CHARLES TANTE - Fredericia Musicalteater

Fredericia Musicalteater har sat CHARLES TANTE stævne i en nyskrevet musicalversion af den gammelkendte klassiker. Den er både nytænkende, skæg og nok i længden også ganske forglemmelig. 

Foto: Søren Malmose

Historien og forviklingerne i musicalen CHARLES TANTE er de samme som i både teaterstykket og filmen. De to studiekammerater Charles og Peter ønsker sig brændende et stævnemøde med de skønne ungmøer, Lone og Laura. Men pigernes onkel, hr. Lohmann, er en bestemt herre, der ikke tillader den slags uden en anstandsdame. Charles og Peter overtaler derfor vennen Ditlev til at klæde sig ud som CHARLES TANTE, der kan agere anstandsdame, så de får fred og ro til stævnemødet. Alt går efter planen; lige indtil pigernes onkel forelsker sig glødende i CHARLES TANTE, Peters far kommer uventet hjem, den rigtige tante dukker op, og det hele bliver vendt på hovedet. Men i musicalversionen på Fredericia Musicalteater har det kreative hold gjort meget for at føre historien op i 2023. Pigerne har fået en meget tydeligere placering i historien og gode, solide ben i næsen. Og med stor respekt for Arvid Müllers kendte og elskede filmmanuskript, er historien tvistet og drejet, så selv de små karakterer får mere sjæl og plottet flere pudsige krummelurer. 

Det var med en vis portion skepsis jeg gik ind til premieren på CHARLES TANTE. Jeg er vokset op med filmen og har set den så mange gange, at jeg har slidt adskillige VHS-bånd op og vil vove den påstand, at jeg stadig kan samtlige replikker og betoninger i filmen. Og musicalen er da også tydeligt inspireret af filmen, ikke kun manuskriptet, men også i kostumer og scenografi. Og det bliver faktisk musicalens både største styrke og svaghed. For når Lars Mølsted i rollen som Ditlev klæder sig ud som Donna Lucia i en kjole og paryk der grangiveligt ligner den Dirch Passer bar i filmen, bliver det svært ikke at abstrahere fra det gammelkendte materiale. Men heldigvis er musicalen ikke en en-til-en versionering af filmen tilsat lidt sange. Og derfor kommer forestillingen også heldigvis (næsten) tørskoet i land. 

Foto: Søren Malmose

CHARLES TANTE er en forviklingskomedie og farce. Og i Mads M. Nielsens iscenesættelse er der masser af plads til ballade og falden på halen komik. På premiereaftenen virkede forestillingen dog enkelte steder til ikke at være spillet helt varm. Enkelte replikker og sangtekster glippede og al timing sad ikke helt hvor den skulle. Men det skal helt sikkert nok komme, så snart der er faldet ro på. Og det generøse premierepublikum lod sig dog heller ikke mærke.

Mads Æbeløe, Nikolaj Tarp, Claus Reenberg og Rob Hartmann har gjort et fint stykke arbejde med bearbejdelsen, både af Arvid Müllers filmmanuskript og med den nykomponerede musik. Musikken klinger fint ind i tidsånden og sender tankerne hed mod den danske films guldalder. Der er dog ikke mange af sangene der fænger stærkt nok til at man nynner dem på vej ud af teateret. 

Alle medvirkende på scenen giver den alt hvad de har lært og har også skruet tilstrækkeligt op for farce-spillet. Lars Mølsted er ganske udmærket i rollen som Ditlev, der klæder sig ud som Donna Lucia. Med en lille hentydning i sangreplik i starten af forestillingen, nikker han fint til Dirch Passer og gør herefter rollen til sin egen. Han er uden tvivl en af de dygtigste musicalsangere vi har herhjemme og mest rørende er han da også når han får lov at synge om pigen han mødte i toget i den fine ”Hendes smil”. Men måske mangle hans Donna lidt ’umpf’, for at vi rigtig skal falde for hende. Magnus Bruno og Mikkel Emil Lynge Nielsen er tilpas fjollede som de to charlataner Peter og Charles der bliver taget ved næsen af pigerne. De tre piger Kathrine Lemmeke Madsen (Henriette), Marie Louise Hansen (Lone) og Karoline Toksvig Gammelgaard (Laura) får lov at brage igennem som denne forestillings ”stærke køn”. Særligt Kathrine Lemmeke Madsen debuterer med et brag i rollen som Henriette, i filmen spillet som en meget bly viol af Susse Wold. Her får hun lov at vise sit temperament og sin vrede på Ditlev der lovede at skrive, men som aldrig gjorde det i sangen ”Hvordan”. Hende glæder jeg mig til at se meget mere til.
 
Aftenens overraskelse må være Kim Brandt i rollen som hushovmester Olufsen. Han formår at give den lille rolle så meget sjæl og varme, at vores øjne naturligt følger ham når han er på scenen. Han åbner andet akt med sangen ”Alt ånder fred” og formår at fortolke den stakkels mands pinsler på bragende midtsjællandsk, så vi ikke kan andet end at holde med den stakkels hushovmester. Også Maria Skuladottir viser nye sider af sit talent som den smukke, rige tante fra Brasilien, der ender med at løse alle farcens gordiske knuder med sit gode hoved og sin store appetit på livet. 

Alt i alt er CHARLES TANTE en ganske vellykket og hyggelig forestilling, der trods alt formår at træde videre end det originalmateriale den bygger på. 

Foto: Søren Malmose

CHARLES TANTE spiller på Fredericia Musicalteater til og med d. 8. oktober 2023 og varer ca. 2t.30min. inkl. pause

CHARLES TANTE efter filmmanuskript af Arvid Müller, bearbejdet af Mads Æbeløe Nielse, Nikolaj Tarp, Claus Reenberg og Rob Hartmann INSTRUKTØR: Mads M. Nielsen KOREOGRAF: Ernestine Ruiz SCENOGRAF: Jonas Vestergaard KOSTUMER: Anna Juul Holm og Lotte Martine Blichfeldt MEDVIRKENDE: Lars Mølsted, Magnus Bruno, Mikkel Emil Lynge Nielsen, Kathrine Lemmeke Madsen, Marie Louise Hansen, Karoline Toksvig Gammelgaard, Michael Hasselflug, Maria Skuladottir, Søren Bech-Madsen, Kim Brandt m.fl.


Kommentarer