lørdag den 13. januar 2018

ULVEHØJEN, Teater V...

Med teaterkoncerten ”Ulvehøjen” indrammer skuespiller Lasse Popp og Aarhusbandet UMPAS Sebastians album fra 1977, med sjæl, melankoli og et ordentligt skvæt Klezmer.

Sebastian er folkeeje og en kunstner, man i høj grad forbinder med dansk kultur. I hans enorme produktion finder man et bredt spænd af viser, rockballader og ørehængende musicalnumre, men uanset genre har Sebastian altid været en stor samfundskritiker. Albummet ’Ulvehøjen’ der udkom i 1977, indeholder flere af hans mindre kendte sange, og bliver af mange kategoriseret som en mørk plade sammenlignet med hans øvrige udgivelser. ”Ulvehøjen” har levet sit eget liv inde i skuespilleren og sangeren Lasse Popp, lige siden han hørte den første gang på kassettebåndoptageren. Nu slippes den udenfor og får nyt liv i et unikt univers med Lasse Popps rå og uslebne stemme og en skarp musikalsk fortolkning fra et af Danmarks bedste urban-bands, UMPAS.*
Foto: Lars Horn/Baghuset
Teaterkoncerter; de skyder op som padehatte på en fugtig efterårsdag. Her, der og alle vegne. Nogle mere vellykkede end andre. Fælles for de fleste af dem er dog, at de oftest hiver de største hits fra en kunstner eller æra frem, så numrene kan vække genkendelse hos publikum. Med ”Ulvehøjen” har Limfjordsteatret valgt at gå i en helt anden retning. Og tak for det! For Sebastians album ”Ulvehøjen” fra 1977, som forestillingen er bygget over, er ikke særlig kendt. Det er fra før de store musicals og ballader fra Sebastians hånd. Det er så dejligt befriende at komme til en teaterkoncert, hvor det bekendte ikke er i fokus. 

På scenen er skuespiller og sanger Lasse Popp og Aarhusbandet UMPAS. Popp har tidligere fortolket Tom Waits i forestillingen ”Træt lever, tomt hjerte”. Og det fornægter sig ikke ”Ulvehøjen”. Med en dansende, sitrende krop bevæger hans sig rundt på scenen, mens han vrænger, græder og kaster teksten ud til os, så vi føler teksterne. Og med det utroligt velspillende orkester UMPAS i ryggen, når hans fortolkninger langt ud over scenekanten. I en blanding af Klezmer, folkesang og Tom Waits-lyd får Sebastians sange et helt nyt, dog genkendeligt ansigt.

”Ulvehøjen” er sine steder mere en koncert, end en decideret teaterkoncert. Forestillingen er ikke lagt efter en rød tråd, men er i stedet en gengivelse af selve albummet ”Ulvehøjen”. Og det er i virkeligheden rigtig rart at være i et rum, hvor der er plads til at lukke øjnene, rocke med og lade sig henføre i musikken, uden at være bange for at misse et plotpunkt. Men det betyder også, at det enkelte steder bliver svært at holde fokus. 

Scenografien, skabt af Kim Fast Jensen, er et bjerglandskab skabt af MDF plader, hvorpå forskellige små videobidder projekteres på og er med til at sætte tonen i forestillingen. Det fungerer rigtig godt og er med til at transportere os fra den dybe skov til det store åbne vand, om end det nogle gange er svært at se sammenhængen mellem teksterne og de billeder der vises. Kostumerne leder hen i det jødiske klezmerunivers, med små skæve afstikkere, og matcher dermed forestillingens lyd perfekt. 

”Ulvehøjen” er gennemsyret af en ensomhed og melankoli, der passer sangene og fortolkningerne perfekt. Der er noget at grine af og græde over. Noget at tage med hjem.  

”Ulvehøjen” er produceret af Limfjordsteatret og er på danmarksturné. Jeg så og anmeldte forestillingen til Københavnerpremieren på Teater V den 10 januar 2018.

