede Grundtvigs milde og lyse kristensyn; 'Menneske først, kristen så'. Men Borgens håb og tro sættes på prøve af hans tre sønner; Mikkel, som ikke ønsker at følge i sin fars fodspor, den teologistuderende Johannes, som tilsyneladende har mistet forstanden og tror, han er Jesus og Anders, som har forelsket sig i en datter af den indremissionske Peter Skrædder. Med troen som argument modsætter begge fædre sig de unges giftermål. Først da Borgens elskelige og renhjertede svigerdatter, Inger dør i barselsseng, rystes patriarkerne og lader religiøse modsætninger være så inderligt ligegyldige. Og miraklet sker.
 |
| Foto: Gudmund Thai |
Kaj Munk skrev ORDET på fem dage i 1925. Men først i 1932 blev forestillingen sat op, ikke på Det Kongelige Teater, som den var skrevet til, men på Betty Nansen Teatret. I 1955 kom Carl Th. Dreyers filmatisering, med Preben Lerdorff Rye som Johannes. Siden har den været spillet jævnligt på både de professionelle scener og amatørteatrene rundt i landet.
Religionen er omdrejningspunktet, hvor Grundtvigianeren Mikkel Borgen og Missionsmanden Peter Skrædder slår sig på hinandens tro og overbevisninger. For Borgens unge søn Anders og Peter Skrædders datter Anne forelsker sig hovedkulds i hinanden, så hvordan skal de to unge nogensinde forenes på tværs af troens skæl og grænser? Men miraklernes tid er ikke forbi.
I Folketeatrets version er teksten bearbejdet fint af instruktør Moqi Simon Trolin og dramaturg Ninette Mulvad. Munks tekst er så stærkt i sit billedsprog, at den kan give gåsehud. Der er mange, lange snakke om Gud, tro og mirakler. I 2021 vækker kampen mellem grundtvigianismen og indre missionen ikke megen genkendelse. Men hvad hvis det var konflikten mellem den kulturkristne og muslimen; mellem Corona-skeptikeren der går med i MIB-demonstrationerne og den autoritetstro, der kalder den anden sølvpapirshatten? Der hvor kløften er så dyb og bred, at den ikke synes mulig at komme over.
Moqi Simon Trolin har instrueret stramt og med en følsomhed, der kommer helt hjem til os bag computerskærmen. Torben Skjødt Jensen har stået for en solid og velproduceret videoproduktion, der fungerede uden problemer. Der er noget spændende og levende i alle de livestreams vi har siddet til under corona. Men det er også dejligt at se noget for-produceret, hvor teknikken ikke ufrivilligt kommer til at spænde ben. Videoproduktionen formår at spille sammen med instruktørens visioner, skuespillernes præstationer og Palle Steen Christensens enkle og dog virkningsfulde scenografi.
Forestillingen er, mestendels, velspillet hele vejen rundt. Jeg skulle dog bruge de første 20 minutter på at falde til i spillestilen og huske mig selv på, at det er filmet teater.
Waage Sandø er fin og sympatisk som den gamle stivnakkede grundtvigianer Mikkel Borgen, der har sin helt egen mening om verden. Som en der ’hjælper Vorherre med at regere’, når han gang på gang modsætter sig sine børns ønsker. Modsat ham står Preben Kristensen klart som missionsmanden Peter Skrædder. En slesk sortseer, der med en nasal snøvlen, sætter den gamle Borgen på plads. Han spiller ham med respekt og undgår fint at gøre en komisk figur ud af missionsmanden med den stærke tro og de markante holdninger. Morten Brovn er den unge Mikkel Borgen, der for længe siden har mistet troen og nu også mister sin kone og sin ufødte søn. En flot og dejligt underspillet præstation. Men stærkest for mig stå Esben Dalgaard som Johannes. Han som mistede sin forlovede og derefter sin forstand og nu tror han er Jesus. Han spiller rollen med en smuk ærlighed uden at overkompensere.
 |
| Foto: Gudmund Thai |
Jeg har set meget streamet teater under coronanedlukningen, både det der bliver sendt live og det der er for-produceret. Og det har været et lille plaster på såret, for alt det vidunderlige teater vi ikke har kunnet opleve live i teatersalen. Men filmet teater er bare ikke det samme som at opleve forestillingen live. Nu er der mindre end en måned til teatrene forhåbentlig får lov til at slå dørene op igen. Og hvor ville jeg ønske, at ORDET kunne få lov at komme på scenen foran et rigtigt publikum. For det fortjener den til fulde. Og hvor bliver det fantastisk, når vi kan mødes i teatersalens mørke igen.
ORDET har, indtil videre, kun været tilgængelig på stream mandag d. 5/4. Forestillingen varede 110 minutter. Om forestillingen bliver gjort tilgængelig på stream igen, eller om den bliver genopsat foran et levende publikum, vides ikke.
FORFATTER: Kaj Munk INSTRUKTION: Moqi Simon Trolin SCENOGRAFI: Palle Steen Christensen VIDEOPRODUKTION Torben Skjødt Jensen MEDVIRKENDE: Waage Sandø, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Esben Dalgaard, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen, Mia Ellen Kjær
Kommentarer
Send en kommentar