Årets forestilling i CIRKUS SUMMARUM 2025 er sød og tilforladelig, men mangler måske noget af den vildskab og frækhed, der ellers plejer at kendetegne forestillingen.
 |
Foto: Morten Rygaard |
Handlingen er ganske ligetil. Der er kommet ny og lidt skrap direktør i CIRKUS SUMMARUM. Hun hedder Helga og hendes største drøm er at blive en del af cirkuseliten, hvor kun det allerbedste er godt nok. Derfor får hun overtalt alle cirkusvennerne til at give det et forsøg om at få cirkusset optaget. Ind i manegen ruller en guldtelefon, der vil ringe, når de er klar til at blive optaget. Forestillingen går i gang, men undervejs indser de alle, at det ikke er drømmen om eliten der er det vigtigste, men i stedet det at være sammen og have det sjovt.
Hr. Skæg (Mikkel Lomborg), Onkel Reje (Mads Geertsen), Rosa (Rosa Gjerluff Nyholm) og Motor Mille (Mille Gori) er med som de plejer, i år også flankeret af Handymanden Heino (Troels Thorsen) og altså cirkusdirektøren Helga (Rikke Bilde). Alle giver de den gas med sprøde sangstemmer, luftakrobatik og fine numre, der skal minde om, at der er plads til os alle. Jeg vil forfærdelig gerne holde af årets forestilling, men det er som om, at Julie Ravnhøjs manuskript, mangler noget af den vildskab og frækhed, der ellers kendetegner CIRKUS SUMMARUM. Karaktererne har ikke samme humor og fandenivoldskhed og pointen bliver trukket lidt i langdrag. Mine to ledsagere på 6 og 9 år var dog virkelig godt underholdt og optaget under hele forestillingen.
 |
Foto: Morten Rygaard |
Vi tog ud på cirkuspladsen 2 timer før forestillingen for at lege og spise frokost. Vi fik brugt en del tid i kreateltet - for der kunne vi ikke blæse væk - og på hoppepuden. Vi fik også købt både popcorn og slush-ice og sagt hej til Emma fra Creabix, der går rundt på pladsen med sin ladcykel inden forestillingen. Forpladsen er mindst lige så stor en oplevelse som selve forestillingen. Ikke mindst takket være de mange frivillige, der får det hele til at spille.
Måske er historien ikke helt så skarp, som den plejer, men det er stadig en oplevelse værd at bruge en eftermiddag i CIRKUS SUMMARUM.
 |
Foto: Morten Rygaard |
CIRKUS SUMMARUM 2025 spiller i København til d. 16/7 og i Aarhus fra d. 22/7 - 7/8 2025
INSTRUKTØR: Birgitte Næss-Schmidt KOREOGRAF: Nellie Bethel INSTRUKTØRASSISTENT: Malou Paludan Keiding KOREOGRAFASSISTENT: Roberta Næss-Schmidt MANUSKRIPT: Julie Ravnhøj SCENOGRAF: Line Bech LYSDESIGN: Jonas Bøgh LYDDESIGN: Malte Oskar MUSIKPRODUCER: Adi Zukanovic PRODUCENT DR B&U: Unni Ryding Schmidt FORRESTILLINGSLEDER: Louise Voigt PRODUKTIONSLEDER: Henrik Bank MEDVIRKENDE: Mads Geertsen som Onkel Reje, Mikkel Lomborg som Hr. Skæg, Troels Thorsen som Heino, Mille Gori som Motor Mille, Rosa Gjerluff Nyholm som Rosa og Heksebeth, Rikke Bilde som cirkusdirektøren Helga, DANSERE: Claramilla Høgsted, Liv Noma Ralkov, Liva Manley Rosholm, Putri Maya Stage Arnawa, Anton Frederik Lander Selck, Elvin Raimovski
Kommentarer
Send en kommentar