DRAMATIKER/FORFATTER: Sebastian KOMPONIST: Sebastian, Lasse Popp og UMPAS INSTRUKTION OG KOREOGRAFI: Marlene Smith ANIMATION, TEKNIK OG SCENOGRAFI: Kim Fast Jensen PRODUCENT: Limfjordsteatret MEDVIRKENDE: Lasse Popp og UMPAS; Guitar: Sune Pors Andersen. Orgel, tværfløjte, sax og klarinet: Simon Skov. Trommer: Mads Brander Fjeldvig. Kontrabas: Bastian Popp

*Forestillingsbeskrivelse hentet fra Teater V's hjemmeside


fredag den 5. januar 2018

I SIDSTE ØJEBLIK, Folketeatret...

Folketeatret i Nørregade har med ”I sidste øjeblik” alderdom og livsmod på plakaten. En pragtbesætning, med Lisbet Dahl i spidsen, redder dog ikke helt den noget sukkersøde historie.

I ”I sidste øjeblik” af den svenske dramatiker Carin Manheimer møder vi den pensionerede enke Marianne, der lever det gode liv i en smuk, gammel lejlighed med højt til loftet og alt hvad hun har brug for. Men alderen er begyndt at trykke. Og selvom det er mange år siden overlægemanden døde, hænger han stadig i gardinerne og ensomheden presser sig på. Hver mandag spiser hun frokost og spiller bridge med veninderne Solvej og Anne-Louise. Ind fra højre kommer Anne-Louises fætter, enkemanden Per og den trofaste, men generte handy man fra kommunen, Stefan. I små nedslag følger vi deres op og nedture og mod til at leve, selvom livet snart er forbi. 

Foto: Thomas Petri


Hvor er det skønt og befriende og se en forestilling med 3 powerkvinder over 60 i de bærende roller. For det er ved Gud ikke dem, der hænger flest af på træerne; hverken forestillinger eller roller. Og når de tre er Lisbet Dahl, Sonja Oppenhagen og Elsebeth Steentoft, bliver det næppe meget bedre. De tre gestalter rollerne som den pensionerede journalist Marianne (Dahl), den noget forsigtige Anne-Louise (Oppenhagen) og den mandeglade og livslystne Solvej (Steentoft); og det gør de med bravur. Lisbet Dahl viser her, at hun om nogen forstår at give liv til både farcen og tragedien. Hendes Marianne, den gamle kulturredaktør, der har mistet livsgnisten, er forestillingens altdominerende midtpunkt. Og specielt hendes scener med fine Søren Bang Jensen som den loyale, generte handy man Stefan er et af forestillingens absolutte lyspunkter. Sonja Oppenhagen forstår at give den forsigtige og lettere hypokondriske Anne-Louise liv i både krop og replik, så vi ikke kan andet end at holde af hende og heppe med i hendes stille kamp mod den hjælpeløse, dog dominerende mand Bo, med den velvoksne libido. Og så er der Elsebeth Steentoft som den livs- og mandeglade Solvej, der engang var lyriker med en stor karriere foran sig. Hun fik mig til at hulke af grin. Hendes Solvej er en vulkan i konstant udbrud af skiftevis glæde, sorg, vrede, forelskelse og vrede igen. Og så er der Joen Bille i skikkelse af enkemanden Per, som Solvej har kastet sin kærlighed på. Han giver et fint portræt af en mand, der i en meget sen alder finder sin anden ungdom. Jeanette Binderup-Schultz dukker fragmentarisk op gennem forestillingen som Mariannes datter Kristina, der stormer ind og ud af døren i et forsøg på at holde hånd i hanke med sin deprimerende mor, mellem vigtige konferencer og arbejdsmøder. 

Christoffer Berdal har formået at få en flydende og velspillet forestilling ud af svenske Carin Manheimers noget sukkersøde manuskript og komiker Sebastian Dorset har oversat, så sproget blomstrer og lever.

