Med HVORFOR LAVER VI IKKE ET BAND? får forfatter Stine Pilgaard sin dramatikerdebut, efter succeserne med romanerne Min Mor Siger og Meter i Sekundet. Nørrebro Teater slår op til et kæmpe nytårsknald, der desværre bliver noget af en fuser.
 |
| Foto: Camilla Winther |
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Pilgaard er en hamrende dygtig forfatter. Men hun er desværre ikke lige så god en dramatiker. Jeg havde virkelig glædet mig, men efter næsten 2t.45min i selskab med det selv-gestaltede nytårsband, var jeg kørt over og meget træt i hovedet.
Handlingen er lige til og alligevel helt utrolig meta. Ved et stoppested på Nørrebro står en gruppe fremmede mennesker: En frisør der er blevet forladt af sin mand midt i en permanent, en kvinde hvis mand er forsvundet i sin surdej, præstekonen der har fået spat af jubilæumsplatter, en mand på vej til sin sidste vagt som centervagt inden pensionen, verdens mest almindelige mand, og psykologen, der føler sig som en øde ø, man kun kan komme til med en trækfærge. De venter på bussen der aldrig kommer. Og midt i den larmende ventetid falder de i snak. En udveksling af håb, brok og minder opstår. Alle søger de efter et sted at høre til, og alle kredser de om livets store spørgsmål: Er mennesket en ø? Hvem ringer nytårsklokkerne for? Hvorfor laver vi ikke et band?
 |
| Foto: Camilla Winther |
HVORFOR LAVER VI IKKE ET BAND? kunne principielt være blevet en rigtig god forestilling, hvis ikke både Nørrebro Teater og instruktør Helle Rossing havde ladet Pilgaard og hendes tekst i stikken. På scenen står knalddygtige medvirkende, der kæmper og kæmper - og heldigvis også flere steder lykkes. Men forestillingen finder aldrig sin helhed. I stedet bliver fortællingen en samling små øer, de medvirkende hopper i mellem, mens de ivrigt forsøger ikke at få alt for våde fødder. Altid skønne Nanna Cecilie Bang er forestillingens fortæller, der skal trække alle linjerne op for os. Og det gør hun virkelig godt. Hun har både charme og fortælleglæde, der redder meget, særligt i første akt. Men når hun efter pausen bliver sat til at fortælle os alt det vi godt ved - at ”hvorfor fanden mon teatret har hyret en romanforfatter som dramatiker?” og ”haha, det gør de nok aldrig mere” falder det for alvor fra hinanden. Det kunne være spændende at have været en flue på væggen i prøvesalen, da det gik op for det kreative hold at båden ikke holdt vand, men det var for sent at gøre noget ved det. Så nu råber vi det bare fra scenen i stedet og håber publikum hopper med på den.
Bedst er forestillingen, når Kirsten Olesen viser nye sider af sit kæmpe og alsidige talent, med en fin og morsom sang om alle de mænd, der hedder Bent, hun har været sammen med. Her liver hendes aldrende og livstrætte præstekone op. Men også her er der problemer, for lige inden sangen, har Olesen haft en lang monolog om netop alle de mænd der hedder Bent. Hverken Pilgaards tekst eller Rossings instruktion har turde tage valg der skærer i materialet og får fokus på det noget diffuse materiale.
Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne anbefale HVORFOR LAVER VI IKKE ET BAND? - Men måske man i stedet bare skulle læse sig en Pilgaard-roman - og så lade være med at tage bussen til årets nytårsfest.
 |
| Foto: Camilla Winther |
HVORFOR LAVER VI IKKE ET BAND? varer ca. 2t.40min inkl. pause og spiller på Nørrebro Teater frem til d. 29. januar 2025.
MANUSKRIPT & SANGTEKSTER: Stine Pilgaard INSTRUKTION: Helle Rossing SCENOGRAFI & KOSTUMER: Astrid Lynge Ottosen LYSDESIGN: Mia Jandje Willett LYDDESIGN: Rune Abel MUSIKALSKE ARRANGØRER: Mille Mejer Djernæs Christensen og Selina Gin VIDEODESIGN: Christian Edvard Halberg MANUSKRIPTUDVIKLER: Ann-Sofie Estrup Bertelsen MEDVIRKENDE: Niels Skovgaard Andersen, Nanna Cecilie Bang, Stine Schrøder Jensen, Anders Mossling, Kirsten Olesen, Sara Fanta Traore, Olivia Westbjerg og musiker Marianne Ernst Dam
Kommentarer
Send en kommentar