MATADOR - One and Only Musical

One and Only Musical kaster sig over en kæmpe opsætning af MATADOR - THE MUSCIAL. En forestilling der lander med et kæmpe brag trods store ambitioner og et dygtigt og velsyngende cast. 

Foto: Miklos Szabo

Der findes næppe noget, der afspejler den danske folkesjæl bedre end Lise Nørgaard og Erik Ballings tv-serie MATADOR. Man skal have levet under en sten for ikke på et eller andet tidspunkt i sit liv at være blevet præsenteret for serien. Historien om den rejsende i manufaktur og enkemand, Mads Skjern der, sammen med sin lille søn, slår sig ned i den lille by Korsbæk og åbner Tøjhuset som konkurrent til det dårligt ledede Damernes Magasin. Historien om hvad der sker, når sæderne falder og nye kommer til. Men mest historien om ambition så stor, at den kommer til at smadre alt for vores hovedperson, der måske på overfladen til slut ser ud til at have alt, men har mistet dem der står tættest på ham.

I 2007 forsøgte man første gang at lave serien om til en musical, med musik af Clements og manuskript og instruktion af Peter Langdal. Det blev en eklatant anmelderfiasko. Nu forsøger One and Only Musicals så igen at skabe en musical ud af den over 24 timer lange tv-serie. Og også denne gang lykkes det desværre fælt. 

At få seriens 24 episoder kogt ned til en 2,5times musical kræver dramaturgisk- og tekstlig snilde. Med alle de lag og karakterer der er Lise Nørgaards oprindelige MATADOR, kan det synes som en umulig og utaknemmelig opgave at forsøge at få det barberet ned til en sammenhængende historie, der giver mening, selv for den stakkel, der måtte have levet under en sten og aldrig før er stødt på MATADOR. Susanne Bier og Anders Thomas Jensen - der også sammen lavede manus til musicalversionen af Den Skaldede Frisør - har taget nogle spændende valg og barberet persongalleriet gevaldigt ned. Det centrale i Jensens og Biers manus bliver kampen for kærligheden og accepten af det anderledes og det der synes at falde udenfor normen, hvilket er et modigt valg, der resulterer i en nærmest pinlig slutning. Men den vender vi tilbage til. 

Foto: Miklos Szabo

Handlingen suser afsted, så vi nærmest får åndenød, hvilket ikke bliver bedre af Benjamin la Cours flimrende scenografi, der, gennem videoprojektioner farer afsted. Og har du aldrig set MATADOR, kommer du ikke til at kunne forstå et hak af musicalen. Der refereres i et væk til karakterer og begivenheder, uden at vi får lov til at opleve det. Flere gange ved forestillingen ikke om den skal være en musical med noget på hjerte, eller en revy med lange og ikke sjove sketchses. Ragnhild Kaasgaard og Daimi Gentle gør begge deres ypperste i rollerne som Misse Møghe og hendes dominerende mor, men de bliver bare uheldigt fyld i stedet for den komiske forløsning, de burde have været.

Burhan G. og Lise Cabble har skrevet sangene til forestillingen, der, selvom de klinger af dejlig let pop, er svære at sætte ind i en musicalsammenhæng. Da Kresten og Elisabeth møder hinanden første gang, er det i en sang, hvor sætningen ”Dine øjne blænder mig”, bliver gentaget igen og igen i en uendelighed. Anja Gaardbos koreografi er flot og energisk, men måske en anelse for mekanisk. Og stakkels Mads og de mange dansere, når kasse-symbolikken bliver trukket frem igen og igen. Papkasser bliver slæbt ind og ud af scenen, indtil de til slut, får så mange slag, at de ligger iturevne på scenen, som vores hovedperson Mads.

Og her kommer vi til slutningen. Vil du ikke have den spoilet, så spring følgende afsnit over:
I tv-serien ender Mads som Svensk Konsul og Ridder af Dannebrog til bords til Varnæs sølvbryllup, mens hans bror tørt konstaterer ”Mads har alt.” For Mads har ikke alt. Nok har han penge og forretninger, men han har skubbet sin familie fra sig i jagten på anerkendelse, magt og penge.
Her har manuskriptforfatterne i stedet besluttet sig for, at lade Mads angre sine handlinger, bryde sammen og bede om tilgivelse. Og pludselig har Mads virkelig alt og Krestens afsluttende replik er ikke længere en ironisk kommentar, men kommer i stedet til at klinge underligt hult. Et kæmpe fejlskud i jagten på en lykkelig slutning.