Men hvor velinstrueret ”I sidste øjeblik” end er, og hvor dygtigt og velspillende et cast forestillingen består af, redder det desværre ikke de dramaturgiske huller, ”I sidste øjeblik” er lidt for præget af. Vi hører flere gange om Mariannes yngste datter Sara, der ikke har kontakt til sin mor. Men vi finder aldrig ud af, hvad der er gået forud for den mistede kontakt og hvorfor Sara tilsyneladende hverken har adresse eller telefonnummer. Den del af fortællingen har ingen konkret betydning for hverken historien eller dens fremdrift og burde være strøget. Samtidig er der også karaktertræk og små monologer fra de forskellige karakterer, der virker lidt for let købte, for at få fortællingen til at ende hvor den gør. ”I sidste øjeblik” bliver markedsført som en ”lun komedie”, og her ligger hunden nok begravet. For i den lune jargon, den hyggelige scenografi og de morsomme ping-pong dialoger, drukner de uundgåelige konflikter i sødsuppe og alt for meget sød, lunken hvidvin.  Det er ærgerligt, men det ændrer ikke på, at ”I sidste øjeblik” er en fin og rørende komedie om vigtigheden af mod til at springe ud på det dybe, selv i en sen alder. En lun fortælling mange vil kunne nikke genkendende til og drage nytte af.

”I sidste øjeblik” drager, efter endt spilleperiode på Folketeatret i København på turné rundt i landet og kan sikkert fanges i din nærmeste teaterforening. 

MANUSKRIPT: Carin Manheimer OVERSÆTTELSE: Sebastian Dorset INSTRUKTION: Christoffer Berdal SCENOGRAFI: Marianne Nilsson LYSDESIGN: Lars Schou LYDDESIGN: Steen Larsen MEDVIRKENDE: Lisbet Dahl, Sonja Oppenhagen, Elsebeth Steentoft, Jeanette Binderup-Schultz, Joen Bille og Søren Bang Jensen


tirsdag den 19. december 2017

NOGET OM HELTE, Nørrebro Teater...

Han er en pudsig størrelse, ham Halfdan Rasmussen. Med rim og remser for børn og finurlige voksne, med poetiske tekster og tossede universer. Alt fra den om gåsen der åd en møtrik og anarkistens kampsang -”Noget om helte” - til den om mig, der er ham, der er ham, der er mig - ” Noget om at være”. Nørrebro Teater har skabt musikforestillingen ”Noget om Helte” med udgangspunkt i Halfdan Rasmussens ”Tosserier”, med den nyuddannede instruktør Johan Sarauw bag roret. Det er der kommet en poetisk, underfundig og til tider lidt for tosset forestilling ud af.
Foto: Büro Jantzen

På scenen møder vi de fire Halfdanner Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne; eller det vil sige, der er faktisk 18 Halfdanner, når de to musikere Ida Nørby og Mads Forsby og Nørrebro Teatrets Folkekor også kommer på scenen. Alle 18 klædt i den velkendte Halfdan uniform: fornuftige sko, buks med presfolde, rullekrave, den firkantede brille og en kort, kommunegrå paryk. I Frederikke Dalums pastelfarvede scenografi, med en stor cirkusvogn som midtpunkt, udspiller løjerne sig. Og det er løjer, bygget over Halfdans ”Tosserier”. Det er godt og blandet af alt fra de små brokker - ”Av for katten råbte musen, da den fik en på sinkadusen” - til de større lyriske stykker som ”Noget om helte”. Alt sammen sat til musik af komponist Adi Zukanovic. Og det er på skift pudsigt, fornøjeligt, udfordrende og en lille smule irriterende. Og så i momenter går forestillingen op i en højere enhed. Som når Stine Stengade på smukkeste vis giver liv til ”Noget om stjernefangst”. Eller når alle fire Halfdanner forsøger sig ud i kunsten, at skrive det fuldkomne digt - ”Noget om det fuldkomne”. Her får den underfundige poesi lov til at skinne igennem. Ligesom når Stengade, Ankerstjerne og Lykkegaard kaster sig ud i en nærmest pantomimisk version af ”Noget om det søde og sprøde”, den om fyrstinden der først for sent opdager, at hun elsker både tenoren og kloven. Det er fint, poetisk og morsomt. Men nogle gange drukner den lyriske poesi desværre i de lidt for tossede tosserier, på den kæmpe scene i det enorme teaterrum. For mange af teksterne bliver, i iscenesættelsen, skåret ud i pap og slået op med syvtommersøm. Og når det så det hele foregår i et fragmenteret teaterkoncert-univers, uden en synlig rød tråd, kommer forestillingen, til tider, til at gå lige lovlig meget i tomgang. 

