Teater Hund og Teaterhuset Filuren har i samarbejde skabt en fin ”lille-stor” fortælling om venskaber, valgt familie og hele det uendelige univers.
![]() |
| Foto: Jacob Stage |
I forestillingen LILLE KOSMOS møder vi drengen Kosmos. Han bor med sin mor, mors kæreste Christian og Christians datter Karla i en lejlighed i byen. Lejligheden er hele Kosmos univers, hvor alt er trygt og alt er som det skal være. Men en dag fortæller mor, at hun og Kosmos snart skal flytte på landet - uden Christian og Karla. Hele Kosmos verden går i stykker og han føler at hans hjerte er skåret over i to. For hvordan kan den verden man kender, pludselig ikke eksistere mere, mens livet bare fortsætte med at gå videre? For Kosmos savner byen, lejligheden og Karla, der plejede at sove i overkøjen lige over ham. Imens sidder mor på trappestenen til den nye hus og ryger cigaretter, lytter til sørgelige sange og glemmer at pakke flyttekasserne ud.
LILLE KOSMOS er en lille forestilling, der stiller store spørgsmål i børnehøjde. Hvordan kan man f.eks. være stor og lille på samme tid? Kan man hele et hjerte, der er skåret over i to dele? Og er vi virkelig alle sammen lavet af stjernestøv? Både dramatiker Josephine Eusebius og iscenesætter Adelaide Bentzon tager børnenes perspektiv seriøst og tør lade forestillingens tematikker være lige så uendeligt store som universet.
Malik Grosos er vidunderlig sød som Kosmos og bakkes dejligt op af Jesper Bruun og Emilie Rasmussen. Særligt ”tvillingerne” Lille Bitten og Prik, som Kosmos bliver venner med, da han flytter på landet, er et hit. De to karakterer bliver en fin pendant til Kosmos iturevne verden.
Jeg har været så heldig at se forestillingen to gange allerede. Første gang til premieren på Krudttønden og efterfølgende med tre skønne børnehaveklasser. Det var næsten rørende at se den med de 6-7årige, der fra forestillingens fine anslag tog det hele ind. Det blev alligevel tydeligt at 50 min. spilletid, blev lige til den lange side for de små. Særligt forestillingens midterste del, hvor Kosmos kvaler sættes op mod universet, Big Bang og hvordan vi alle er skabt af atomer, blev, for nogle af de små, lige abstrakt nok. Men slutningen samler det hele godt op igen og alt ender heldigvis lige som det skal for Kosmos, Mor og hans nye venner.
![]() |
| Foto: Jacob Stage |


Kommentarer
Send en kommentar