CIRKUS SUMMARUM - DR & MUSKELSVINDFONDEN

Årets forestilling i CIRKUS SUMMARUM slår et smukt slag for retten til at være den man er. En forestilling fuld af hjerte og smukke øjeblikke, pakket ind i en noget tynd historie. 

Foto: Agnete Schlichtkrull

Silja er nu direktør i Cirkus Summarum og har gjort sig rigtig umage for at blive klar til årets forestilling. Alt er på plads og i orden - tror hun. For midt i afviklingen af verdens farligste cirkusnummer, dukker en mand fra kommunen op og stopper forestillingen. Silja har glemt at underskrive et meget vigtigt dokument, så nu bliver Kommunemanden nødt til at lukke Cirkus Summarum. Nu er det op til de fire artister at redde både forestillingen og Cirkus Summarums fremtid. Og heldigvis kan man klare det meste, hvis bare man står sammen. 

Indpakningen af årets forestilling fejler ingenting. Karin Gilles scenografi og kostumer stråler i alle deres fine pastelfarver, bandet swinger og Thomas Agerholms iscenesættelse fungerer langt hen ad vejen rigtig fint. 

De fire faste medvirkende (Mille Gori, Silja Okking, Mads Geertsen & Mikkel Lomborg) er alle lige så skæve, skøre og kærlige som de plejer at være. Men dramaturgisk set er Kommunemanden (Pelle Emil Hebsgaard) forestillingens egentlige hovedperson. For vores fire artister skal lære ham at tro på sig selv og sin drøm. De skal vise ham, at det er bedre at være skæv og lykkelig, end at passe lige præcis ned i en kasse, man måske slet ikke har lyst til at være i, når alt kommer til alt. Og Pelle Emil Hebsgaard er også klart forestillingens kraftcenter. Så det er næsten også synd, at han ikke får sit eget sangnummer at brænde igennem på.

Foto: Agnete Schlichtkrull

Forestillingen er proppet med effekter, ild, magi og akrobatik, men formår ikke helt at komme op at ringe før til slut, hvor vores antagonist skal lære at tro på sig selv og fællesskabet. Der er dog rigeligt med humor, både for de store og små. Mads Geertsens Onkel Reje er - forståeligt nok - en smule mere afdæmpet i år. Men alligevel trækker han forestillingens største bifald det øjeblik han træder ind i manegen. Og når han afslører, at hans største ønske er en tredje brystvorte, bare for at pisse ”sølvpapirshattene” af, må vi atter knuselske ham. 

Alt i alt er CIRKUS SUMMARUM 2023 en forestilling med hjerte og en kærlig ”midter-finger” til dem der ikke vil forstå, at verden er stor og der nok skal være plads til os alle sammen. Fantasien lever og er fri. 

Foto: Agnete Schlichtkrull

CIRKUS SUMMARUM 2023 har spillet færdig i Ballerup og spiller nu frem til d. 3. august 2023 på Tangkrogen i Aarhus og varer ca. 2t. inkl. pause. 

Og så lige en disclaimer: Jeg bruger en del af min sommerferie på at være frivillig for Muskelsvindfonden på Cirkus Summarum, men har intet med produktionsdelen af forestillingen at gøre.

MANUSKRIPT: Julie Ravnhøj ISCENESÆTTELSE: Thomas Agerholm KAPELMESTER: Anders Rose MUSIK: DR Big Band KOREOGRAFI: Toniah Pedersen MUSIKALSKE ARRANGEMENTER: Jesper Riis SCENOGRAFI & KOSTUMER: Karin Gille LYSDESIGN: Jonas Bøgh LYDDESIGN: Malte Oskar PRODUCENTER: Cirkus Summarum i samarbejde med DR Big Band og Muskelsvindfonden MEDVIRKENDE: Pelle Emil Hebsgaard, Mads Geertsen, Mille Gori, Mikkel Lomborg, Silja Okking, m.fl.

Kommentarer