Og lad os lige vende tilbage til kostumerne. At lade alle på scenen være klædt i samme kostume og paryk er fint og sjovt tænkt. Men selvom spillerne undervejs tilføjer enkelte detaljer til deres kostumer, bliver det alt for for ensformigt at se på. Og specielt den kvindelige anatomi drager på ingen måde nytte af det noget firkantede kostume. Det er synd.

MEN(!): ”Noget om Helte” er en rigtig fin og poetisk hyldest til Halfdan Rasmussens krøllede rim og remser. Er du glad for Halfdan Rasmussens skriblerier, vil du bestemt gå hjem med rigtig mange gode ting fra forestillingen. Det er en forestilling for både børn og voksne, og der er masser at grine af og endnu mere at fundere over. ”Noget om helte” er en hyldest til barnet, barnligheden og banaliteten, der, desværre, drukner i lidt for voksne tosserier.

TEKST: udvalgte digte fra Halfdan Rasmussens ”Tosserier” INSTRUKTION OG MANUSKRIPT: Johan Sarauw SCENOGRAFI: Frederikke Dalum KOMPONIST OG ARRANGØR: Adi Zukanovic MEDVIRKENDE: Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup, Albert, Stein Ankerstjerne, Ida Nørby (cello), Mads Forsby (percussion) og Nørrebro Teaters Folkekor


tirsdag den 12. december 2017

ANKOMST. AFSKED, Husets Teater...

En opbrudt og splittet familie samles igen for at genbegrave den ældste datter, da opførelsen af en ny vej til et nærliggende flygtningecenter kræver flytning af en række grave på den lokale kirkegård. For første gang i 12 år vender den omkringrejsende, succesfulde mor og den flygtige og rodløse mellemste datter tilbage til huset, hvor den yngste datter og hendes far stadig bor, og hvor livet er arkiveret og mærkeligt gået i stå. Inden længe dukker gamle spor op og kampen om den fælles historie begynder. Hvem har ret til at fortolke og vurdere fortiden? Hvem ejer historien om hvem vi er? ANKOMST. AFSKED undersøger den mindste af samfundets sociale enheder: familien.

Foto: Henrik Osthen Rasmussen

Hvis man siger, at venner er den familie, man selv vælger, så må familien være de fjender, man ikke selv vælger. Sådan er det i hvert fald i Jens Albinus forestilling ”Ankomst. Afsked” på Husets Teater. En opbrudt familie mødes på ny og gamle, hadefulde handlingsmønstre bryder ud i lys lue.

”Ankomst. Afsked” er et interessant bud på en modernisering af det klassiske familiedrama, som det kendes fra Ibsen, Tjekhov og Norén, her forfattet af Jens Albinus. Stykket havde oprindeligt premiere på Schauspiel Köln med titlen ”Umbettung” i 2016. Det er også Albinus selv, der har konverteret teksten til den danske ”Ankomst. Afsked” og samlet og instrueret et hold spændende spillere. Som forældrene ses Hans Rønne og Benedikte Hansen. Både sammen og hver for sig får de historien til at sitre og leverer to spændende og fuldstændig ulidelige personligheder, der i den grad er med til at holde liv i familiedramaet. Og omkring sig har de Maria Rich og Laura Skjoldborg som de to døtre Kate og Liv, der på hver deres måde forsøger at navigere i den labyrint af fortielser og skelletter i skabet, der gennemsyrer familien. Og så er der Morten Vang Simonsen som den unge Toby, der med hjælpsomhed og forståelse forsøger at vinde den yngste datter Liv, men i stedet bliver rullet ind i intrigerne. Alle fem leverer de spændende og levende figurer, vi på skift føler med og frastødes af ude på tilskuerrækkerne. Men mest stråler dog Benedikte Hansen. Hendes ganske ulidelige og selvcentrerede mor er så velspillet og intenst leveret, at det trækker det ellers lidt stillestående drama op.

