Efter sidste års fuser af en TIVOLIREVY, er det en lettelse at se årets revy rejse sig med en bedre opbygning, skarpere tekster og et meget mere homogent og sammenspillet hold. Dog kommer revyen stadig til at fremstå tandløs og uden holdning.
Foto: Camilla Winther |
Lisbet Dahl har med TIVLOIREVYEN 2024 fundet tilbage til sin gode gamle opskrift på en klassisk sommerrevy. Og det er tiltrængt ovenpå den fuser af en revy, der blev præsenteret i 2023. I år er teksterne langt bedre, opbygningen strammere, holdet meget mere sammenspillet og ganske klogt er Martin Miehe-Renard kommet med som assisterende instruktør. Det betyder at Lisbet Dahl i år virker til at have meget mere overskud at dele ud af og det dermed er knap så meget revy ”på trods”, som det var i 2023. Hun er vidunderlig sød som en aldrende Barbie, der tænker tilbage på de gode gamle dage med sin kæreste Ken, hun ikke har set i mange i en fin tekst af Gunvor Reyenberg. Endnu engang trækker hun også i Lars Lykke Rasmussen i Carl-Erik Sørensens ”Lunt i svinget”. Revyen går til pause på nummeret ”En helt almindelig pige” med Rikke Buch Bendtsen i spidsen som Inger Støjberg. Rigtig fint både spillet og sunget i en tekst af Carl-Erik Sørensen vi dog har hørt afarter af mange gange før.
Enkelte numre kunne helt være undværet. Den meget lange forviklingssketch ”Et stort problem” af James Price om fertilitet og møl, taber pusten og tempoet. Bo Skjødebjerg har skrevet ”Royal Reel”, der slet ikke lever op til forestillingens øvrige tekster og dumper med et brag. Man kunne have fået så meget mere ud af tronskiftet, end tilfældet er i årets revy - også selvom det leder op til en stor overraskelse og et glædeligt gensyn, jeg ikke vil spoile her. Thomas Eje er tilbage på revyscenen. Og det er et dejligt gensyn. Særlig god er han som Donald Trump i en velspillet parodi i nummeret ”Immigrant nr. 1” med tekst af Martin Miehe-Renard og Eje selv. Og det er sjovt når han på ægte danglish ønsker at gøre ”Denmark Margreat again”, men teksten kunne dog godt have bidt noget mere. Og det er måske revyens største problem. Det hele bliver lidt for hyggeligt og uden ægte satirisk bid. For få af forestillingens tekster virker til at ville noget særlig dybt og der bliver for stort fokus på hyggen og det lette grin.
Foto: Camilla Winther |
Mikkel Becker Hilgart er et fund for revyen, med den rette energi og en god portion crazy comedy. Han er sjov som naturformidleren der sejler rund i Christiansborg Sumpen og leder efter spin-svin og røde- og blå stemmeslugere i nummeret ”vildt tæt på” af Jonas Stimose. Han er også en glimrende Alex Vanopslagh i "Hele Danmarks daddy" af Mikkel Birger. Og så leverer han revyens mest rørende nummer, ”To skæbner”, der har tekst af Gunvor Reyenberg. Både Rikke Buch Bendtsen og Rikke Bilde er en gevinst for revyen. Begge lige velsyngende og med solide funny bones. Rikke Bilde er en god Mette Frederiksen der drømmer om ordner på brystet i Leif Maiboms ”For en ordens skyld”. Og Rikke Buch Bendtsen har forestillingens sjoveste nummer, det korte, men effektive ”En korrekt vurdering” af Emilie Nordentoft om vurderingsstyrelsens egne manglende evner til at vurdere.
Med et potpourri over Linje 3 mest kendte sange og et meget langt nummer hvor Tv2 succesen Badehotellet er blevet en musical, taber 2. akt pusten. I en verden i brand og konflikt mangler årets revy altså tekstmæssig bid og kommer til at fremstå en smule tandløs, men der er stadig nok at grine af. Så er man til den helt klassiske sommerrevy, er TIVOLIREVYEN 2024 et ganske godt bud.
Foto: Camilla Winther |
TIVOLIREVYEN 2024 spiller i Glassalen i Tivoli frem til d. 14. juli 2024 og varer ca. 2t inkl. pause
INSTRUKTØR/KUNSTNERISK LEDER: Lisbet Dahl KAPELMESTER: James Price ASSISTERENDE INSTRUKTØR: Martin Miehe-Renard SCENOGRAF, CONTENT-&KOSTUMEDESIGN: Kirsten Brink LYS- & CONTENTDESIGN: Malthe Haugaard LYDDESIGN: Claus Wolter KOREOGRAFI: Peter Friis og Mette Berggren KOSTUMUIER: Pia Myrdal PARYK-& MAKEUPARTIST: Peter Aagaard INSTRUKTØRASSISTENT: Mette Bennike Lewerissa
Tekst og musik: Adam Price, James Price, Mikkel Becker Hilgart/Magnus Haugaard, Gunvor Reynberg, Jonas Stimose, Martin Miehe-Renard, Thomas Eje, Neal Hefti, Vase/Fuglsang, Morten Wedendahl, Carl Erik Sørensen, Emilie Nordentoft, Leif Maibom, Bo Skjødesberg, Mikkel Borger, Emil Wilhelmsen, Rasmus Krogsgaard m.fl. MEDVIRKENDE: Rikke Buch Bendtsen, Thomas Eje, Rikke Bilde, Mikkel Becker Hilgart & Lisbet Dahl MUSIKERE: Thomas Jaque, Thomas Edinger, Mads Kjølbye, Tom Holm Jensen, Ketil Duckert og Kaspar Vadsholt
Kommentarer
Send en kommentar