CIRKUSREVYEN 2024

Efter sidste års CIRKUSREVY var det svært at forestille sig, at det var muligt at gentage succesen. Men med årets CIRKUSREVY, knækker instruktør Joy-Maria Frederiksen og resten af det kunstneriske hold næsten koden til den svære to’er. Årets revy er fejende flot og ganske morsom, med enkelte tekstsvipsere. 

Foto: Emilia Therese

CIRKUSREVYEN 2024 har klimaet og politiske karikaturer i højsædet, i en forestilling der til fulde lever op til forventningerne efter sidste års revy, der genfødte CIRKUSREVYEN og beviste, at det er muligt at lave revy til tiden. 

Merete Mærkedahl vokser og vokser som revyskuespiller. Hele to gange træder hun i rollen som statsminister Mette Frederiksen i en rolle, hun efterhånden kan bedre end statsministeren selv. I første akt i Carl-Erik Sørensens ”Gør nu hva’ jeg si’r” og i andet akt i ”Den store dag” af Niels Olsen, hvor hun skal udråbe Danmarks nye regent. Ikke det skarpeste nummer om en begivenhed, der helt sikkert kommer til at fylde på de danske sommerrevyscener. Pernille Schrøder er tilbage i teltet. Og selvom vi kan nyde hendes store stemme i nummeret ”Det perfekte job”, har hun desværre trukket det korte strå, når det handler om gode tekster i årets revy. I første akt får hun, i nummeret ”Forberedt på det værste”, lov til at agere prepper der gør klar til katastrofen hjemme i sin kælder, mens hun livestreamer til alle sine følgere på Facebook. Vase og Fuglsang har stået for teksten, der, i min optik, slet ikke er stærk nok til overhovedet at have fået en plads i årets revy. 

Silas Holst lykkes rigtig fint som revyskuespiller. Med stor ironi kaster han sig ind i numre, der spiller på hans rygte for at medvirke i samtlige musicals på de danske scener. Han er sjov som håndværkeren der synger en ode til 1000kr sedlen, flankeret af Niels Olsen som rocker og Niels Ellegaard som brugtvognsforhandler i Søren Anker Madsen og Jan Svarres charmerende tekst. Bedst er han næsten når han giver den gas som Alex Vanopslagh omgivet af hvinende kvinder i det stort anlagte shownummer ”Du kan godt” med tekst af Jacob Morild.

Henrik Lykkegaard rammer den lige i røveren i sin egen tekst ”Havets minister”, som Magnus Heunicke der helt tydeligt ikke fatter en skid. Bidende morsomt leveret. Sammen med Pernille Schrøder giver han den i Carl-Erik Sørensens fine ”Mon skibet kan sejle”. Niels Ellegaard har en helt særlig lalleglad charme, der vinder hver gang, om det er når han demonstrerer eu-standardiserede dansetrin, eller hoverer sig igennem et pressemøde som talsmand for Nordic Waste. 
Niels Olsen har skrevet mange af revyens numre og gør det særligt godt i sit eget stille og eftertænksomme nummer ”De voksne passer på” flankeret af Silas Holst, Merete Mærkedahl og revyens to sangere Jasmin Dahl og Rosa Gehl. Han er dog også sylespids i Henrik Lykkegaards fine ”Formanden har ordet”, hvor han igen giver den som Troels Lund Poulsen på Venstres årsmøde, der tørt konstaterer ”Vi har ikke ramt bunden endnu… men vi er på vej derop."

Foto: Emilia Therese

Benjamin la Cours scenografi fra sidste års revy bliver genbrugt, med en tilføjelse af en lysekrone midt i teltet, i samme stil. Men i år bliver videoprojektionerne brugt endnu mere flittigt, der kan flytte os fra Det Hvide Hus til en giftig jordbunke i Randers på et splitsekund. 

Joakim Pedersen, der står i spidsen for et yderst velspillende orkester, har også begået musik og arrangementer til flere af forestillingens sange og danse. Bedst er han og orkestret i det store pausenummer, der er et potpourri om kendte popnumre, med vores allesammens air-fryer som omdrejningspunkt og det store shownummer ”Du kan godt” hen mod slutningen.

Kun to af revyens 29 numre er skrevet af kvinder, nemlig åbningen ”Breaking news”, der er skrevet af instruktør Joy-Maria Frederiksen og shownummeret ”Magien er nu” af Ditte Hansen og koreograf Nellie Bethel. Der må simpelthen være flere kvinder derud der skriver revytekster?!

Alt i alt er CIRKUSREVYEN 2024 en vellykket revy med fingeren på klima, krig og alle verdens fortrædeligheder; og heldigvis, så vi får lov at grine lidt af det hele. 

Foto: Emilia Therese

CIRKUSREVYEN 2024 spiller i teltet på Bakken frem til d. 25. august 2024. Revyen varer ca. 2t.15min inkl. pause.

INSTRUKTØR: Joy-Maria Frederiksen INSTRUKTØRASSISTENTER: Clara Morild Marckmann & Jytte Shapley SCENOGRAF & VIDEODESIGN: Bejamin la Cour KOREOGRAF Bethel KAPELMESTER: Joakim Pedersen KOSTUMIER & KOSTUMEDESIGN: Rikke von Qualen MEDVIRKENDE: Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Niels Olsen, Silas Holst ENSEMBLE-SANGERE: Jasmin Dahl & Rosa Gehl ENSEMBLE-DANSERE: Clara Rose Blankenship, Roberta Næss-Schmidt, Malik With & Niklas Troensgaard MUSIKERE: Frederik Damsgaard, Jesper Thomsen, Lars Vissing Reinmann & Peter Fuglsang 


Kommentarer