CPH STAGE - Anbefalinger 1...





Teaterfestivalen CPH STAGE er nu skudt godt igang og har indtaget de københavnske og frederiksbergske teaterscener frem til d. 2. juni 2019. Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at dække festivalen og komme med dugfriske anmeldelser og gode anbefalinger til alle de fantastiske forestillinger og events på programmet.
I dag lægger jeg ud med anbefalinger til de første par dage på festivalen af forestillinger, jeg allerede har set og anmeldt. 


Foto: Emilia Therese
EFTER TIDEN på Teater Grob er ny, dansk absurd dramatik, skrevet og instrueret af Kirstine K. Høngsbro. Det er historien om it-programmøren, der ender med at donere sin ene nyre, venstre underarm, begge ben og højre øje for firmaet. For alle skal jo byde ind, alle skal jo ofre sig. Programmørens kæreste går sygemeldt hjemme, fordi hun har slået rengøringsdamen ned, da kaffemaskinen ikke virkede. Hun smuldrer, sproget smuldrer og hendes liv smuldrer. Det eneste der vil hjælpe, vil være at få en menneskehund. Det er hun sikker på. Og så er der Egon ’The Dancer’, der elsker at feste. Det siger han i hvert fald. Selv da han opdager, at han er den eneste til festen.

EFTER TIDEN spiller d. 23. og 24. maj på Teater Grob, begge dage kl. 20.00. Du kan læse min anmeldelse her.

Foto: Søren Meisner
DARK NOON vender forholdet mellem Vesten og Afrika på vrangen. I en landsby bygget på rød lerjord med saloon, guldmine, jernbane, bordel og kirke, får vi historien om den fattige europæers flugt til Amerika fortalt af syv sydafrikanske skuespillere. For hvad sker der, når vi udfordrer vores fordomme og forsimplede ideer om et helt kontinent og lader deres skuespillere fortælle os vores historie? Fix&Foxy og instruktør Tue Bering har hentet syv sydafrikanske skuespillere til Østerbro, hvor de, i en vild totalteaterforestilling fortæller den hvide europæers indvandring i det vilde vest.

DARK NOON spiller frem til 1. juni på Revolver ved Teater Republique. Du kan læse min anmeldelse her.


Foto: Mikkel Russel

FEJRING AF ET GODT MENNESKE. Forfatteren Mathilde Walter Clark, der nok er mest kendt for sin selvbiografiske roman Lone Star der udkom i 2018, debuterer som dramatiker for Mungo Park med en stærk, uafrystelig historie om alle de valg vi træffer gennem livet. Og i samme forestilling fejrer skuespiller Marianne Mortensen sit 35 års skuespillerjubilæum.
Stamcelleforskeren Susanne bliver 60 år og skal fejres af venner, familie og naboer. Men hun har gemt sig i sit klædeskab, for om lidt kommer gæsterne og hun skal lige finpudse det allersidste på sin tale. Men hun fortaber sig i fortiden, mens fejringen går sin gang uden hende. Susanne har nemlig en hemmelighed, der er så dyb, at ikke engang hendes mand Steffen kender til den. En hemmelighed der pludselig er kommet op til overfladen og presser sig på, fordi der i fødselsdagsomtalen af hende i avisen stod, at hendes runde fødselsdag var en ’fejring af et godt menneske.’ For spørgsmålet er, om Susanne egentlig er det gode menneske, hun rigtig gerne vil være? Der findes kun gode og dårlige mennesker og nogle gange skal man træffe et dårligt valg, for at det hele kan blive godt. Og sat over for spørgsmålet om hun vil gøre noget om, når Susanne frem til, at hun ikke fortryder noget; at hun ikke ville have gjort noget anderledes.

FEJRING Af ET GODT MENNESKE spiller på Aveny-T d. 23. maj kl. 20.00 og d. 24. maj kl. 17.00 - Du kan få både en litteratur- OG en teateroplevelse, hvis du følges med Berlingkse-anmelder Katherine Diez aka bogbitchen ind og se FEJRING AF ET GODT MENNESKE den 24. maj.
Du kan læse min anmeldelse af forestillingen her.


HVIS DETTE ER ET MENNESKE er en monolog med Jens Albinus på scenen på Husets Teater, der fortæller Auschwitzoverleveren Primo Levis historie. Primo Levi var italiensk kemiker, der i vinteren 1944 ankom til Auschwitz og fik tatoveret fangenummeret 174 517 på sin venstre arm. Han overlevede og skrev ’Hvis dette er et menneske’. At fortælle sin historie blev hans livsopgave. ’Hvad enten vi kan lide det eller ej, er vi vidner, og vi bærer vægten af det.’

HVIS DETTE ER ET MENNESKE spiller d. 23., 24. og 25. maj på Husets Teater og du kan læse hele min anmeldelse her.

Foto: Per Morten Abrahamsen

THE BEATROOTS er en anderledes teaterkoncert fra Teatergrad. Vi møder countrybandet The Beatroots, der, efter bandets naturlige samlingspunkt Mama Nellis død og et års pause, igen er samlet for at tage på en længere danmarksturné. Bandet består af brødrene Rolf og Jacob og deres respektive koner Krisser og Søsser. Det starter ganske hyggeligt med små uskyldige stikpiller og chit chat hen over instrumenterne, men pludselig forsvinder noget af det kærlige og de interne stridigheder i bandet blusser op. For Jacob kupper flere gange sætlisten, fordansker sangene og sætter sig selv i scene som bandets naturlige midtpunkt, mens Rolf kæmper med sine indre dæmoner og vreden over at han synes, Jacob sælger ud. Og imellem de to rivaler står deres koner og enten forsøger at slukke ildebrandende eller kaster mere brænde på bålet.

THE BEATROOTS spiller d. 23. og 24. maj i Karens Minde Kulturhus og du kan læse hele min anmeldelse her.

Kommentarer