mandag den 20. november 2017

KNUD ROMERS ABC, BaggårdTeatret...

BaggaardTeatret, sART danseteater og Den Fynske Opera har i samarbejde skabt en lille, smuk perle med forestillingen ”Knud Romers ABC”. Det er en poetisk, vild og vidunderlig sanseforestilling for de 6 – 8årige der har knækket alfabetkoden og deres voksne.

Lad sanserne boltre sig i en underfundig og lærerig bogstavssafari, der med udgangspunkt i Knud Romers poetiske bogstavsfabler rusker alfabetet rundt og sammensætter det på ny. En interaktiv danseforestilling, hvor publikum er i bevægelse. Forestillingen er baseret på Knud Romers ABC, John Kørners billedkunstneriske dyreunivers og Bent Sørensens nykomponerede musik og skaber tilsammen en smuk koreograferet scenisk sangleg for alle fra 7 år.
Foto: Jens Wognsen
I et fuldstændig vidunderligt scenerum, bliver vi inviteret indenfor til ”Knud Romers ABC”, skabt i fælleskab af BaggårdTeatret, sART danseteater og Den Fynske Opera. Store som små stiller vi vore sko og tasker, før teaterrummet indtages. Og det er ikke et hvilket som helst teaterrum, vi får lov at træde ind i. Luise Midtgaard har, med afsæt i John Kørners smukke og farverige illustrationer til bogen ”Knud Romers ABC”, skabt et konstant foranderligt scenerum, der indtages af både spillere og publikum hele forestillingen igennem.

Sammen får vi styr på alfabetet, mens vi hører om Rotterne der sad på potten, griner af den sofistikerede giraf, der slet ikke har øje for andre end sig selv og elefanten der blev punkteret af en myg. I en blanding af musik, dans og sang, går det hele op i en højere enhed. Alle fire på scenen har hver deres forcer, der bliver udnyttet optimalt i forestillingen og Knud Romers fine rim og remser får den plads de fortjener.

Mine ledsagere til forestilling, to glade, 6 årige piger, med ualmindeligt meget krudt i rumpetten, var med hele vejen og nød, at der var plads til at kunne bevæge sig og få lov til at flytte rundt i scenerummet undervejs.

”Knud Romers ABC” er en forestilling for sanserne, kroppen og sindet. Vi får lov at føle, mærke, lege, gyse og grine. Og når forestillingen, efter små 50 min er færdig og vi ligger på ryggen og kigger op i stjernerne og ildfluerne til ordene:

”Ildfluen i det fjerne
er blevet tændt af Gud
og lyset fra en stjerne,
som for længst er gået ud”

Føles det rart i kroppen og vi er klar til at danse ud i hverdagen igen, en lille smule høje på god musik og sanseleg.

TEKST: Knud Romer KOMPONIST: Bent Sørensen BILLEDKUNSTNER: John Kørner EFTER IDE AF: Sofie Christiansen og Jakob Bjerregaard Engmann ISCENESÆTTELSE: Sofie Christiansen SCENOGRAFI: Luise Midtgaard KOSTUMEDESIGN: Alaya Riefensthal MUSIKARRANGEMENT: Anders Ringgaard Andersen MEDVIRKENDE: Anete Jensen, Karin Norrinder, Carlos Rodas og Anders Ringgaard Andersen


lørdag den 18. november 2017

PLATT-FORM - EN SMULE I OVERKANTEN, Betty Nansen Teatret

Med showet "En smule i overkanten", slår satiregruppen Platt-Form endnu engang fast, hvorfor de er toppen af den danske satirescene. Intet er helligt, men til gengæld meget, meget morsomt.

Må en hvid heteroseksuel mand overhovedet mene noget? Er professorer virkelig klogere end bloggere? Ville Jesus kunne lide jødekager? I Platt-Forms nye satireshow "En smule i overkanten" udleverer Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby endnu en gang danskerne, og ikke mindst hinanden, med bidende satire, vanvittige kostumer og masser af velklingende ørehængere.