Mange karakterer savnes. Der er ingen Doktor Hansen, Jørgen Varnæs og Gitte Graae eller Laurits ’røde’ Jensen. Selv Agnes, seriens egentlige hovedperson med den største udviklingshistorie, bliver ikke nævnt med et ord. Og nok er Bolt, Grisehandleren og Fede med, men så kort, at det næsten bliver unødvendigt. Og sådan kunne man blive ved. Paradokset er, at man nok skal være meget stor fan af serien for at købe billetter til musicalen. Men når det hele går så stærkt, at størstedelen af handlingen er blevet hurtige genfortællinger mellem karaktererne på scenen, tænker jeg, at selv den største fan vil give fortabt.

Det der trods alt gør forestillingen tålelig at se, er castet. Lea Thiim Haarder får lov at synge en af forestillingens bedste sange, der passer perfekt til hendes mørke stemme. Hendes Ingeborg er mild og favnende, men mangler måske det lag, der kan forklare os, hvorfor hun vælger at blive hos sin mand. Nicolai Jørgensen er udmærket som Mads, men han er næsten for jovial og rund til karakteren og jeg kunne ikke undgå at sidde og savne den indremissionske og indebrændte Mads, der giver køb på sine principper for ussel mammon. Jørgensen var til premieren noget hæmmet af et uheld han havde haft dagen før til generalprøven. Hans ben er brækket og hans menisk læderet, hvilket betød at han spillede premieren med en krykke og i samme kostume og ikke deltog i nogle dansenumre. Og allerede til anden forestilling var han skiftet ud med Joakim Tranberg, der spiller rollen, indtil Jørgensen er klar til at gå på scenen igen.
Carsten Svendsen og Annette Heick er både velspillende og velsyngende som Kresten og Elisabeth. Jon Lange giver os en sympatisk Hans Christian Varnæs og Marie Dalsgaard rammer plet med en vidunderlig Maude, der ligger sig tæt op ad Malene Schwartzs gestaltning af karakteren. Gordon Kennedy og Line Krogholm er voldsomt underbrugte som Grisehandleren og hans Katrine. Søren Torpegaard Lund er en velspillende Daniel Skjern, der får aftenens største og mest fortjente bifald efter sangen ”En dreng som mig”, der bliver forestillingens rørende lyspunkt.

Jeg håber vi nu kan nå til enighed om, at lade MATADOR ligge i fremtiden, lige meget hvor fristende det må være at kaste sig over den for profittens skyld. One and Only Musical kommer dog nok ikke til at mærke noget på hverken publikumsbelægningen eller pengepungen - der skulle allerede være solgt tæt på 100.000 billetter. Og med de billetpriser der holdes, må man gætte på, at der bliver smilet hele vejen til banken. 

Foto: Miklos Szabo

MATADOR spiller i Falkonersalen, København den 15. februar - 13. april, Musikteatret Holstebro den 17. - 28. april og Vejle Musikteater den 1. - 18. maj, 2024. Forestillingen varer ca. 2t. 45min. inkl. pause.

PRODUKTIONSSAMARBEJDE: Hele Danmarks Musicalteater, bestående af One and Only Musicals, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro ORIGINALT MANUSKRIPT: Lise Nørgaard, Anders Thomas Jensen og Susanne Bier MUSIK: Lise Cabble og Burhan G INSTRUKTØR: Frede Gulbrandsen KOREOGRAF: Anja Gaardbo SCENOGRAF: Benjamin la Cour KOSTUMEDESIGN: Astrid Lynge Ottosen EXECUTIVE MUSIC PRODUCER: Joakim Pedersen KAPELMESTER: Mikkel Gomard PRODUCENNT: Rikke Lange og Louise Münzberger. EXECUTIVE PRODUCERS: Susanne Bier og Jesper Winge Leisner MEDVIRKENDE Nicolai Jørgensen, Lea Thiim Harder, Annette Heick, Carsten Svendsen, Jon Lange, Marie Dalsgaard, Daimi Gentle, Ragnhild Kaasgaard, Gordon Kennedy, Line Krogholm, René Wormark, Nanna Rossen, Søren Torpegaard Lund, Alberte Kyst, Joakim Tranberg, Thomas Bang, Regitze Desirée Glenthøj, Jacob Ditlev, Mathilde Zeuner, Marie Mourir, Rikke Bendsen og børneskuespillere: Viola Fur Dahl / Naya Braastrup Dannefeldt / Smilla Løkke Borg, Carl Løber Roliggaard / Kamma Gwen Lind / Elias Norman Lassenius Kramp / William Kruhøffer-Kotsis, Kamma Gwen Lind / Naya Braastrup Dannefeldt, Anker Johan Aagaard Hartmann / Arthur Gomard.