CIRKUS SUMMARUM 2021 - DR BigBand & Muskelsvindfonden...

Endelig kan børn og barnlige sjæle få sig et skud Cirkus Summarum, efter et år med nedlukning og aflysninger. Det bliver en vellykket og fin forestilling, der dog mangler lidt ballade og kalorier på historien.

Foto: Agnete Schlichtkrull

Hvad sker der når vi drømmer? Og hvad drømmer vi om? Hver aften kl. 20.00 lægger karaktererne på DR’s børnekanal sig til at sove. Årets forestilling i Cirkus Summarum viser os hvad de drømmer. Historien er ganske simpel. Rosa får mareridt og beslutter sig for at besøge sine venners drømme. Der er sjove drømme, elektriske drømme, magiske drømme og flyvende. Men det går galt, for Rosa kommer til at forstyrre vennernes drømme og sammen må de løse al balladen til slut. 

Jeg tog til premieren på årets Cirkus Summarum forestilling i Aarhus med min 8årige medanmelder. Vi kom i god tid og brugte lang tid på pladsen på at kigge, lege og gå på skattejagt inden forestillingen. I år er pladsen inddelt i 3 zoner, så det er muligt for alle at lege, spise og se forestilling trods restriktioner. Der var ingen kø til hverken popcorn, toiletter eller indgangen til det store cirkustelt. Supergodt løst.


Foto: Agnete Schlichtkrull

Premieren i Aarhus var uden Oda Omvendt (Coco Hjardemaal). Det var løst rigtig fint og der var stadig flow i historien, om end den enkelte steder virkede en anelse amputeret. Det er mere varieté end reelt cirkus, når Onkel Reje fx synger ’Jeg sætter min hat som jeg vil’ iført fjern og pailletkjole eller Kristian lader sig teleportere rundt på scenen ved hjælp af tankens kraft. Rigtigt artisteri og cirkusmagi bliver der dog plads til, når Motor Mille drømmer om jul og flyver rundt over manegen i en stor sølvspiral til nummeret ’Julefeber’ fra sidste års DR-julekalender, mens sneen daler. 

Forestillingen er instrueret og koreograferet af danser og koreograf Toniah Pedersen. Og hendes baggrund som danser skinner tydeligt igennem instruktionen. Der er konstant bevægelse i forestillingen og de medvirkende både danser og flyver rundt oppe under teltdugen. Musikken leveres af musikere fra DR BigBand. Hvor privilegeret, at sidde til en børneforestilling i et cirkustelt og få smurt øregangene af så gode musikere. 

Foto: Agnete Schlichtkrull

Historien er sød, pointen om at drømme er vigtige er god og alle de medvirkende, både skuespillere og dansere giver den 110% og har overskud til både at optræde og skabe god kontakt til børnene blandt publikum. Men jeg savner altså lidt noget mere vildskab. Jeg savner lidt konflikt og ballade og mere Ramasjang (Jeg finder selv ud…). Det hele bliver en kende for sukkersødt og lige så lette som de popcorn der serveres. Min 8årige medanmelder havde dog svært ved at få armene ned. Hun elskede det hele. Sangene, historierne, drømmetoget, danserne, pailletterne. Begge havde vi dog også en fantastisk dag på cirkuspladsen på Tangkrogen. Og barnet har allerede forkyndt, at det skal vi igen næste år. 

Forestillingen varer ca. 2 timer inkl. 20 min. pause og spiller på Tangkrogen i Aarhus frem til d. 5. august 2021. Cirkus Summarum er arrangeret af Muskelsvindfonden og DR og al overskud går til støtte af børn og unge med muskelsvind

KONCEPT: Birgitte Fredsby, Signe Lindkvist, Chris Minh Doky & Theis Petersen INSTRUKTØR & KOREOGRAF: Toniah Pedersen MANUSKRIPT: Frederik Hansen & Andreas Nederland SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN: Astrid Lynge Ottosen LYSDESIGN: Theis Wermuth LYDDESIGN: Malte Oskar MEDVIRKENDE: Mads Geertsen, Coco Hjardemaal, Mikkel Lomborg, Kristian Gintberg, Mille Gori, Rosa Gjerluff Nyholm, Bobby Atiedu, Mads Groonemann, Emina Mustagrudic, Nefertiti Pedersen

Kommentarer