Foto: Oliver Hoffmeyer
Jeg ved ikke helt hvordan, de gør det, Platt-form; altså formår at lave et show, der holder os på kanten af sæderne i næsten to timer, hvor vi græder af grin. Måske er det deres sikre musikalitet? Eller deres timing? Eller deres evne til at holde energien på 120 % hele vejen?! Jeg ved det ikke. Men hvis jeg viste det, ville jeg hælde formlen på flaske og hurtigt blive millionær. Showet hedder ”En smule i overkanten” og ja, det er det – og et godt stykke over.

Vi kommer, i de to timer showet varer, omkring mange brandfarlige, satiriske emner, godt pakket ind i et dejligt hyggefilter, så den øvre middelklase har et rart safe space at søge tilflugt i. Vi møder bloggeren, der er meget klogere end professoren, DR’s nu nedlagte talekor og får historien om, hvordan vi hver jul fejrer, at en ludfattig tømrer og hans barnebrud fik en søn. Og hvad gør man egentlig, når man er en helt almindelig CIS-mand, med en helt almindelig tis’mand?

Mille Lehfeldt, Laus Høyby og Jakob Faurby har selv skrevet tekst og musik og iscenesat. Showet er stramt og velopbygget i en minimalistisk scenografi, hvor de tre får lov at stråle om kap med Nicholas Nybros sjove og veludførte kostumer. Og så er der, deres stensikre sangstemmer. Det er en fryd at høre så velklingende stemmer synge om klimakamp og om at gå i små sko. Intet er helligt, men til gengæld meget, meget morsomt. Jeg glæder mig til og håber på meget mere Platt-Form i fremtiden.

INSTRUKTION, TEKST OG MUSIK: Platt-Form KOREOGRAFI: Steffen Hulehøj Frederiksen KOSTUMER: Nicholas Nybro ARRANGØR AF MEDLEYS: Dénise Stockmann MEDVIRKENDE: Jakob Fauerby, Laus Høybye og Mille Lehfeldt


fredag den 17. november 2017

TVIND "THE MUSICAL", Teater V...

Teater V Skaber med Tvind "The Musical" et præcist og spændende generationsportræt af idealisterne, der rejste ud i verden med Tvind. Det er rørende musikteater med en vigtig historie på hjerte.

For 50 år siden, købte en flok unge mennesker en gammel bus. De ville ændre verden og spørgsmålet er om det lykkedes? 70’erne var en tid med systemændringer, tankeeksperimenter, nye undervisningsformer – en udfordring til det etablerede samfund og opfordring til radikale ændringer. Tvind var et socialt projekt i en tid, hvor man sagde Os, Vi, Sammen, i stedet for Mig, Mig, Mig. Hvor individet kun var det nødvendige tandhjul i fællesskabets maskine. Vi følger en gruppe stærke individer fra den spæde start i 70’erne og op til midt 90’erne, hvor Tvind kommer i alvorlig modvind. Vi møder ”Bannerføreren og ideologen”, der knækker. ”Den stædige”, som forbliver stærk i troen. ”Talentet”, der forråder sig selv. ”Organisatoren”, der møder kærligheden, og ”Kvinden”, der mister den.
En fortælling om en tid, hvor fællesskabet fyldte for meget, til en tid, hvor fællesskabet fylder for lidt.

Foto: Daniel Buchwald
Andreas Garfield har med Tvind ”The Musical” på Teater V i Valby skrevet en forestilling, der på fornem vis tager os med gennem Tvinds historie, fra starten, hvor unge idealister rejste jorden rundt i busser og afleverede alle deres penge i ”den gule spand”, med formålet at gøre verden til et bedre sted, til 1997, hvor Tvindloven er blevet vedtaget og selv inderkredsen af imperiet er begyndt at tvivle. Det er ikke en musical i klassisk forstand. Det er en fortælling, hvor musikken er med til at sætte stemningen og male et tidsbillede.

