MADDIKER - Folketeatret...

Med MADDIKER beviser Rikke Wölck sit værd som dramatiker. På Hippodromen på Folketeatret bliver vi taget med på tur ind i alderdommen. 3 kvinder, 3 livshistorier, 1 stor fest.

Foto: Thomas Petri

’Inde i enhver ældre person er en yngre person, der undrer sig over hvad der skete’ Jennifer Yane

Om forestillingen: Det er ikke lutter lagkage alt sammen. Man kan f.eks. roligt forlade en fest som den første. Der sker ikke en skid. Og hvis man kunne finde på at bevæge sig ud på dansegulvet og bevæge sig med stive lemmer til musikken, så kommer de løftede mormorarme hurtigt ind til kroppen igen, når de unge smiler og ler opmuntrende til én. Ydmyget halter man væk fra dansegulvet og direkte hjem i den nye single-seng. Ensomheden sniger sig ind, mens man forsøger at koncentrere sig om en god bog. Så får man øje på den rynkede hånd, der holder om bogen. Hvis er den rynkede hånd? Mors? Mormors? Hvem er den kvinde, der bor i dette visne, rynkede hylster? Nogle gange er det godt at huske på, at livet ikke er slut, før man er død. Der er både liv og glimt i øjet på de tre voksne kvinder på scenen, mens de hylder alderdommen og tør tale om både det svære og det smukke i livet, inden maddikerne får overtaget.

Med MADDIKER beviser Rikke Wölck hvor god en dramatiker, hun er. Hun skriver os ind i hovedet på de tre kvinder Elisabeth, Inger og Helene. Tre kvinder på vej ind i deres tredje alder, hvor tragedier og sygdomme rammer, men hvor livet alligevel viser sig fra sin allersmukkeste side. Den onsdag aften jeg så forestillingen, var salen fyldt til næsten sidste plads og publikum var langt overvejende kvinder, 60 +. Enkelte mænd var der, men ikke mange. Og fra første replik, vækkede forestillingen tydeligt genklang i salen. Der blev gispet og grinet, også når historien viste tænder. Og det gør historien om de tre kvinder; altså viser tænder. For det gør livet også. Og hvor er det dejligt befriende at skraldgrine af alderens genvordigheder. 

Foto: Thomas Petri

Jannie Faurschou er rørende fin som den evige optimist Inger, der finder kærligheden sent i livet; og mister den igen. Rikke Wölck er den højtråbende karrierekvinde Elisabeth, der tramper vredt gennem livets tragedier, kun for at indtage hele verden til slut. Og så er der Bodil Jørgensen, der helt vidunderligt gestalter sygeplejersken Helene, der har levet hele sit ægteskab med voldelige Johan, der kun kan tale gennem sine knyttede næver. Men da han bliver syg og dør, efterlader han et tomrum i hende, der forfølger hende helt ind i demensens sorte labyrint. Alle tre giver de slip og giver los. Lader sproget flyde og kroppene danse. Særligt Bodil Jørgensen kan på ganske særlig vis slippe alle hæmninger og lade tragedien tale gennem humor. Enkelte steder er det dog som om spillestilen stikker i alle retninger på scenen og overgangene bliver lige til den lange side. Gøje Rostrups fine og turnévenlige scenografi leger med videoer og projektioner, hvilket implementeres fint i forestillingen, men det er ikke nødvendigt. Historien kan sagtens stå selv. Men de små ting til trods, så tak til Rikke Wölck, Jannie Faurschou, Bodil Jørgensen og instruktør Madeleine Røn Juul, for at lade os grine langt ind i alderdommens uhyggeligheder, inden maddikerne når os. 

MADDIKER spiller på turné i hele landet og på Hippodromen på Folketeatret d. 17. maj 2022 og varer ca. 1t. 20min. uden pause.

MANUSSKRIPT: Rikke Wölck INSTRUKTION: Madeleine Røn Juul SCENOGRAFI: Gøje Rostrup MEDVIRKENDE: Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou & Rikke Wölck