Jeg er vild med teksten. Den sitrer og syder og viser familien som et forvrænget spejlbillede, man ikke har lyst til at se på. Det er bidende og morsomt. Men det er desværre også teksten der går hen og bliver forestillingens akilleshæl. Alle de mange ord får min hjerne til at sitre og historien til at stå stille. Af mangel på en bedre betegnelse, vil jeg nærmest sige, at forestillingen mangler lidt Tju-bang. Men se ”Ankomst. Afsked”. Skuespillerpræstationerne er det hele værd!  

INSTRUKTØR OG DRAMATIKER:  Jens Albinus SCENOGRAF: Rikke Juellund LYDDESIGN: Ditlev Brinth LYSDESIGN: Mads Vegas MEDVIRKENDE: Benedikte Hansen, Hans Rønne, Maria Rich, Laura Skjoldborg og Morten Vang Simonsen



lørdag den 25. november 2017

LIVA - EN KABARET OM FRIHED, Folketeatret...

Folketeatrets ”Liva – en kabaret om frihed” er et kalejdoskopisk blik på kunstneren og mennesket Liva Weel. En anderledes forestilling, der næsten kommer tørskoet i land.


Hvad sker der når man dør? Passer det mon, at livet passerer én revy? Det lader dramatiker Vivian Nielsen det gøre for Live Weel i Folketeatrets kabaret ”Liva”, hvor vi møder den kendte revykunstnerinde da hendes liv er ved at rinde ud. I et kalejdoskopisk tilbageblik møder vi Liva og menneskene omkring hende og bliver vidne til hendes kamp for frihed, både personligt og kunstnerisk. Hun lever livet helt til grænsen. Men livet gør ondt og hun søger smerten. For så føler hun i det mindste noget.

Foto: Thomas Petri
Da DR i 1992 viste tv-serien ”Kald mig Liva” første gang, sad jeg, 11 år gammel, stum foran tv’et og sugede til mig. Jeg fandt noget i Ulla Henningsens fortolkning af Liva, jeg ikke vidste hvad var. Men siden har Livas viser fulgt mig. Det var derfor også med lige dele frygt og spænding, jeg gik ind til ”Liva” med Ellen Hillingsø i titelrollen.

”Liva” er et pudsigt miks af revy, kammerspil og teaterkoncert, der river publikum med gennem Livas smertefulde kamp for frihed. En kamp hun kommer til at dele med Poul Henningsen. Og det er rigtig langt hen ad vejen en rigtig vellykket fortælling om ikonet Liva. Der er tosserier, skænderier og heftige revynumre i en lystig blanding, når persongalleriet rundt om Liva får lov til at folde sig ud. Og så er der de øjeblikke, hvor det hele klikker, som når Birgitte Raaberg, i skikkelse af Livas påklæder Frk. Jakobsen giver os ”Sig de ord du ved”, så hele salen holder vejret.

Det er i det hele taget et rigtig stærkt hold, der er samlet på scenen. Alle velsyngende og fuld af musikalitet, når de også griber diverse instrumenter i løbet af forestillingen. Henrik Koefoed er vittig, men også dyb i sit portræt af Poul Henningsen, med den evige cigaret i mundvigen og sin skrivepult på maven, men får også lov til at gribe både trommestikker, trombone og harmonika, hvilket han gør til UG. Karsten Jansfort får lov til at rulle hele sin charme ud som den ikoniske teaterdirektør Frede Skaarup. Birgitte Raaberg skifter fint mellem veninden Ella og påklæderen ”Jakob” og beviser gang på gang, at hun er en både dygtig sanger og fortolker. I hjørnet sidder Jens Krøyer som den evige akkompagnatør, med styr på musikken og en fin følelse for forestillingens sange og tempo. Og så er der Ellen Hillingsø som Liva. Jeg må indrømme, at hun, før jeg så forestillingen, var meget langt fra mit billede af Liva. Ellen Hillingsø er smuk og har noget stoisk over sig. Men med rollen som Liva, beviser hun samtidig, at hun også kan være den voldsomme, den vilde, den grimme. Helt til stregen og lidt over. Hun synger. Ikke smukt, men rørende og rammende og formår at give sit helt eget rørende bud på karakteren Liva.