Tvind ”The Musical”
er en ensembleforestilling, hvor alle fem spillere, spiller fint op mod hinanden og helt umærkeligt skifter fra karakter til karakter. Iben Dorner er fin og rørende som idealisten Anne, der begynder at tvivle for til sidst at knække. Der er scener hvor hun er så presset ude af fællesskabet og hjernevasket, at det gav mig en knude i maven og våde øjne. Martin Bo Lindsten leverer et portræt af den stædige bannerfører Per, med det store hår og skæg, der sidder lige i øjet. Specielt scenen hvor han skal undervise efterskoleelever i portugisisk uden at kunne et ord af sproget, er på en gang både hylende morsom, rørende og enormt tåkrummende.  Rikke Bilde er bl.a. den store organisator Birgit, der med en pibe i mundvigen og en jysk jordbundenhed, holder fødderne solidt plantet på jorden, indtil jorden begynder at skælve under Tvind imperiet og paranoiaen sætter ind. Sune Kofoed er advokatdrengen Lasse, der gør oprør med sin borgerlige opvækst, dropper jurastudiet og tager med en af de første busser til Afghanistan. Han spiller med en afmagt i øjnene, der så fint portrætterer den tvivl mange må have stødt på. Margit Watt-Boolsen hopper med lethed ind og ud af flere karakterer. Specielt hendes portræt af Birgits lidt naive og kærlige kæreste er fint ramt. Den naive medløber der finder kærligheden, men også mister den igen. Og så er der musiker og arrangør Sune Skuldbøl Vraa. Hans tag på forestillingens ræve røde arbejdersange er rigtig godt. De numre, der ellers godt kunne have blevet lige lovlig lange i spyttet, bliver i hans arrangementer levende. Specielt versionen af ”Skipper Klements Morgensang” er med til at tegne et billede af den voksende paranoia, med en utroligt velsyngende Rikke Bilde i front.

Tvind ”The Musical”
er tro mod tiden og historien. Det er som en tidslomme, hvor historien på skift fortælles og spilles. Ved forestillingens start, er vi nærmest hensat til 70’ernes socialrealistiske gruppeteater, hvor der er plads til alle. Men langsomt ruller historien og karaktererne sig ud, og forestillingen ender med at være et rammende og fint tidsbillede. Der er ingen løftede øjenbryn eller karikaturer for latterlighedens skyld, men et ønske om at forstå tiden, Tvind og de valg de implicerede traf. Det er rørende og tankevækkende. Eneste anke skulle være, at forestillingen mangler den sidste gnist af vildskab og modhager i historien. Det hele bliver næsten for pænt. Men det er og bliver et fint og rammende portræt af en generation, der gik ind i sag med en dedikation og kom mere eller mindre amputerede ud – altså dem der kom ud. Tvind ”The Musical” er ny dansk dramatik, der skuer bagud for at forstå nutiden.

Dramatiker: Andreas Garfield Instruktør: Jens Svane Boutrup Scenograf: Julie Forchhammer Musikalske arrangementer: Sune Skuldbøl Vraa Medvirkende: Iben Dorner, Martin Bo Lindsten, Rikke Bilde, Sune Kofoed, Margit Watt-Boolsen og Sune Skuldbøl Vraa (musiker)



onsdag den 15. november 2017

CRAZY CHRISTMAS CABARET - PLANETRUMP, THE FARCE AWAKENS, Glassalen...

For 35. år i streg blænder Vivienne McKee og London Toast Theatre op for ”The Crazy Christmas Cabaret” i Glassalen i Tivoli med forestillingen ”Planetrump, the farce awakens”. Rigtig traditionsrig, engelsk ”Christmas Panto”, der sender publikum langt ud i lattergalaksen, men desværre også sine steder mister pusten.

I en galakse svimlende nær os, truer en gigantisk orange planet med at sprænge vores univers til atomer... eller måske ikke!!! Er der tale om en falsk nyhed? Vivienne McKee og Co. bringer os på randen af vanvid i den 35te Crazy Christmas.
Gør klar til en vild rutsjebane nu da... THE FARCE AWAKENS!

