MY FAIR LADY - Det Ny Teater

MY FAIR LADY på Det Ny Teater bliver tøffelheltens fald, i en fejende flot iscenesættelse, med et nyt og spædende greb på den gammelkendte slutning. 

Foto: Camilla Winther

Endnu engang har Det Ny Teater en af de store klassikere på plakaten. Handlingen kender vi. Foran Covent Garden sælger Eliza Doolittle blomster mens hun drømmer om noget større og noget mere.  Sprogprofessor Henry Higgins indgår et væddemål med Oberst Pickering. Kan han løfte blomsterpigen Eliza Doolittle op fra storbyens rendesten til high society ved at lære hende at tale korrekt? Han former hende efter sit ideal af en sofistikeret kvinde. Men hvem forvandler egentlig hvem? Baseret på fortællinger fra Ovids ”Metamorfoser” skrev George Bernard Shaw fortællingen om sprogprofessoren, der forelsker sig i det idealbillede af en kvinde, han selv har skabt. I teaterstykket ”Pygmalion” lader han den unge kvinde forlade professoren, da hun erkender, at hun bliver udnyttet. Lerner og Loewe lader imidlertid de to få en romantisk forening til slut i musicalen. En slutning mange har kæmpet med efterfølgende. Med et enkelt greb formår Martin Lyngbos stramme iscenesættelse her at ændre hele slutningen og giver endelig Eliza lov til at være kvinde i egen ret. Hvordan skal ikke afsløres her, men det er et imponerende greb, mange har forsøgt sig med før, men aldrig helt lykkedes med.

Foto: Camilla Winther

Det er en fejende flot iscenesættelse de er lykkedes med på Det Ny Teater. Et teater der troligt insisterer på at sætte de gamle kendte musicalklassikere på scenen. De sidste par år dog med mere mod på at tage klassikerne med ind i nutiden.

Der er fart over feltet. Men enkelte steder taber forestillingen dog momentum. Som til ballet hvor Eliza skal præsenteres, synes tempoet at dale en del. Samtidig har Lyngbo lagt et nærmest socialrealistisk lag ovenpå forestillingen. Vi skal nu, fra forestillingens start, se Elizas mor dø af tuberkulose og far og brødre slå sig på flasken, mens mor genopstår som en engel, der flere gange følger Eliza i løbet af forestillingen. Et greb der bliver lige lovlig forklarende. Samtidig kommer Karen Hoffmans oversættelse enkelte steder til at virke en smule bedaget. Den følger ikke med den opdatering oplægget ellers har fået på Det Ny Teater anno 2026.
Hele ensemblet er veldansende- og syngende og med Paul Farnsworths flotte og effektive scenografi og kostumer, står ensemblenumrene knivskarpt. Tommy Kenter triumferer i rollen som den fordrukne skraldemand Doolittle, Helt overlegent har han publikum i sin hule hånd, når har synger og danser om at have ”lidt lykke og lidt held”. Imponerer gør også Susse Wold, der vender tilbage til scenen som Higgins rolige fyrtårn af en mor, der ikke har meget tilovers for sin søns urimeligheder overfor Eliza. 


Foto: Camilla Winther

Peter Plaugborg har en dejlig kropslighed i rollen som den kontrære Professor. Når han, hen mod slutningen, vælter rundt som en forsmået voksenbaby med blodtud, får man næsten ondt af ham - lige indtil han igen taler før han tænker og dermed jokker endnu længere ud i spinatbedet. Sofie Topp Christensen har både sødme og bid som Eliza, men det er først når hun bliver vred nok til at forlade professoren, at der kommer rigtig kød på rollen. 

Trods det gode greb mod slut, er det stadig en smule svært helt at fange forestillingens aktualitet i 2026. Men trods det, er MY FAIR LADY en seværdig forestilling, til den der stadig holder af den gode gamle klassiker. 


Foto: Camilla Winther 

MY FAIR LADY varer 2t.50min. inkl. pause og spiller på Det Ny Teater frem til d. 26. april 2026

SANGTEKSTER & DIALOG: Alan Jay Lerner MUSIK: Frederick Loewe Efter George Bernard Shaws skuespil og Gabriel Pascals film Pygmalion ISCENESÆTTELSE: Martin Lyngbo SCENOGRAFI & KOSTUMER: Paul Farnsworth KOREOGRAFI: James Leece MUSIKALSK LEDELSE: Per Engström LYSDESIGN: Malthe Haugaard LYDDESIGN: Det Ny Teater OVERSÆTTELSE dialog og “en snegl på vej’n”: Holger Bech OVERSÆTTELSE SANGTEKSTER: Karen Hoffmann RESISTENT DIRECTOR: Kim Hammelsvang KOREOGRAFASSISTENT: Paul James Rooney MEDVIRKENDE: Sofie Topp Christensen, Peter Plaugborg, Kim Hammelsvang, Tommy Kenter, Susse Wold, Sebastian Harris, Hanne Uldal, Søren Bech-Madsen, Mette Ladekarl, One Bailey, Christian Haagen Birkvang, Vito Gram, James Leece, Mikkel Hoé, Søren Bang, Simon Nøiers, Nikoline Harriet Breienholt, Juliette Schaufuss, Christian Bergman, Mira Balloli, Linda Arunee Drenck, Nahia Gil Harris og Nadin Reiness. Swings:Cecilie Hedin Klagenberg, Paul James Rooney og Ebba Hulterström. Børn: Walter Dagø Andersson, Albie Petersen Leece, Magnus Trustrup Sørensen, Saxo Normann Holm, Elliot Hansen, Cornelius Karlsson, Olivia Walker Hjort, Ane Petrea Frederiksen og Molly Juhl Hoffmann

Kommentarer