WAITRESS - Det Ny Teater...

Det Ny Teater genåbner med den amerikanske musical WAITRESS. Et sukret sødt stykke tærte, der alligevel rummer mere substans, end det synes ved første øjekast.

Foto: Miklos Mzabo - Det Ny Teater

Jenna, der er servitrice og mester-tærte-bager, drømmer om et lykkeligere liv. Hun lever i et ulykkeligt forhold med sin mand og er også blevet gravid, selvom hun mest af alt drømmer om at forlade ham. Da en ny læge kommer til byen, bliver livet yderligere kompliceret.  Præmiepengene fra en bagekonkurrence er en del af opskriften på en ny tilværelse. Med opbakning fra veninderne Becky og Dawn sætter hun forandring på menuen. 

Ved første øjekast kan musicalen WAITRESS virke alt for sukret, pastelfarvet og harmonisk. Allerede fra vi bevæger os ind på teatret, mødes vi af en liflig duft af friskbagte tærter (eller i virkeligheden nok mest noget kunstig vaniljeessens i en meget stor defuser). Den søde servitrice Jenna bager byens bedste tærter, mens hun drømmer sig lykkeligere, end lige netop der hvor hun er. Men græsset er ikke altid grønnere hos naboen og måske er lykken lige der, hvor man mindst venter at finde den. 
 
Foto: Miklos Szabo - Det Ny Teater

WAITRESS bygger på filmen af samme navn og har musik og sangtekster af den amerikanske sanger Sara Bareilles, der slog igennem i 2007 med nummeret ’Love Song’. Hun har også selv spillet rollen som Jenna af flere omgange på Broadway. Forestillingens musik er til den lette side, med toner af både pop, amerikansk folkemusik og store ballader. 

Maria Lucia Heiberg Rosenberg er skøn som den søde Jenna. Måske er hun lige en tand for sød i starten. Men langsomt får vi lov at se Jennas mange lag. ’Engang var hun min’, sunget op mod forestillingens slutning, gik lige i mine tårekanaler. Monica Isa Andersen er både charmerende og sjov som den drømmende og naive Dawn, der aldrig er blevet kysset. Det bliver hun i den grad i mødet med den nørdede Ogie i skikkelse af Sebastian Harris. Han står for forestillingens mest fjollede og showstoppende numre. Det er sjov og ballade, men også lige i overkanten til min smag. Sara Gadborg er morsom og hårdtslående som den erfarne Becky. Men hun viser også tænder, når hun skal lære Jenna, at: ’Vi er ikke engle’. Becky viser os, at vi må hvad vi har lyst til og brug for; også uden at skulle blive udskammet for vores valg. Lars Mølsted, som vi kender som bl.a. Klokkeren Quasimodo i Fredericia Teaters ’Klokkeren fra Notre Damme’, er den søde læge, der bliver charmeret af Jenna og ikke mindst hendes tærter. Mølsted og rollen klæder i den grad hinanden og mit hjerte hoppede da også et par gange, når den umulige kærlighed bed fra sig. Mads M. Nielsen er velspillende og sjov som den brovtne Diner-bestyrer Cal, der har mere end svært ved at holde styr på sine servitricer. Dick Kaysø er tilbage på scenen som den, på overfladen, sure og livstrætte ejer af Dineren. Han giver den noget endimensionelle figur både hjerte og humor. Og rundt om det hele, som koret i de græske tragedier, danser og synger det lille ensemble på bedste vis.

WAITRESS er en almengyldig fortælling, pakket ind i noget meget amerikansk. Scenografi og kostumer er holdt næsten udelukkende i pastelfarver. Toppet af med de mange onelinere og punchlines, bliver tempoet til tider lige højt nok. Og Kenneth Thordals oversættelse er sine steder for amerikansk til min smag. Men det ændrer ikke ved, at jeg gik smilende og syngende fra teatret. Som en god ven sagde, efter at have set forestillingen: ’At se WAITRESS er som at tage et langt, varmt bad i lyserød flødeskum.’ Det er måske ikke for alle, men det var virkelig det, jeg havde brug for ovenpå, hvad der føles som, en uendelig lang nedlukning. 

Foto: Miklos Szabo - Det Ny Teater

Jeg har flere gange efterspurgt, at Det Ny Teater tager chancer med musicals, der ikke nødvendigvis er særligt kendte i Danmark. De forsøgte sig med ’Dance of the Vampires’ der desværre var noget af et flop. WAITRESS har helt andre kvaliteter og et grundlag for faktisk at kunne blive en rigtig publikumsbasker. Så jeg håber forestillingen får lov at komme op igen i en kommende sæson. Alt andet vil være synd. 

WAITRESS spiller på Det Ny Teater til og med d. 22. maj 2021 og varer ca. 2t. 45min. inkl. pause. 

MANUSKRIPT Jessie Nelson MUSIK & SANGTEKSTER: Sara Bareilles Baseret på filmen Waitress skrevet af Adrienne Shelly ISCENESSÆTTELSE: Lisa Kent SCENOGRAFI: Terry Parsons MUSIKALSK INDSTUDERING: Per Engström LYSDESIGN: Jason Taylor OVERSÆTTELSE: Kenneth Thordal MEDVIRKENDE: Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Monica Isa Andersen, Sara Gadborg, Lars Mølsted, Sebastian Harris, Jesper Paasch, Dick Kaysø, Mads M. Nielsen, Camille-Cathrine Rommedahl, Emil Birk Hartmann, Rasmus Fruergaard, Henrik Lund, Martin Geertz, Oliver Lundqvist, Frederikke Vedel, Liv Stevns, Christina Elisabeth Mørkøre, Nikoline Harriet

Kommentarer