Foto: Thomas Petri
For 35. år i streg blænder Vivienne McKee og London Toast Theatre op for ”The Crazy Christmas Cabaret” i Glassalen i Tivoli med forestillingen ”Planetrump, the farce awakens”. Rigtig traditionsrig, engelsk ”Christmas Panto”, der er en type musikalsk komediefarce designet til familieunderholdning, der oftest spilles hen over jul og nytår. Moderne panto omfatter sange, gags, slapstick komedie, dans og skuespillere der spiller på tværs af køn. Aktuel satire blandes med en historie, løst baseret på et velkendt eventyr, fabel eller folkefortælling. Det er en deltagende form for teater, hvor publikum forventes at synge med på visse sange, råbe svar og komme med tilråb til det der foregår på scenen.  Således også i Crazy Christmas Cabaret. Vi buher af Ronald Rump, råber hooray af vores helt Luke Skystalker og kalder ”May the farce be with you”, hver gang nogen har brug for hjælp.

”The Crazy Christmas Cabaret” har et solidt og hengivent stampublikum, der har taget den engelske humor og tradition til sig. Det var helt tydeligt til premieren, hvor publikum var med, helt klar over, at de er den vigtigste medspiller til skuespillerne på scenen. Som førstegangspublikum (Jep, jeg gik til forestillingen som en vaske ægte Crazy Christmas Virgin!), er det lidt som at være inviteret med til en fest, hvor man ikke helt kender omgangstonen. Men sjovt er det og man bliver ført gennem aftenens festligheder i helt trygge hænder.

Et væld af karakterer strømmer ind og ud af scenen. Vi møder, traditionen tro, Andrew Jeffers’ ”Dame”, i år som Princess Liar i et utal af festlige og skønne kreationer af Scenograf og kostumier Kirsten Brink. Han formår at gøre sin ”mand i dametøj” virkelig morsom. Katrine Falkenberg springer fra karakter til karakter. Hun har en imponerende sangstemme og bærer de store musiknumre. Men også som replikanten Taylor Made imponerer hun med den helt rigtige kropslighed og accent. Også Vivien McKee, der også har stået for manuskript og instruktion, tager kegler. Specielt hendes Dr. van Helsingør, der viser sig at være Yoda og mesteren af god dansk hygge, er helt utrolig morsom og det er også her, forestillingen fungerer allerbedst. Men mest stråler David Bateson både som Chancellor Mærkelig (Angela Merkel), Han Zupp (Han Solo) og ikke mindst som Ronald Rump fra den gigantiske orange planet. Hans Donald Trump er skræmmende præcis i både gestik og artikulation.

”Planetrump, the farce awakens” er en forestilling med rigtig mange historier, der skal bindes sammen og løses. Det betyder også, at det bliver en meget lang affære, der sine steder desværre taber pusten. Jeg kunne ønske, at den lange skærekniv havde været fremme, specielt hen mod slutningen af første akt. For selvom det er festligt, fornøjeligt og fuld af gammelkendte traditioner, bliver de 2 timer og 30 min længe at sidde. Men dermed ikke være sagt, at ”Crazy Christmas Cabaret” ikke er værd at bruge en aften på. Julen er reddet – May the farce be with you!

Instruktør og manuskript: Vivienne McKee Kostumer og scenografi: Kirsten Brink Koreograf: Peter Friis Medvirkende: David Bateson, Jefferson Bond, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Vivienne McKee, Andrew Jeffers, Rasmus Emil Mortensen, Claus de Lichtenberg, Stuart Goodstein (musiker og kapelmester, Søren B. Petersen (musiker) og Tom Højlund Olsen (Musiker)


torsdag den 9. november 2017

STRÆBER, Teater Grob (gæstespil)...

"Mærkværk" og Teater Nordkraft sætter med forestillingen "Stræber" fokus på de tårnhøje krav der bliver stillet til nutidens unge. Og det er der er kommet en rigtig tempofyldt og fin forestilling ud af.

Velkommen til det store stræberløb! Gennem de seneste 10 år er samfundets krav til de unge steget drastisk. Man skal, tidligere end før, vælge retning, hurtigere igennem uddannelsessystemet og helst være smuk, stærk og velmotioneret samtidig. ”Stræber” handler om at vokse op i en verden af muligheder: Om rusen, når det lykkes, og om skuffelsen, når forventningerne er så høje, at man ikke når i mål. Om stress, angst, tab og hvordan dette kan ændre både ens livssyn og livsbane. Men også om at blive stædigt ved, kæmpe mod alle odds og gå efter sin passion. Og så undersøger ”Stræber” hvad der sker, hvis man giver op eller slip, giver fanden i præstationer, valg og mål, mærker sig selv og måske rækker ud efter hjælp. ”Stræber” går helt tæt på og undersøger de unges stræbsomme liv indefra.