Scenograf Sisse Gerd Jørgensen har formået at skabe en enkel, men virkningsfuld scenografi, der med enkelte midler fører os gennem Livas tankespind. Og Rolf Heim har, med sikker hånd iscenesat, så det ikke kun er Livas indre kamp vi bliver vidne til, men også kulturkampen. Den kulturradikale kamp for individets frihed, der er her der og alle vegne på de danske teaterscener for tiden. Noget tyder på, at kulturkampen ikke er kæmpet helt færdig endnu. Det er svært at sige Live Weel uden at sige PH. Og det er selvfølgeligt og fuldt berettiget, at den del af historien får sin plads i forestillingen. Kulturradikalisternes kamp for individets frihed bliver en fin støtte til Livas kamp for personlig frihed. Men hvor kulturkampen vinder frem, taber Liva. Smerten bliver for stor.

Når jeg alligevel ikke synes forestillingen kommer helt i mål, er det på grund af de til tider lange ”kammerspilsscener”, der er med til at trække forestillingens tempo ned. De matcher ikke den revyagtige spillestil, der er lagt ned over de forskellige karakterer. Det er som om, at der stadig er scener der skal ”spilles varme” hen over det næste stykke tid, tekster der skal terpes og et tempo der skal findes. Det hjalp så heller ikke det hårdarbejdende hold på scenen, at de, den aften jeg så forestillingen, skulle kæmpe med et søvnigt og ukoncentreret publikum, tændte mobiltelefoner og enkelte i salen, der højlydt kommenterede forestillingen. Jeg håber og tror, at når ”Liva” har spillet sig helt varm og rammer diverse scener rundt i landet, vil røre og glæde en masse mennesker. Det har den fortjent.

DRAMATIKER: Vivian Nielsen INSTRUKTION: Rolf Heim SCENOGRAF: Sisse Gerd Jørgensen KOREOGRAF: Peter Friis KAPELMESTER: Jens Krøyer MEDVIRKENDE: Ellen Hillingsø, Birgitte Raaberg, Henrik Koefoed, Karsten Jansfort og Jens Krøyer


mandag den 20. november 2017

KNUD ROMERS ABC, BaggårdTeatret...

BaggaardTeatret, sART danseteater og Den Fynske Opera har i samarbejde skabt en lille, smuk perle med forestillingen ”Knud Romers ABC”. Det er en poetisk, vild og vidunderlig sanseforestilling for de 6 – 8årige der har knækket alfabetkoden og deres voksne.

Lad sanserne boltre sig i en underfundig og lærerig bogstavssafari, der med udgangspunkt i Knud Romers poetiske bogstavsfabler rusker alfabetet rundt og sammensætter det på ny. En interaktiv danseforestilling, hvor publikum er i bevægelse. Forestillingen er baseret på Knud Romers ABC, John Kørners billedkunstneriske dyreunivers og Bent Sørensens nykomponerede musik og skaber tilsammen en smuk koreograferet scenisk sangleg for alle fra 7 år.
Foto: Jens Wognsen
I et fuldstændig vidunderligt scenerum, bliver vi inviteret indenfor til ”Knud Romers ABC”, skabt i fælleskab af BaggårdTeatret, sART danseteater og Den Fynske Opera. Store som små stiller vi vore sko og tasker, før teaterrummet indtages. Og det er ikke et hvilket som helst teaterrum, vi får lov at træde ind i. Luise Midtgaard har, med afsæt i John Kørners smukke og farverige illustrationer til bogen ”Knud Romers ABC”, skabt et konstant foranderligt scenerum, der indtages af både spillere og publikum hele forestillingen igennem.

Sammen får vi styr på alfabetet, mens vi hører om Rotterne der sad på potten, griner af den sofistikerede giraf, der slet ikke har øje for andre end sig selv og elefanten der blev punkteret af en myg. I en blanding af musik, dans og sang, går det hele op i en højere enhed. Alle fire på scenen har hver deres forcer, der bliver udnyttet optimalt i forestillingen og Knud Romers fine rim og remser får den plads de fortjener.

