Der blæser nye vinde på Nørrebro Teater. Og PROMETHEUS er et interessant eksperiment, der enten er helt galt eller dybt genialt.
![]() |
| Foto: Jesper Berger |
![]() |
| Foto: Jesper Berger |
Amalie Smith har skrevet teksten i samarbejde med skuespillerne.
Men måske er det devisingen og det samskabende i iscenesættelsesprocessen, der
kommer til at spænde ben for forestillingens mål. Det er svært at se hvornår
Amalie Smiths tekster slutter og skuespillernes ideer begynder. Det er som om,
historien farer vild i hvad den gerne vil fortælle os og de fire medvirkende
bliver dermed ladt i stikken. Gang på
gang punkteres teksterne med platheder og ”lort-i-bleen-lort-i-hovedet”. Hvis
ønsket er at provokere, ville jeg ønske, at der blev stræbt højere end lortejokes.
Det er ellers et super skarpt hold på scenen. Joen Højerslev
som Prometheus, Nikolai Jørgensen som Zeus og Nanna Finding Koppel og
Christopher Nallo som de nyskabte mennesker. Joen Højerslev er kompromisløs på
en scene og han går uendelig langt i rollen som Prometheus. Nicolai Jørgensen
kan være utrolig ondskabsfuld og samtidig utrolig morsom. Det gælder også i
rollen som Zeus, men samtidig punkteres den ægte ondskab og herskesyge i
billedet af en kontrær voksenbaby, der vralter rundt på scenen og tværer lort i
ansigtet på sin modstander. Skal Zeus være et spejl på den orange voksenbaby der
leder ”verdens mægtigste land”, så lykkedes det egentlig ganske godt.
Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af om Rostrups
gendigtning af myten om PROMETHEUS er fuldstændig gal, eller aldeles genial. Men
jeg ved, at jeg er vild med den nye og kompromisløse drejning Nørrebro Teater
har taget og jeg glæder mig til, hvad sæsonen eller kan byde på.
![]() |
| Foto: Jesper Berger |



Kommentarer
Send en kommentar