Foto: Morten Abrahamsen

I en helt gul scenografi møder vi de tre skuespillere. Iført gule racerkørerdragter og udtværet klovnemakeup kæmper de en heftig kamp om at fordele forestillingens 5 karakterer mellem sig. Der er Cecilie og Amira, der er bedste veninder, elsker at ride og efter gymnasiet skal til Island og passe heste. Det har de aftalt. Men en dag forelsker Cecilie sig i Kasper fra 10. og Amiras verden går i sort. Og Kasper, der ikke kan forestille sig andet i hele verden, end at spille håndbold, har fået en kæmpe hjernerystelse og kommer måske aldrig til at spille igen. Og så er der ordblinde Julius, der virkelig gerne vil på Business og science linjen efter 9., men det kan han kun hvis han får 12taller. Og Nanna, der har mistet sin mor til kræft og har trukket sig ind i sig selv. I starten er målet, at de tre skal kæmpe om at komme først i det store stræberløb. Men langsomt bliver de gulklædte spillere et med deres karakterer og løbet annulleres.
Det er store emner ”Stræber” tager op. For hvad sker der med de unge der vokser op i et samfund der stiller så tårnhøje krav? Det fine ved forestillingen er, at den ikke stiller en frygtelig masse spørgsmål, eller løfter pegefingeren. I stedet viser den rigtig fint, hvad der sker, når livet tager uventede drejninger, man ikke selv kan styre. I en verden fuld af tårnhøje og urimelige krav, er der alligevel håb, hvis man tør stille sig frem, også selvom man er helt åben og sårbar.
”Stræber” er blevet til i et samarbejde mellem ”Mærkværk”, med skuespiller Anne Gry Henningsen i spidsen og Teater Nordkraft i Aalborg. ”Mærkværk” glimrer sig ved at lave forestillinger til teenagere, om de ting, der fylder i deres verden – alt fra tro til fester, alkohol og ensomhed. Og her er ”Stræber” endnu et fint eksempel på en forestilling, der falder lige ned i teenagerenes virkelighed.
Metalaget mellem de 3 gulklædte spillere og de 5 karakterer fungerer perfekt. Med meget små virkemidler er vi aldrig i tvivl om hvilket lag af historien, vi befinder os i. Det er fint tænkt og løst. Og alle tre spillere (Marie Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen) spiller sig fint ind i forestillingens univers. Selvom de alle tre ikke længere kan gå for at være teenagere, tror vi på deres figurer og hopper med på præmissen. Selvom tempoet er højt, mister forestillingen aldrig fokus og slutter på en fin og rørende note.
”Stræber” er en forestilling for teenageren der, som alle andre teenagere, kæmper for at finde sig selv og fodfæste i en verden med meget store krav. Men det er bestemt også en forestilling til de voksne, teenagerens forældre eller lærer. Her er ingen vindere af stræberløbet, for løbet er aflyst.
”Stræber” spiller på Teater Grob til d. 18 november, for derefter at spille rundt omkring i Danmark som skoleforestillinger.
Idé: Anne Gry Henningsen Manuskript: Julie Maj Jakobsen og Petrea Søe Instruktør: Petrea Søe Scenograf: Lisbeth Burian Medvirkende: Marie Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen


tirsdag den 7. november 2017

ENETIME, Teatret ved Sorte Hest...

Teatret ved Sorte Hest har, med absurdisten Eugène Ionescos ”Enetime”, skabt et skræmmende aktuelt tidsbillede, der er uhyggelig godt.