Mine ledsagere til forestilling, to glade, 6 årige piger, med ualmindeligt meget krudt i rumpetten, var med hele vejen og nød, at der var plads til at kunne bevæge sig og få lov til at flytte rundt i scenerummet undervejs.

”Knud Romers ABC” er en forestilling for sanserne, kroppen og sindet. Vi får lov at føle, mærke, lege, gyse og grine. Og når forestillingen, efter små 50 min er færdig og vi ligger på ryggen og kigger op i stjernerne og ildfluerne til ordene:

”Ildfluen i det fjerne
er blevet tændt af Gud
og lyset fra en stjerne,
som for længst er gået ud”

Føles det rart i kroppen og vi er klar til at danse ud i hverdagen igen, en lille smule høje på god musik og sanseleg.

TEKST: Knud Romer KOMPONIST: Bent Sørensen BILLEDKUNSTNER: John Kørner EFTER IDE AF: Sofie Christiansen og Jakob Bjerregaard Engmann ISCENESÆTTELSE: Sofie Christiansen SCENOGRAFI: Luise Midtgaard KOSTUMEDESIGN: Alaya Riefensthal MUSIKARRANGEMENT: Anders Ringgaard Andersen MEDVIRKENDE: Anete Jensen, Karin Norrinder, Carlos Rodas og Anders Ringgaard Andersen


lørdag den 18. november 2017

PLATT-FORM - EN SMULE I OVERKANTEN, Betty Nansen Teatret

Med showet "En smule i overkanten", slår satiregruppen Platt-Form endnu engang fast, hvorfor de er toppen af den danske satirescene. Intet er helligt, men til gengæld meget, meget morsomt.

Må en hvid heteroseksuel mand overhovedet mene noget? Er professorer virkelig klogere end bloggere? Ville Jesus kunne lide jødekager? I Platt-Forms nye satireshow "En smule i overkanten" udleverer Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby endnu en gang danskerne, og ikke mindst hinanden, med bidende satire, vanvittige kostumer og masser af velklingende ørehængere.

Foto: Oliver Hoffmeyer
Jeg ved ikke helt hvordan, de gør det, Platt-form; altså formår at lave et show, der holder os på kanten af sæderne i næsten to timer, hvor vi græder af grin. Måske er det deres sikre musikalitet? Eller deres timing? Eller deres evne til at holde energien på 120 % hele vejen?! Jeg ved det ikke. Men hvis jeg viste det, ville jeg hælde formlen på flaske og hurtigt blive millionær. Showet hedder ”En smule i overkanten” og ja, det er det – og et godt stykke over.

Vi kommer, i de to timer showet varer, omkring mange brandfarlige, satiriske emner, godt pakket ind i et dejligt hyggefilter, så den øvre middelklase har et rart safe space at søge tilflugt i. Vi møder bloggeren, der er meget klogere end professoren, DR’s nu nedlagte talekor og får historien om, hvordan vi hver jul fejrer, at en ludfattig tømrer og hans barnebrud fik en søn. Og hvad gør man egentlig, når man er en helt almindelig CIS-mand, med en helt almindelig tis’mand?

Mille Lehfeldt, Laus Høyby og Jakob Faurby har selv skrevet tekst og musik og iscenesat. Showet er stramt og velopbygget i en minimalistisk scenografi, hvor de tre får lov at stråle om kap med Nicholas Nybros sjove og veludførte kostumer. Og så er der, deres stensikre sangstemmer. Det er en fryd at høre så velklingende stemmer synge om klimakamp og om at gå i små sko. Intet er helligt, men til gengæld meget, meget morsomt. Jeg glæder mig til og håber på meget mere Platt-Form i fremtiden.

INSTRUKTION, TEKST OG MUSIK: Platt-Form KOREOGRAFI: Steffen Hulehøj Frederiksen KOSTUMER: Nicholas Nybro ARRANGØR AF MEDLEYS: Dénise Stockmann MEDVIRKENDE: Jakob Fauerby, Laus Høybye og Mille Lehfeldt