TINKAS JULEEVENTYR - Lion Musicals i Glassalen i Tivoli

 En julekalender på 24 afsnit kogt ned til en musical på ca. 2t.15. Kan det overhovedet komme til at gå godt? Lion Musicals og Live Nation gør forsøget med TINKAS JULEEVENTYR. Og projekt lykkes faktisk langt hen ad vejen. Jeg forlod i hvert fald Tivoli i et noget mere magisk julehumør, end da jeg kom.


Foto: Morten Rygaard

Historien er stort set som vi kender den fra julekalenderen. Nissepigen Tinka er ikke som de andre nisser i Kongsby. Da hun får overrakt sin nisseamulet ved den årlige ceremoni som symbol på, at hun er en voksen nisse, skifter den ikke farve, som de andres. Her må hendes plejemor Nille gå til bekendelse og fortælle, at Tinka i virkeligheden er halvt nisse og halvt menneske. Da rygtet spreder sig i Kongsby, bliver Tinka udstødt af de andre nisser, da de er overbevist om, at mennesker er farlige og upålidelige. 100 år tidligere blev nissernes julestjerne nemlig stjålet af et menneske, og sidenhen har nisserne ikke haft magiske evner. Derfor beslutter Tinka sig for at drage til menneskenes verden for at finde julestjernen, så nisserne kan få den tabte magi tilbage. Kun sådan kan hun igen føle sig accepteret i nissernes rige.

Den største force ved TINKAS JULEEVENTYR er klart det dygtige ensemble. Det er lykkedes at finde et hold spillere, der formår at spille med både sjæl og varme og i fællesskab, så historien kommer til at stå så klart som muligt. Instruktør Frede Guldbrandsen har lavet en forestilling, der er tilpas spændende uden at blive for uhyggelig for de små, samtidig med, at vi ’store’ i publikum også har noget at grine og gyse ad


Foto: Morten Rygaard

Trine Marie Wisborg er glimrende som Tinka. Hun formår at give figuren en ærlighed, der matcher supergodt med Jacob Spang Olsens kontrære og teenagetrætte menneskedreng Lasse. Han spiller med en god portion humor, der gør særligt deres første møder både morsomme og fine. Johannes Nymark er kronprinsen Fileas, der vil gøre alt for at blive nissernes konge. Han spiller rollen med en tilpas mængde barnagtig trods, der gør ham mere morsom end decideret uhyggelig. Et sjovt og anderledes skurkeportræt, der virkelig klæder forestillingen sammen med Marie Askehaves forkrøblede og vrede Ingi - Det er gys på den måde, hvor både børn og voksne flere gange må gibbe efter vejret, for så at grine lige bagefter. Det er generelt i karaktererne at magien opstår. Og forestillingens største kup, må næsten være Birthe Kjær i rollen som farmor Maja. Hun både synger og spiller med både en charme og varme, der gennemsyrer hele forestillingen.

Måske er er TINKAS JULEEVENTYR ikke stor dramaturgisk kunst. Der er ikke langt fra den ene følelse til den anden, eller fra beslutning til handling. Måske er forestillingen mere en remediering, end en decideret bearbejdelse. Der bliver ikke truffet mange nye kunstneriske valg. Men skal det være jul, så lade det være jul. Og i julestemning kommer man i hvert fald af TINKAS JULEEVENTYR.

Foto: Morten Rygaard

TINKAS JULEEVENTYR spiller i Glassalen i Tivoli frem til d. 28. december 2024 og varer ca. 2t.15min. inkl. pause. I november/december 2025 tager forestillingen på turné i flere store danske byer

MANUSKRIPT: Flemming Klem og Ina Bruhn INSTRUKTØR: Frede Gulbrandsen  KOREOGRAF: Peter Friis LYSDESIGN: Jeppe Lawaetz MUSIK: Burhan G og Sarah West MEDVIRKENDE: Trine Marie Wisborg, Jacob Spang Olsen, Birthe Kjær, Kasper Leisner, Johannes Nymark, Szhirley, Martin Bo Lindsten, Paw Henriksen m.fl.

Kommentarer