Mads Wille, Rosalinde Mynster og Sarah Boberg danner trekløveret i Eugène Ionescos uhyggelige komedie, hvor en tilsyneladende harmløs undervisningstime udvikler sig til vanvid mellem læreren og den unge, ivrige elev. Trods den unge piges evne til at multiplicere astronomiske tal, kan hun kun tælle til seksten. Og under et stadig større pres fra sin sadistiske lærer udvikler hun tandpine, der vokser i takt med hans eskalerende brutalitet. Ionesco kalder selv Enetime for Drame Comique, og vi skal virkelig både se drama og komedie i denne brutale, absurde klassiker, som har gået sin sejrsgang på de europæiske scener siden ur-premieren i Paris i 1951.
Sarah Boberg, Rosalinde Mynster og Mads Wille Foto: Robin Skjoldborg
Rosalinde Mynster er den smukke og videbegærlige elev, der kan multiplicere tårnhøje tal, men ikke kan tælle til mere end 16. Hendes iver og spørgelyst driver Mads Willes professor helt til vanviddets rand - og et pænt stykke ud over den, da han i sit raseri ender med at slå hende ihjel; lige som de 39 foregående elever. Imens står hans assistent Marie (Sarah Boberg) i baggrunden og hjælper ham med at redde trådende ud og gøre klar til den næste elev.

”Enetime” bliver, i Maria Vinterbergs fine iscenesættelse, skræmmende aktuel, når professoren til slut i forestillingen tager sin elev så meget med vold, at hun dør af det. Det er magtudøvelse i højeste potens og virkelig fint eksekveret, i en tid hvor #metoo hersker på de sociale medier og mange politiske systemer tager en skræmmende højredrejning.

Absurd teater kræver en virkelig stam iscenesættelse for at fungere. Og det må man sige er tilfældet med ”Enetime”, hvor instruktør Maria Vinterberg har formået at få den absurde tekst til at give mening. Mads Wille skal dog også have sin del af æren for, at denne sorte komedie rammer plet. Han giver professoren liv, vildskab og frustration med en naturlighed, der når helt op på bagerste række. Han har, ifølge programmet, lært 5728 ord udenad. Og han leverer hver eneste med intention og mening.

Det er dejligt at blive mindet om, hvordan det absurde faktisk tit er det, der giver mest mening. Jeg vil ikke spoile det fine tvist, forestillingen tager til slut. Men det er overraskende, gysende og skræmmende aktuelt.

Dramatiker: Eugène Ionesco Oversætter: Christian Ludvigsen og Frederik Dessau Instruktør: Maria Vinterberg Medvirkende: Rosalinde Mynster, Mads Wille og Sarah Boberg



lørdag den 4. november 2017

FRITZ HANSEN FOLKET, Mungo Park...

Med ”Fritz Hansen Folket” blæser Mungo Park til kamp for den blødende kulturradikalisme. En mestendels vellykket forestilling fuld af humor og selvironi.

De kulturradikale har domineret det danske åndsliv i mere end hundrede år. De har skrevet litteraturen, de har udviklet vores medier, de har designet vores møbler, og de har skabt det danske frisind og udsyn. Men nu skælver jorden. De kulturradikale bliver kaldt pladderhumanister, bedrevidende og verdensfjerne. De tidligere bannerførere er blevet en truet race. Mungo Park fremkalder Brandes-brødrene, Poul Henningsen, Klaus Rifbjerg, alle Politikens chefredaktører, arkitekterne, musikerne og forfatterne til kamp på Fritz Hansens Vej. Kan fordums storhed generobres, eller er vi vidne til landets sidste humanister? I en fri fortolkning af den kulturradikale danmarkshistorie samles hele Mungo Parks ensemble og spørger, hvem Fritz Hansen-folket er i dag – efter en jazztid.

Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand Foto: Bjarke Maccarthy
På Fritz Hansen Vej i Allerød ligger teatret Mungo Park, i møbelfabrikken Fritz Hansens gamle monteringslokaler. Lige midt i Fritz Hansen Folkets hovedsæde. Og den aften jeg var forbi teatret til forestillingen ”Fritz Hansen Folket”, var det i høj grad også Fritz Hansen Folket selv, der fyldte sæderne. Den kulturradikale elite, pladderhumanister i egen sovs, klar til en kærlig gennemprygling. Og pryglet blev vi. Dramatiker Line Mørkeby og Mungo Parks direktør Lasse Bo Handberg har begået manuskriptet. En selvironisk, sarkastisk historie om kulturradikalismens fald fra de høje tinder.

