JERSEY BOYS - Lion Musical

Musikken er god og sangpræstationerne imponerende i en noget lang og kedelig iscenesættelse, når Lion Musicals sætter JERSEY BOYS på scenen. 

Foto: Morten Rygaard

JERSEY BOYS er fortællingen om bandet The Four Seasons pakket ind i alle deres hits; og dem er der mange af. ”Sherry”, ”Oh what a night” og ”Can’t Take My Eyes Off You” er bare nogle af de mange hits, bandet blev kendt for. Særligt forsangeren Frankie Vallis falset-sangstemme gjorde bandet genkendeligt og berømt. Desværre havde flere af gruppens medlemmer svært ved at holde sig fra kriminalitet. Det betød at bandet fik et noget turbulent liv. Det er den historie, vi bliver præsenteret for i musicalen JERSEY BOYS. De fire fattige drenge fra New Jersey, der bliver berømte, men har svært ved at leve op til berømmelsen. 

Det store spørgsmål der rejser sig er, hvorfor skal vi se den historie? Har den relevans og er det spændende at se på? I Thomas Agerholms iscenesættelse, egentlig ikke. Der er så mange sange i forestillingen, at historien drukner. Og forestillingen kommer derfor til at fremstå både forhastet og underligt bedaget. Flere steder er scenerne og interaktionerne mellem karaktererne på scenen så forjagede, at det kommer til at fremstå en smule pinligt. På premieren var der end også rigeligt med tekniske problemer med lyden og mikrofoner der blev tændt og slukket, som vinden blæser. Mon ikke der er kommet styr på det?

Foto: Morten Rygaard

Castet gør ellers alt hvad de kan. Mikkel Hoé Knudsen brager igennem som Frankie Valli. Han synger som en drøm og formår også at spille rørende og relevant. Jeg kan kun håbe, at rollen som Frankie Valli, giver ham det gennembrud, han i den grad fortjener. Jesper Paarsch får endelig lov til at vise sit komiske talent og rigtig fine sangstemme i en større rolle. Søren Torpegaard imponerer sangligt som bandets rimsmed Bob Guardio. Til gengæld formår Johannes Nymark ikke helt at få nuancerne frem i rollen som Tommy DeVito, bandets grundlægger og senere banemand. Det bliver aldrig rigtig interessant eller farligt. 

Benjamin La Cour har begået en fin og anvendelig scenografi i flere niveauer og orkestret, under ledelse af kapelmester Morten Vestergaard, formår virkelig at vise, hvad de kan. Men med en spilletid på næsten tre timer bliver det en noget lang affære. Skal man se JERSEY Boys, så lad det være for de blændende gode sangpræstationer og de mange hits forestillingen trods alt er pakket ind i. 

Foto: Morten Rygaard

Forestillingen varer ca. 2t. 45min og spiller i Koncertsalen i Tivoli frem til d. 22. oktober 2023 og derefter på turné i hele landet.

PRODUCERET AF: Lion Musicals MUSIK: Bob Guardio. SANGTEKSTER: Bob Crewe. MANUSKRIPT: Marshall Brickman og Rick Elice. INSTRUKTØR: Thomas Agerholm. SCENOGRAF: Benjamin La Cour. KAPELMESTER: Morten Vestergaard MEDVIRKENDE: Mikkel Hoé Knudsen, Johannes Nymark, Søren Torpegaard, Jesper Paasch, Mikkel Vadsholt, Johanne Miland, Matilde Zeuner og Christina Thomsen

Kommentarer