Hvad sker der hvis ens hedeste fantasi og største drøm går i opfyldelse? Og hvad sker der, hvis drømmen måske i virkeligheden er ens største mareridt? Mungo Park undersøger det i forestillingen Galathea3000, der starter rigtig godt, men taber pusten hen mod slutningen.
 |
| Foto: Zuhal Kocan |
På Den Store Danske kan vi læse om Pygmalionmyten: ’Pygmalion er i græsk mytologi en konge på Cypern, som i sin foragt for kvinders laster selv skar sig en elfenbensfigur af idealkvinden. Ovid fortæller i Metamorphoses, hvordan kunstneren blev forelsket i sit værk og behandlede det som et levende væsen. Ved en Afroditefest bad han gudinden om at gøre statuen levende, og hjemme i sin seng mærkede han til sin store glæde forvandlingen. Ni måneder senere fødte dukkekvinden datteren Pafos.’ Og så kunne man tro, at de levede lykkeligt til deres dages ende. Men hvad sker der, når ens hedeste drøm bliver til et mareridt?
Manden Pygmalion drømmer om en dukkekvinde, den perfekte kvinde. Han bestiller hende hjem fra et mørkt sted på internettet, der hedder Afrodite. Kærlighedsrobotten Galathea3000 ankommer. Og hun er lige det, han havde drømt om. Indtil hun begynder at spørge. For i sin nysgerrighed efter at lære verden at kende, stiller hun flere og flere eksistentielle spørgsmål.
 |
| Foto: Zuhal Kocan |
’Nej skat, fugle kan ikke føle højdeskræk’ forklarer Pygmalion Galathea, når hun igen og igen insisterer på at vide, hvordan verden hænger sammen. ’Hvis du drømte om mig, og derefter skabte mig, eksisterede jeg så før du skabte mig?’ spørger hun ham, mens hun øver sig på at gebærde sig i hans verden og forså. Og imens bliver han mere og mere træt og vil bare gerne sove. Men det er ikke let, når man har bestilt en dukkekvinde fra Afrodite, der ikke sover og som er skabt uden minder.
Pygmalion skaber sin drømmekvinde i eget billede, så meget, at de går rundt med matchende sokker i sandalerne. Han i lyserødt, krøllet og stumpet hørjakkesæt. Hun i en lyserød dukkekjole, med en stor sløjfe på, som den gave til manden hun er. Og hvad er hun egentlig Galathea3000? En Dukke Lise? En bolledukke? Skabt uden minder og en pligt til at føje manden. Dramatiker Marie Bjørns tekst er, når den er bedst, piskeslag i ansigtet, en massakre og et angreb. Ellaha Lack er vidunderlig, skarp og skræmmende som Galathea, skiftevis et sukkersødt dukkebarn og en kritisktænkende kvinde. Helt genialt. Og bag hende lister Zaki Nobel Mehabil skudtrygget, træt og patetisk rundt. De to matcher hinanden rigtig fint og formår at få det bedste frem i den lidt rodede thriller forestillingen desværre ender med at blive.
Mikkel Rostrup har med sin scenografi skabt et helt enkelt rum af madrasser og rammer med vertikale lysstofrør, der kan flyttes rundt efter behov. Scenografien bliver fornemt en tredje medspiller i forestillingen.
 |
| Foto: Zuhal Kocan |
GALATHEA3000 er både hylende morsom og svirpende skarp. Jeg kunne dog ønske, at slutningen var blevet præsenteret endnu mere skarpt. Den sidste tredjedel af forestillingen blev for mig temmelig rodet og alt for forklarende. Men det være sagt, så er GALATHEA3000 bestemt en seværdig forestilling, der ville falde perfekt ind i Mungo Parks faste program. Tak for grinet, gyset og modet til at se verdens sammenhæng på helt andre måder.
GALATHEA3000 spiller på Mungo Park frem til d. 15. juni 2020 og varer 1t.30min. inkl. pause
DRAMATIKER: Marie Bjørn INSTRUKTØR: Anders Lundorph SCENOGRAFI & KOSTUMER: Mikkel Rostrup LYDDESIGN: Asger Kudahl LYSDESIGN: Mikkel Givskov KOREOGRAFI: Gunilla Lind MEDVIRKENDE: Ellaha Lack & Zaki Nobel Mehabil
Kommentarer
Send en kommentar