Vi møder midaldrende Rune (Henrik Prip) i den brune fløjlsjakke, der bor i en Funkisvilla lidt uden for Allerød, elsker jazz og god Bourgogne. Rune er pacifist og humanist, har svanestolen og alle de rigtige meninger. Men han er også blevet ramt af den statslige udflytning af arbejdspladser og skal nu pludselig flytte til Esbjerg. Runes veninde Ditte (Marianne Mortensen) er i tidernes morgen uddannet fra teatervidenskab og er nu Teaterredaktør på Politiken. Eller det vil sige, hun er faktisk lige blevet fyret, for chefredaktionen har besluttet at nedlægge teaterstoffet. Der er alligevel ikke sket noget nyt på den danske teaterscene de sidste 10 år. Og så er der Runes datter Sidsel (Nana Morks), der er uddannet fra Kunstakademiet og i 5 år har levet som performancekunstner støttet af kunstrådet. Men nu har hun fået afslag på sin seneste ansøgning. Fundamentet vakler og Rune ser sig nødsaget til at fremmane Brandesbrødrene Edvard og Georg (Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand). Og så ruller lavinen, med ”Kritisk Revy”, Josephine Baker og Poul Henningsen.

De kulturradikale har næsten siden Georg Brandes i 1871 holdt sine forelæsninger om ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” siddet solidt i spidsen for det danske ånds- og kulturliv. Men faldet har været dybt og nu er kulturradikalist blevet et skældsord. Men hvordan skete det? Da Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale i 2001 gjorde op med smagsdommeriet, blev der blæst til kamp og den borgerlige kulturkamp blev indledt.* Og dermed er fundamentet for forestillingen ”Fritz Hansen Folket” lagt. Og det er noget af en tur, vi kommer på. Kamilla Bach Mortensen har iscenesat en forestilling med charme, tempo og en stor portion selvironi. Alle spillerne gestalter deres karakterer på fineste vis, samtidig med, at de holder tempoet oppe under musiker Morten Ærøs kyndige akkompagnement.

Det er ensembleteater når det er bedst. Men fremhæves skal dog Marianne Mortensen. Hun gestalter rollen som teaterredaktøren Ditte, med stor kærlighed og en kropslighed, der bare skriger ”alt er slut…”. Hendes figur og spil får mig til at sende kærlige tanker til radiosatiren ”I Hegnets” to ravkvinder, der bare elsker Mikael Birkkjær og københavnerbiografen Gran. Også Jonas Munck Hansen gør sig bemærket i rollen som jazzguitaristen Kristian, der først vinder stor beundring i den kulturradikale indercirkel, men kort efter lægges på is, for at have kopieret sit store ”selvkomponerede” gennembrudsnummer fra en polsk musiker. Han leverer rollen med en underspillet charme, så vi næsten kommer til at holde med hans antagonist.

”Fritz Hansen Folket” er et intelligent og bidende satirisk portræt af kulturradikalismens fald, der på fornemste vis bliver eksekveret. Jeg kan kun ærgre mig over, at forestillingens slutning bliver underlig amputeret. For ganske vist sidder vi midt i Fritz Hansen fabrikkens gamle monteringslokaler, men der kommer unødig stor fokus på de ødelagte og sodskadede designermøbler efter branden i Illums Bolighus i august 2016 og lidt for lidt fokus på den borgerlige kulturkamps endelig dødsstød til kulturradikalismen. Men en tak skal lyde, for at vi må kigge med ind i dybet, ind i kulturradikalismens blødende indre, mens ”De sidste tre humanister sidder lidt uden for Allerød og drikker rødvin.” Skål!

*Fakta hentet fra antologien ”Den Kulturradikale Udfordring” udgivet af forlaget Tiderne Skifter i 2001, med genudgivelse i 2005 (ISBN 87-7973-112-0). Her er masser af spændende viden at hente, for den der gerne vil mere om den kulturradikale kamp.

Koncept: Lasse Bo Handberg Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen Dramatikere: Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg Scenograf: Nadia Nabil Koreograf: Anja Gaardbo Medvirkende: Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks, Jonas Munck Hansen og Morten Ærø (musiker)