MØD MIG PÅ CASSIOPEIA - Nyborg Voldspil...

Nyborg Voldspil har taget klassikeren MØD MIG PÅ CASSIOPEIA under kærlig behandling. Det lykkedes mestendels, om end bearbejdelsen af originalmaterialet ikke helt kan holde vand. Men alligevel er der lagt op til nogle smukke og underholdende sommeraftner på Nyborg Vold. 

Foto: Rico Feldfoss (Nyborg Voldspil)

Handlingen er næsten den samme, som vi kender fra filmen fra 1950. Det kniber med at finde melodierne for musicalkomponisten John Berger, og der er kun få dage til premieren på teatrets store musicalsatsning ”Flyv Med”. Teaterdirektøren er rasende og ydermere vil Bergers kone, teaterdivaen Irene, skilles fra ham. John Berger søger tilflugt i sin gamle soldaterkammerat Harrys lejlighed. Og pludselig dukker musen Polyhymnia op for at hjælpe ham.  Det hele går da også efter planen med den guddommelige inspiration, lige indtil Polyhymnia forelsker sig i Harry, som også Bergers kone sværmer for. Nu begynder komponisten for alvor at miste troen på både sig selv, musikken og livet som komponist. For at redde situationen stiger Polyhymnias far, den store Zeus, ned på jorden. Men heller ikke det går efter planen. Og snart er forvirringen total hos både mennesker og guder. Mon nogensinde den kosmiske ligevægt bliver genoprettet?

Hele ensemblet af dygtige amatører sprudler i Jesper Duponts grundige instruktion. Lige meget hvor man kigger hen, er alle medvirkende på scenen i gang med at fortælle en historie. Fra hovedroller til dansere og ensemblespillere. Alle får lov at sprudle og vi er konstant underholdt på publikumspladserne. Hovedrollerne er besat af stærke kræfter, der alle får lov at skinne. Michael Gade Thomsen får lov at vise alle sine slapstick talenter som komponisten John Berger. Han ejer måske ikke den største sangstemme, men opvejer det til fulde i både spil og diktion. Juliette Schaufuss giver pokker i al yndighed og spiller Polyhymnina fuld af charme og nysgerrighed, der smitter helt ud på publikumspladserne. En meget ung og knap så eftertænksom muse, der forelsker sig over hals og hoved i den noget ældre Harry, her gestaltet ganske udmærket af Søren Elelmlund. Det kan dog undre, at man er gået med så stor en aldersforskel. Christina Mosbæk er skøn, morsom og rørende i rollen som Irene og får det allerbedste ud af en ellers noget ensidig karakter.  Man kunne dog ønske, at bearbejdningen havde givet netop denne karakter lidt flere nuancer. Merete Beltoft og Torben Bonde Trolle er charmerende sjove som Gudens Zeus og museumskustoden Rosa Elias når de forelsker sig over boblende menneske-vin. Og så er der Rasmus Mansachs og Jens Jepsen som teaterdirektøren og regissør Mogensen. De har et herligt samspil og gakker ud, uden at nå plathedsgrænsen. Særligt Jepsen som Mogensen ejer en herlig og rørende kropslighed og komisk timing, der kommer langt ud over scenekanten. 


Foto: Rico Feldfoss (Nyborg Voldspil)

Orkestret under ledelse af Susanne Viebæk Svanekier er velklingende og arrangementerne er tro mod Kai Normann Andersens kompositioner med et klædeligt løft i de store ensemblenumre. Ikke alle på scenen har den største sangfugl gemt i maven. Men det svinger og bliver leveret med så stor entusiasme, at man får lyst til at synge med. Scenograf Nikolaj Heiselberg Trap har begået en enkel og alligevel virkningsfuld scenografi, der igen og igen skifter udtryk og karakter for øjnene af os. Og sammen med Birgitte Nisbeths flotte kostumer, bliver forestillingens visuelle del en af de helt store styrker. 

Selvom vi er godt underholdt hele aftenen, virker det alligevel som om forestillingen vil lidt for meget på en gang. Der er lidt for mange historier, lidt for mange forviklinger, lidt for mange sange osv. Vase og Fuglsangs bearbejdning er lidt for rodet og det er tydeligt at de to er revyforfattere. Men alligevel er det som om deres version passer meget bedre til Nyborg Voldspils store scene og mange medvirkende, end den gjorde på Folketeatret. Det viser sig gang på gang, at MØD MIG PÅ CASSIOPEIA er langt sværere at sætte op end man skulle tro. Måske er det historien, måske er det tiden den er skrevet i, men den får ofte en underlig mislyd. Nyborg Voldspil er tættest på at komme tørskoet i land i deres overdådige og morsomme iscenesættelse. Man kan ikke undgå at få en hyggelig aften under stjernerne. 


Foto: Rico Feldfoss (Nyborg Voldspil)

MØD MIG PÅ CASSIOPEIA spiller på Nyborg Voldspil frem til d. 6. august og varer ca. 2t. 40min. inkl. pause.

Af: Flemming Lynge, Børge Müller og Kai Normann Andersen. Bearbejdet af Vase og Fuglsang og Kasper Wilton. Bearbejdet til Nyborrg Voldspil af Jesper Dupont. Arrangeret af John Kristensen. Forlag: Danske Dramatikere INSTRUKTØR: Jesper Dupont SANG- OG KORINSTRUKTØR: Johnny Jørgensen KOREOGRAF: Jesper Friis KAPELMESTER: Susanne Vibæk Svanekier KOSTUMIER: Birgitte Nisbeth SCENOGRAF: Nikolaj Heiselberg Trap 

Kommentarer