Endelig kan Cirkus Arena invitere indenfor til deres 65års jubilæumsforestilling. To år forsinket, men en forestilling fuld af charme, der desværre taber pusten en smule i anden del.
Foto: Cirkus Arena |
Cirkus er i krise lyder det. Men det var ikke at se, den aften Cirkus Arena holdt sin jyllandspremiere i Horsens. Teltet virkede fuld til sidste plads og vi kunne mærke forventningens glæde summe.
Det er lykkedes at skabe en forestilling, der rammer hele familien, både store og små. Og med Julie Berthelsen og Bubber i spidsen, går det over stok og sten.
Der er ikke længere eksotiske dyr i cirkus. Men så er der til gengæld både araberheste og shetlandsponyer, akrobater, jonglører og hunde. Specielt forestillingens første del er fuld af tempo og charme, med det ukrainske akrobatpar Duo Costache helt i spidsen. Klovnen Jimmy Folco, der efterhånden må betegnes som fast husartist hos Arena, tager kegler hos både store og små. Anden del starter stærkt ud med trapezgruppen Flying Wulber der forstår at sætte tempoet. Men desværre bliver tempoet ikke holdt. Dramaturgisk kunne man med fordel have rykket nogle af de mere traditionelle numre fra første del ned i anden. For de noget utraditionelle Atai Show formår ikke at holde dampen oppe til et finalenummer og både børn og voksne i teltet er ved at være brugt ovenpå 2,5 times sansebombardement. Hvor meget Bubber og Julie Berthelsen end forsøger at holde humøret oppe, synge, trylle og klovne, så bliver forestillingen for lang. Det hjalp heller ikke, at aftenen startede i en meget lang kø, der synes at fortsætte over alt, ved indgangen, ved toilettet og ved popcornene, hvor der ved flere kasser kun kunne betales med kontanter. Det forsinkede forestillingen og satte de mindstes tålmodighed på prøve.
Foto: Cirkus Arena |
Med det være sagt, så er det dejligt at mærke magien fra cirkus igen efter 2 års nedlukning. Min 9-årige ledsager var gladest for hundenummeret, shetlandsponyerne og for klovnen Jimmy Folco. Jeg var vild med Flying Wubler og deres vilde tricks i trapezen. Tak for en dejlig eftermiddag og tillykke med de 65 år Cirkus Arena.
CIRKUS IFØLGE BUBBER 2 kan fanges i en by nær dig. Forestillingen varer ca. 2t. 40min. med pause. Se turneplan her.
Kommentarer
Send en kommentar