Lion Mucials præsenterer en overdådig SKØNHEDEN & UDYRET; et overflødighedshorn af smuk scenografi, pragtfulde dansenumre og gode skuespilpræstationer. Og ja, så må vi tage den bedagede og noget umoderne historie med.
![]() |
Foto: Morten Rygaard |
En ung og selvoptaget prins bliver forvandlet til et udyr. Kun hvis han kan lære at elske og nogen kan elske ham tilbage, vil fortryllelsen blive hævet. Tilfældigt krydses han veje med den uge pige Belle, der bor med sin opfinder-far i en lille konservativ landsby, mens hun drømmer sig væk mon fjerne horisonter. Han tager Belle til fange på sit fortryllede slot. Men kan Belle mon lære at se bag udyrets skræmmende ydre og kan han lægge stoltheden til side, så fortryllelsen kan blive hævet og han kan finde kærligheden og blive menneske igen?
Johanne Milland er en smuk Belle med ben i næsen og en fantasi på himmelflugt - og så synger hun som en drøm. Hun er en af de stærkeste musicalperformere herhjemme. Kenneth M. Christensen, der på Det Ny Teater i 2014 spillede den pralende Gaston, er udyret, der med tilpas dyb stemme er virkelig uhyggelig, indtil vi lærer, at han bare er en såret og bange sjæl på afveje. Han har dog lidt problemer med artikulationen undervejs, særligt i udyrets sangnumre. Men det kan også være noget med lydniveauet, der ikke helt sad i skabet til premieren.
Carsten Svendsen og Joachim Knop er et scoop i rollerne som lysestagen Lumiere og det engelske bord-ur, hushovmesteren Cogsworth. Svendsen har, som han har bevist mange gange før, udpræget funny bones. Knop spiller rollen som Cogsworth på knæene, der giver karakteren et sjovt tvist, samtidig med, at det taler ind i karakterens langsomhed. Sammen letter de forestillingen. Sofie Lassen-Kahlke vender tilbage til scenen i rollen som den runde og varme Mrs. Potts. Her bliver det måske lige sødt nok. Karakteren kommer til at savne lidt kant, både spille- og sangmæssigt.
Kristian Boland, der tidligere både har spillet Udyret og Cogswrth på Det Ny Teater, spiller Belles far med en rund og behagelig sødme. Christopher Rørmose får lov at flekse både store muskler og en imponerende sangstemme i rollen som den ekstremt selvoptagede Gaston og suppleres ganske morsomt af Mikkel Moltke Hvilsom som Gastons tjener Lefou.
![]() |
Foto: Morten Rygaard |
Benjamin La Cours imponerer igen med en visuel skønhed af en scenografi. En scene fuld af store og magiske spejle, der på sekunder tryller sig fra Belles lille landsby til ulvene i den mørke skov og udyrets kæmpe slot. Og sammen med Camilla Bjørnvads smukke og kreative kostumer, bliver det hele næsten visuelt for meget. Det er som at sidde foran en sportskage fra La Glacé og få besked på at spise hele molevitten. Ganske vidunderligt, men også grænsende til det kvalmende. Der var ingen problemer med den visuelle teknik til premieren, men jeg kan forestille mig, at der ikke skal meget til for at det magiske slot vælter.
Samuel Hajanne har iscenesat sig rigtig godt ud af et noget stift, stramt og til tider bedaget forlæg. Det betyder at forestillingen kommer til at føles for lang. Særligt op mon pausen sidder man og tripper i sædet for at få et lille break. Der er også sangnumre med, skrevet specifikt til sceneversionen, der kommer til at virke som en stopklods for forestillingens fremdrift. Og så kan man undre sig over behovet for at sætte en forestilling med et så bedaget kønssyn i 2025 uden at give den det nødvendige tvist. For nok er SKØNHEDEN OG UDYRET en visuel snack udover det sædvanlige. Men så aftaler vi også lige at tage en snak med vores unger, når vi kommer hjem fra teatret om kønssyn, misogyni og at nej betyder nej - også i 2025.
SKØNHEDEN & UDYRET varer ca. 2t.20min. inkl. pause og spiller frem til d. 9. august på Gamle Scene på Det Kongelige Teater, 20-24. august 2025 i Aalborg kongres- & kulturcenter, 27- 31. august 2025 i Værket, Randers, 3-7. september 2025 i Musikhuset Esbjerg, 10-14. september 2025 i Vejle Musikteater, 17-21. september 2025 i Musikteatret Holstebro, 23-28. september 2025 i Musikhuset Aarhus, 1-25. oktober i Tivolis Koncertsal og 29. oktober-2. november 2025 i Odeon, Odense.
MUSIK: Alan Menken SANGTEKSTER: Howard Ashman og Tim Rice MANUSKRIPT: Linda Woolverton ORIGINAL INSTRUKTION: Robert Jess Roth ORIGINALT PRODUCERET AF: Disney Theatrical Group OVERSÆTTELSE: Karen Hoffmann ISCENESÆTTELSE: Samuel Harjanne SCENOGRAFI: Benjamin La Cour KOREOGRAFI: Kim Ace Schjerlund KOSTUMEDESIGN: Camilla Bjørnvad LYSDESIGN: Ulrik Gad KAPELMESTER: Thomas Møller LYDDEISGN: Magnus Hansen og Frank Grønbæk ILLUSIONSDESIGN: John Bulleid CHEFPRODUCENT: Maja Aas. PRODUCENT Live Nation: Christian Krage. EXECUTIVE PRODUCENT, Lion Musicals: Thomas Langkjær. MEDVIRKENDE: Johanne Milland, Kenneth M. Christensen, Kristian Boland, Christopher Rørmose, Mikkel Moltke Hvilsom, Carsten Svendsen, Joachim Knop, Sofe Lassen-Kahlke, Elias Norman Lassenius Kramp/Phoenix Harper Talreja Nielsen/Billy Gregers Kruhøffer-Kotsis, Elise Ruusunen, Tara toya, Stephanie Trelborg Hansen, Katrine Schmidt Nørgaard, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Christel Nilsen, Jasmine Gordon/Ernestine Ruiz, Mikkel Vadsholt, Christian Lund, Morten Lindemann Olsen, Sebastian Harris, Rasmus Snedker, Mark Lenskjær Fries, Steffen Hulehøj Fredriksen, Max Emil Nissen og Nicoline Siff Møller.
Kommentarer
Send en kommentar