ANASTASIA - Det Ny Teater

ANASTASIA på Det Ny Teater er historisk romantik og flotte sangpræstationer. En velsmurt musicalmaskine, med lidt for megen fart på.

Foto: Gudmund Thai

Handlingen er simpel og vi kender historien. Under den russiske revolution bliver Zarfamilien slået ihjel. Mange år senere bliver den unge pige Anya fundet med hukommelsestab i Skt. Petersborg. Hun søger hjælp hos to småsvindlere, Dmitri og Vlad. Da de hører, at enkekejserinden, den tidligere danske prinsesse Dagmar, fra sit eksil i Paris har udlovet en dusør til den, der kan finde hendes barnebarn Anastasia, lægger de en plan. Sammen begiver de sig ud på en dramatisk rejse til 1920’ernes glamourøse Paris. Forfulgt af en nådesløs sovjetisk kommissær, der er fast besluttet på at bringe Anastasia til tavshed, befinder trioen sig snart i et episk eventyr.

Hvis du går ind til ANASTASIA og forventer det samme som af tegnefilmen fra 1997, kan du godt gå hen og blive en smule skuffet. Musicalen går tættere på de faktuelle historiske begivenheder og spiller dermed ikke på samme magi, som tegnefilmen gjorde. Og det giver egentlig forestillingen en klædelig tyngde. 

Foto: Gudmund Thai

Emilie Groth er både velsyngende og velspillende i rollen som Anya, både med charme og sødmefuldhed. Hendes ”Lad mig finde hjem” (Journey to the past) lige op til pausen, sidder lige hvor den skal. Allerede fra Anya og den unge svindler Dmitri mødes, ved vi at det er meningen, at de skal finde sammen til slut. Men det bliver hurtigt svært at tro på kommer til at kunne lade sig gøre. Mathias Hartmann Niclasen vælger at spille sin Dmitri med en konstant snærren på stemmen i første akt, der gør det utrolig svært at holde af og holde med ham. Ja, han skal være vred, men det ligner i stedet en karikatur. I andet akt bliver stemmen renere, men der er det for sent. For selvom karakteren falder til ro og erklærer sin kærlighed til Anya, kommer vi aldrig helt til at tro på det - men næsten; for den fine ”I et hav af mennesker” (In a crowd of thousands) fik mig et kort øjeblik. 

Mikkel Hoé Knudsen er virkelig velsyngende som kommissær Gleb Vaganov, hvis mission om at gøre det af med Anastasia besværliggøres af hans store fascination af hende. Der er en god farlighed i karakteren, men desværre falder Knudsen i at speedsnakke sig igennem rollen. Det tager toppen af farligheden. Kim Hammelsvang viser til gengæld endnu engang, hvor dygtig en karakterskuespiller han er. Hans samspil med Julie Steinckes hofdame Lily i andet akt løfter forestillingen, i bl.a. nummeret ”Grevinden og den jævne mand”. Marianne Mortensen brillierer som den ulykkelige og bitre enkekejserinde. Vi både tror på og føler med hende - om end hun måske kommer til at fremstå en kende for bitter, midt i al sin sorg.

Foto: Gudmund Thai

ANASTASIA er helt overordnet en rigtig flot forestilling. Der synges og danses i en flot scenografi og lækre kostumer, men det bliver aldrig rigtig spændende. Opskriften er fulgt til punkt og prikke, men kagen smager ikke af meget. Lee Proud er både en effektiv instruktør og koreograf, men måske det hele bliver en kende for effektivt. For det føles som om, at forestillingen tordner forbi og glemmer at få publikum med på toget. Drejescenen kører kluntet og hakkende og lyden er - om end bedre end den plejer - stadig rigtig elendig. Det er i nogle numre svært at høre hvad der bliver sunget. Og det er synd for det gode orkester, med kapelmester Jesper Frank Christensen i spidsen, at vi ikke får glæde af al den vellyd de kan præstere. Lige ved og næsten, men ikke helt godt nok. 

Foto: Gudmund Thai

ANASTASIA varer ca. 2t.40min. inkl. pause og spiller på Det Ny Teater 19. september – 8. december 2024.

MANUSKRIPT: Terence McNally MUSIK: Stephen Flaherty. SANGTEKSTER: Lynn Ahrens ISCENESÆTTELSE OG KOREOGRAFI: Lee Proud SCENOGRAFI & KOSTUMER: Gabriela Tylesova LYSDESIGN: Timoty M. Deiling LYDDESIGN Richard Sharratt DANSK OVERSÆTTELSE: Kenneth Thordal, bortset fra ”For længe siden” og ”Lad mig finde hjem”: Vibeke Dueholm KAPELMESTER: Jesper Frank Christensen MEDVIRKENDE: Emilie Groth,