THE SOUND OF MUSIC - Det Ny Teater

I THE SOUND OF MUSIC på Det Ny Teater er alt - næsten - som det plejer, med præstationer så gode, at man næsten må hvine af fryd. Rogers & Hammersteins 66 år gamle musical får - i de helt rigtige hænder - sin berettigelse igen.

Foto: Camilla Winther

I denne sæson er det 30 år siden Det Ny Teater genåbnede som musicalteater. Og alt er stort set som det plejer. Men nye vinde blæser alligevel på Det Ny Teater. For nok har teatret haft THE SOUND OF MUSIC på plakaten mangt en gang, senest i 2015. Men med Martin Lyngbo i instruktørstolen, sker der noget. Væk er - næsten - det lettere bedagede udtryk der har plaget Det Ny Teater de sidste mange sæsoner. Taglinen er ganske lige til: Den unge novice Maria Rainer bliver guvernante for Kaptajn von Trapps 7 børn, der er opdraget med militærisk disciplin. Snart vinder hun børnenes tillid og gradvist også faderens hjerte. Men i denne opsætning er der alligevel meget mere på spil. Forestillingens politiske budskaber er blevet skubbet helt frem i front, uden at kamme over. Det kombineret med et utroligt talentfuldt cast og en stilsikker iscenesættelse, kan det næsten ikke blive bedre. Lyngbo forstår at iscenesætte klassikere med en aktualitetskrog til nutiden.

Isabel Schwartzbach er energiladning i rollen som den unge novice Maria. Hun synger rollen som en drøm og formår samtidig at spille med smittende livsappetit og naturlighed. Peter Plaugborg er måske et atypisk valg til rollen som den strenge og principfaste kaptajn. Han er ikke beriget med en stor sangstemme fra naturens hånd. Men alligevel formår han at levere et sjældent set stærkt portræt, hvor hans drivkræft i starten er sorgen over sin hustrus død. Men langsomt blødes han op af Maria. Og samtidig forstår vi også, at han ikke er en mand der helmer for sine principper. Hellere stå fast og kæmpe, end at agere vendekåbe og følge hvem end der sidder øverst på tronen. Her i skarp kontrast til Kim Hammelsvangs joviale onkel, Max Detweiler, der agerer ven med alle, for først til sidst at opdage hvilken virkelighed han er havnet i. Igen utrolig godt portrætteret af Hammelsvang - han er efterhånden blevet garant for de stærke karaktertegninger på Det Ny Teater. Trådende til det politiske klima i 2025 er ikke til at tage fejl af og forestillingen er ikke bange for at pointere det. Som med Camille-Cathrine Rommedahls Baronesse, der bejler til kaptajnen, men får vist sit sande politiske ansigt i nummeret ’Det kan du ikke stoppe’. Hun klæder Plaugborg og Hammelsvang og sammen er de et stærkt lille scenisk trekløver. 

Foto: Camilla Winther

Det kan være svært at finde børn, der kan spille og synge på det niveau forestillingen kræver. Men holdet jeg så til premieren var både charmerende med charme, spillelyst og ikke mindst velsyngende. Den største triumf får dog Louise Fribo i rollen som Abbedissen. Med både livsklogskab og sødme, ser og forstår hun den unge Maria. Hun fik bogstavelig talt salen til at brøle af begejstring efter hendes ’Stig op på bjerget’ både op til pausen og i forestillingens slutning. Det var tårefremkaldende smukt. 

Der er altså ikke mange fingre at sætte på den opsætning, ser man bort fra den lidt tamme koreografi og den lidt sløve start med hele ensemblet - også mændene - i gåsegang over scenen klædt ud som nonner. Eller drejescenen der hiver efter vejret og knirker og knager for alle pengene. Eller sceneskifterne, der tager vel meget fokus, med hvinene snoretræk og scenografi, der vipper sig lige vel frisk nok på plads. Godt nok blæser nye vinde gennem Det Ny Teater, men alligevel er lyden lige så elendig som den plejer. Det er utilgiveligt, når man har så dygtige sangere og performere på scenen, at det skal lyde som om, de enten synger ned i en papkasse eller en blikdåse. Det skæmmer billedet og gør det flere gange svært at høre hvad der synges. Det må og skal gøres bedre. 

Foto: Camilla Winther

THE SOUND OF MUSIC spiller på Det Ny Teater frem til d. 27. april 2025 og varer ca. 2t 50min. inkl. pause.

MUSIK OG SANGTEKSTER: Richard Rodgers & Oscar Hammerstein II MANUSKRIPT: Howard Lindsay og Russel Crouse ISCENESÆTTELSE: Martin Lyngbo SCENOGRAFI & KOSTUMER: Paul Farnsworth LYSDESIGN: Nick Richings MUSIKALSK INDSTUDERING: Per Engström KOREOGRAFI: James Leece KOREOGRAFASSISTENT: Paul James Rooney OVERSÆTTELSE SANGTEKSTER: Karen Hoffmann OVERSÆTTELSE DIALOG: Det Ny Teater MEDVIRKENDE: Isabel Schwartzbach, Peter Plaugborg, Louise Fribo, Kim Hammelsvang, Camille-Cathrine Rommedahl, Ann Hjort. Mikkel Vadsholt, Søren Bech-Madsen, Carl Christian Rasmussen, Romeo Lundholm Dahl, Ronja Thusgaard-Madsen, Katrine Skovbo Jespersen, Emilie Hjul Sanderhoff, Tara Toya, Rikke Lillevang, Mira Balloli, Jenny Asterius Persson, Linda Arunee Olofsson, Tessa Kiilsholm, Bjarne Antonisen, Niklas Frandsen, Philip Lambæk Visholm, Mikkel Hoé Knudsen, Frederik Espenhain, James Leece, m.fl.

Kommentarer